Triers Bedste!
5.0
ADVARSEL: Mulige Spoilers Forude.
Ung kvinde (Kidman) på flugt fra mafiaen ankommer til en lille by i Colorado, hvor hun får lov til at gemme sig og bo. Men bag den pæne facade lurer de mere mørke sider af mennesket.
Jeg ville ikke blive overrasket at hvis Trier en dag skrev sine memoirer, indrømmede at han med sine film tog så meget pis på kultureliten, der ofte er ved at falde i svime over hans mere og mere skrabede produktioner hvor alt efterhånden er barberet væk, og som derfor minder mere og mere om kejserens nye klæder på billedsiden, og som den gamle provokatør Trier er, ville det vel slet ikke være overraskende med en sådan melding om, at han ville se hvor langt han kunne trække den og grine af alle dem der gik og troede sig så vigtige. Peter Aalbæk Jensen, Triers farverige producent har da også antydet noget sådant fra tid til anden. “Dogville” er i hvert fald en af de mest bare produktioner jeg har set i mit liv, den ligner blot filmet teater og kan man ikke lide dogmefilmene af den grund at de er spartanske at se på, så skal man nok holde sig væk fra “Dogville”.
Men hvad enten Trier gør grin med kulturen, eller ej, så har de fleste af hans film altid efterladt mig kold og ligeglad, hvor meget jeg end synes man har kunne ligge i dem, men lige netop det gør “Dogville” ikke, den fængede mig både under og efter filmen og fik virkelig fat i mig.
Gimmicken med at mange kulisserne blot er kridtstreger, glemte jeg hurtigt og så stedet for mig, mens filmens stærke historie greb mig og personerne og dialogerne blev de vigtige, og det var faktisk også lidt fascinerende og måske endda tankevækkende at kunne se både indendørs og udendørs samtidig, som da Grace (Kidman) voldtages i et af de små huse og børnene leger uskyldigt udenfor imens, uvidende om hvad der sker på den anden side af “muren”.
Skuespillet som i glimt har virket mig dårligt, kom pludselig når jeg så filmen i sin helhed, også til at fremstå stærkt og fængende, Kidman giver sin måske livs bedste præstation og så er Hurts stemme som filmens fortæller tæt på det geniale.
Jeg vil ikke tøve med at udråbe “Dogville” til Triers til dato bedste film, i hvert fald for mig.
Egentlig troede jeg at Trier var færdig med at fortælle om selvopofrende kvinder, men han forsætter her, med det tvist at hun her ikke ender hverken tilgivende eller som offer, men som dømmende bøddel i en politisk ukorrekt slutning, hvor Trier går længere end de fleste andre filmskabere og tilader os at se både kvinder, børn og spædbørn bliver dræbt koldt og kynisk. Det er stærkt og understreger ligesom den grusomhed som mennesker ofte begår og som Trier, ligesom Stanley Kubrick, måske mener ligger i menneskets natur.
Nogle mennesker har kaldt filmen antiamerikansk, og Trier har da også snakket lidt i den retning, men historien kunne lige så godt foregår alle andre steder i verden, den er almenmenneskelig, selv om det er let at tolke den som antiamerikansk. Men hvis man vil vælge at se den som antiamerikansk blot fordi den foregår i USA og omhandler en masse i sidste ende usympatiske personer, synes jeg man mister noget som omhandler noget meget mere nærværende.
Jeg ved godt at hovedgade i den lille by det foregår i, den hedder Elmstreet, selv om byen ingen elmetræer har, for tingene er ikke hvad de ser ud til og giver sig ud for, men det behøver jo ikke kun være i USA at det er sådan, selv om pointen kunne være at USA ikke (længere) er det sted som amerikanerne prøver at bilde os ind det er, det er falsk og forlorent og bag den pæne facade lurer råddenskaben.
Men jeg vil meget hellere tolke historien i retning af den efterhånden pinlige danske officielle holdning til flygtninge, og hvordan vi hører at visse dele af den danske befolkning ønsker at behandle dem på grund af deres egen angst, og se filmen som en besk og stærk bemærkning til den debat. Jeg fik i hvert fald en dårlig smag i munden på den konto, da Trier med sin ofte overdrevne indfald ramte sømmet lige på hovedet.
Men selve historien og de menneskelige handlemåder i filmen fortæller også godt noget om os mennesker, for en del må kende til det at starte på en ny arbejdsplads, og alle virker så glade for hinanden, snakker så pænt og fortæller så godt om stedet, men efterhånden som man har været der et stykke tid, så begynder man at høre mere og mere brok og sladderier og de andre, stedet og så videre.
Se, det er “Dogville”, stedet hvor næsten alle først prøver at bilde os ind, at de er gode mennesker der gør de rigtige, men hvor det siden viser sig, at de alle som en slæber rundt på deres småborgerlige holdninger og fordomme, men hvor deres habitus efterhånden overvinder de tilsyneladende gode intentioner, og det er stedet hvor vores kvindelige hovedperson Grace lader sig ydmyge og udnytte for at give hende et martyrium, og til sidst vise sig ikke at være bedre end nogen andre. Det er “Dogville”, et sted hvor mennesket sande natur uundgåeligt må vise sig som et dyrs.
