Tragedie med stærk billedside
4.0
Meget velfortalt - omend banal - trist historie om fotoeksperten, Sy, der lever et indbildt lykkeligt liv gennem en kombination af sine egne drømme om - og gennem en afluring af - en lille kernefamilie, hvis liv han har fulgt gennem de familiebilleder, de har indleveret til fremkaldelse i det supermarked, hvor Sy arbejder.
Der er tale om et drama uden højspændt action og uden store skuespilsmæssige armbevægelser, hvilket formentlig er den bedste måde at formidle en historie som denne på. En anden god ting er, at filmen ikke er særlig lang (godt 1½ time).
For det første ligger filmens styrke i Robin Williams' (formentlig) udmærkede personificering af den påtrængende og spionerende Sy. Spændingsopbygningen fungerer også udmærket. Afsløringen af hans triste barndom i slutningen af filmen er måske nok troværdig, men den virker umiddelbart en kende for banal - eller i hvert fald for banalt formidlet - til en film, der i øvrigt er forsøgt fortalt som en psykologisk thriller. Sy fungerer flere gange undervejs som fortæller i filmen. Dette kunne have været udnyttet bedre som afslutning på filmen.
Men ellers ligger filmens store kvalitet i kameraarbejdet og i billedsproget. Farverne blå og orange er som bekendt kontrastfarver, hvilket formentlig dels er tænkt som en reference til fotofremkaldelses-håndværket, men selvfølgelig også som en symbolisering af sindsstemninger (Hvem er klædt i blåt eller klinisk hvidt, og hvem er klædt i varme (orange) farver?!) De indlagte, korte drømme/mareridtsscener fungerer også glimrende i dén henseende.
Der er tale om et drama uden højspændt action og uden store skuespilsmæssige armbevægelser, hvilket formentlig er den bedste måde at formidle en historie som denne på. En anden god ting er, at filmen ikke er særlig lang (godt 1½ time).
For det første ligger filmens styrke i Robin Williams' (formentlig) udmærkede personificering af den påtrængende og spionerende Sy. Spændingsopbygningen fungerer også udmærket. Afsløringen af hans triste barndom i slutningen af filmen er måske nok troværdig, men den virker umiddelbart en kende for banal - eller i hvert fald for banalt formidlet - til en film, der i øvrigt er forsøgt fortalt som en psykologisk thriller. Sy fungerer flere gange undervejs som fortæller i filmen. Dette kunne have været udnyttet bedre som afslutning på filmen.
Men ellers ligger filmens store kvalitet i kameraarbejdet og i billedsproget. Farverne blå og orange er som bekendt kontrastfarver, hvilket formentlig dels er tænkt som en reference til fotofremkaldelses-håndværket, men selvfølgelig også som en symbolisering af sindsstemninger (Hvem er klædt i blåt eller klinisk hvidt, og hvem er klædt i varme (orange) farver?!) De indlagte, korte drømme/mareridtsscener fungerer også glimrende i dén henseende.
18/01-2005
