Teenage-hekse
2.0
Jeg føler mig ganske sikker på, at denne film har fremmet interessen for gamle hekseritualer blandt målgruppen, som uomtvisteligt må være unge piger.
Historien er til at begynde med et klassisk teenage-plot: Hovedpersonen, Sarah (Robin Tunney), er netop flyttet til byen, hvor hun ingen venner har.
Heldigvis finder hun nogle få andre piger, der, ligesom hun, er "udenfor" på gymnasiet i kraft af forskellige træk (én er neger(!), én har arret hud på ryggen, én kommer fra en voldsplaget, fattig, og alkoholiseret familie) der alle virker diskvalificerende for pigernes mulighed for at blive accepterede blandt de elver, de gerne vil accepteres af!
Det viser sig, at de fire piger har en fælles interesse (og antagelig medfødt evne!) for at få heksemagi til at virke. De udfører nogle ritualer af stigende sværhedsgrad, indtil deres besværgelser faktisk begynder at skade personer i deres omgangskreds. Ifølge en kyndig kvinde udi gammel heksetro, erfarer de til deres bekymring, at de beværgelser, de kaster på andre, vil ende med at ramme dem selv trefold.
Efterhånden må Sarah med rædsel konstatere, at den ene af de tre andre piger, er blevet besat af den mægtige heksegud, Manon, hvilket hun misbruger på det skammeligste. De to andre er tilsyneladende i hendes magt, og snart er Sarah forfulgt på livet af de tre. Heldigvis er hun den af pigerne med de største evner for magi, så det lykkes hende at vinde Manons kræfter over på sin side i et opgør med den onde pige (den gothpunk-agtige pige fra det fattige miljø), hvorefter sidstnævnte ender på en psykiatrisk anstalt frataget alle sine magiske evner...
Skal man pege på en kvalitet i filmen, må det være, at den er ret velfortalt hele vejen igennem. Skuespillet varetages hæderligt (for en teenagefilm) af Tunney og Fairuza Balk, og stemningsmæssigt lever den formentlig op til øvrige gennemsnitsfilm indenfor samme, dobbeltladede genrebetegnelse ("gyserkomedie"), men det indebærer også, at i hvert fald "gyset" kan ligge på et meget lille sted.
Og desværre får pænheden (som sædvanlig i mange amerikanske ungdomsfilm) lov til at sejre lovlig meget til sidst i filmen. At det opdragende budskab derved bedre trænger igennem, ændrer ikke på, at man derved kun kan tilgi' sig selv, at man spenderede 100 minutter af sit liv på at se filmen, fordi "der ikke var andet i fjernsynet"!
Historien er til at begynde med et klassisk teenage-plot: Hovedpersonen, Sarah (Robin Tunney), er netop flyttet til byen, hvor hun ingen venner har.
Heldigvis finder hun nogle få andre piger, der, ligesom hun, er "udenfor" på gymnasiet i kraft af forskellige træk (én er neger(!), én har arret hud på ryggen, én kommer fra en voldsplaget, fattig, og alkoholiseret familie) der alle virker diskvalificerende for pigernes mulighed for at blive accepterede blandt de elver, de gerne vil accepteres af!
Det viser sig, at de fire piger har en fælles interesse (og antagelig medfødt evne!) for at få heksemagi til at virke. De udfører nogle ritualer af stigende sværhedsgrad, indtil deres besværgelser faktisk begynder at skade personer i deres omgangskreds. Ifølge en kyndig kvinde udi gammel heksetro, erfarer de til deres bekymring, at de beværgelser, de kaster på andre, vil ende med at ramme dem selv trefold.
Efterhånden må Sarah med rædsel konstatere, at den ene af de tre andre piger, er blevet besat af den mægtige heksegud, Manon, hvilket hun misbruger på det skammeligste. De to andre er tilsyneladende i hendes magt, og snart er Sarah forfulgt på livet af de tre. Heldigvis er hun den af pigerne med de største evner for magi, så det lykkes hende at vinde Manons kræfter over på sin side i et opgør med den onde pige (den gothpunk-agtige pige fra det fattige miljø), hvorefter sidstnævnte ender på en psykiatrisk anstalt frataget alle sine magiske evner...
Skal man pege på en kvalitet i filmen, må det være, at den er ret velfortalt hele vejen igennem. Skuespillet varetages hæderligt (for en teenagefilm) af Tunney og Fairuza Balk, og stemningsmæssigt lever den formentlig op til øvrige gennemsnitsfilm indenfor samme, dobbeltladede genrebetegnelse ("gyserkomedie"), men det indebærer også, at i hvert fald "gyset" kan ligge på et meget lille sted.
Og desværre får pænheden (som sædvanlig i mange amerikanske ungdomsfilm) lov til at sejre lovlig meget til sidst i filmen. At det opdragende budskab derved bedre trænger igennem, ændrer ikke på, at man derved kun kan tilgi' sig selv, at man spenderede 100 minutter af sit liv på at se filmen, fordi "der ikke var andet i fjernsynet"!
18/01-2005