Efterfølges af “Manderlay”.
Ung kvinde (Kidman) på flugt fra mafiaen ankommer til en lille by i Colorado, hvor hun får lov til at gemme sig og bo. Men bag den pæne facade lurer de mere mørke sider af mennesket.
Jeg ville ikke blive overrasket at hvis Trier en dag skrev sine memoirer, indrømmede at han med sine film tog så meget pis på kultureliten, der ofte er ved at falde i svime over hans mere og mere skrabede produktioner hvor alt efterhånden er barberet væk, og som derfor minder mere og mere om kejserens nye klæder på billedsiden, og som den gamle provokatør Trier er, ville det vel slet ikke være overraskende med en sådan melding om, at han ville se hvor langt han kunne trække den og grine af alle dem der gik og troede sig så vigtige. Peter Aalbæk Jensen, Triers farverige producent har da også antydet noget sådant fra tid til anden. “Dogville” er i hvert fald en af de mest bare produktioner jeg har set i mit liv, den ligner blot filmet teater og kan man ikke lide dogmefilmene af den grund at de er spartanske at se på, så skal man nok holde sig væk fra “Dogville”.
Men hvad enten Trier gør grin med kulturen, eller ej, så har de fleste af hans film altid efterladt mig kold og ligeglad, hvor meget jeg end synes man har kunne ligge i dem, men lige netop det gør “Dogville” ikke, den fængede mig både under og efter filmen og fik virkelig fat i mig.
Gimmicken med at mange kulisserne blot er kridtstreger, glemte jeg hurtigt og så stedet for mig, mens filmens stærke historie greb mig og personerne og dialogerne blev de vigtige, og det var faktisk også lidt fascinerende og måske endda tankevækkende at kunne se både indendørs og udendørs samtidig, som da Grace (Kidman) voldtages i et af de små huse og børnene leger uskyldigt udenfor imens, uvidende om hvad der sker på den anden side af “muren”.
Skuespillet som i glimt har virket mig dårligt, kom pludselig når jeg så filmen i sin helhed, også til at fremstå stærkt og fængende, Kidman giver sin måske livs bedste præstation og så er Hurts stemme som filmens fortæller tæt på det geniale.
Jeg vil ikke tøve med at udråbe “Dogville” til Triers til dato bedste film, i hvert fald for mig.
Egentlig troede jeg at Trier var færdig med at fortælle om selvopofrende kvinder, men han forsætter her, med det tvist at hun her ikke ender hverken tilgivende eller som offer, men som dømmende bøddel i en politisk ukorrekt slutning, hvor Trier går længere end de fleste andre filmskabere og tilader os at se både kvinder, børn og spædbørn bliver dræbt koldt og kynisk. Det er stærkt og understreger ligesom den grusomhed som mennesker ofte begår og som Trier, ligesom Stanley Kubrick, måske mener ligger i menneskets natur.
Nogle mennesker har kaldt filmen antiamerikansk, og Trier har da også snakket lidt i den retning, men historien kunne lige så godt foregår alle andre steder i verden, den er almenmenneskelig, selv om det er let at tolke den som antiamerikansk. Men hvis man vil vælge at se den som antiamerikansk blot fordi den foregår i USA og omhandler en masse i sidste ende usympatiske personer, synes jeg man mister noget som omhandler noget meget mere nærværende.
Jeg ved godt at hovedgade i den lille by det foregår i, den hedder Elmstreet, selv om byen ingen elmetræer har, for tingene er ikke hvad de ser ud til og giver sig ud for, men det behøver jo ikke kun være i USA at det er sådan, selv om pointen kunne være at USA ikke (længere) er det sted som amerikanerne prøver at bilde os ind det er, det er falsk og forlorent og bag den pæne facade lurer råddenskaben.
Men jeg vil meget hellere tolke historien i retning af den efterhånden pinlige danske officielle holdning til flygtninge, og hvordan vi hører at visse dele af den danske befolkning ønsker at behandle dem på grund af deres egen angst, og se filmen som en besk og stærk bemærkning til den debat. Jeg fik i hvert fald en dårlig smag i munden på den konto, da Trier med sin ofte overdrevne indfald ramte sømmet lige på hovedet.
Men selve historien og de menneskelige handlemåder i filmen fortæller også godt noget om os mennesker, for en del må kende til det at starte på en ny arbejdsplads, og alle virker så glade for hinanden, snakker så pænt og fortæller så godt om stedet, men efterhånden som man har været der et stykke tid, så begynder man at høre mere og mere brok og sladderier og de andre, stedet og så videre.
Se, det er “Dogville”, stedet hvor næsten alle først prøver at bilde os ind, at de er gode mennesker der gør de rigtige, men hvor det siden viser sig, at de alle som en slæber rundt på deres småborgerlige holdninger og fordomme, men hvor deres habitus efterhånden overvinder de tilsyneladende gode intentioner, og det er stedet hvor vores kvindelige hovedperson Grace lader sig ydmyge og udnytte for at give hende et martyrium, og til sidst vise sig ikke at være bedre end nogen andre. Det er “Dogville”, et sted hvor mennesket sande natur uundgåeligt må vise sig som et dyrs.
Efterfølges af “Manderlay”.
23/07-2003
