den virkelige superhelt

I en tid hvor stort set alle studier er hoppet med på superheltebølgen, er det befriende at der er nogen der laver en film om noget så uamerikansk som en anti-helt. Igby er desillusioneret, vred, smidt ud af alle skoler og dyrker sex med mere eller mindre tilfældige ældre kvinder - med andre ord en Harry Potter med modsat fortegn - og alligevel er han den mest velfungerende i en familie fra helvede, der bl.a. inkluderer Bill Pulmann som skizofren far, Ryan Phillippe som storebror der "studerer neofascisme" (økonomi) og Susan Sarandon i en glansrolle som en af filmhistoriens mest bitchy mødre. Filmen er klassisk i sin coming-of-age tematik, men forfriskende i sin humor, der hele tiden bunder i vrede og smerte, og derfor minder en om, at det her er meget mere end en komedie.
For at slutte hvor jeg startede, ved superheltene, så er Igbys karakter, præcis som Hulk, et studie i hvor man gør af sin vrede. Igby transformerer den til en distancerende sarkasme, Bruce Banner bliver til en grøn mand der ligner Shreck. Om man så er til superhelte eller antihelte, er vel et spørgsmål om temperament.