At sove i en pladerustning
3.0
Filmen er noget af et udstyrsstykke, både hvad middelaldervåben, rustninger og kostumer angår. Snartsagt alle personer i filmen vandrer konstant rundt iført glitrende pladerustninger. Dog ingen over Sir Lancelot, der endog beviser, at det er aldeles uproblamtisk at SOVE i denne form for "indpakning"! En del af forklaringen skyldes måske, at den ærværdige ridder inde under sin højpolerede rustning også er blevet hældt ned i en hudfarvet bodystocking, hvilket ses tydeligt et par steder i filmen.
Udover gennemgående at være meget tro mod "jargonen" i de klassiske fortolkninger af Kong Arthur-myten, mangler Boorman heller ikke prominente engelske skuespillernavne på rollelisten. Dog måske blandt hovedrolleindehaverne, hvor især Lancelot og Guinevere mangler den nødvendige karisma i udseende og stemme. Lancelot ligner noget, der er hentet fra "Fame" eller "Saturday Night Fever". Hvad Arthur angår, så mangler Nigel Terry måske lidt udstråling og "glimt i øjet", men hans stemme er tilstrækkelig bjæffende til, at man lægger mærke til ham!
Jeg betragter dog personinstruktionen som filmens største problem. Hvor man kan acceptere, at der visse steder ikke springes lidt i fortællingen, specielt da "The Quest for the Holy Grail" sætter ind, og ti år pludselig er gået, uden anden forklaring end en tekstlinie på skærmen, er det langt sværere at se en film med så lang spilletid, hvor adskillige hovedrolleindehavere slet ikke brænder igennem på lærredet.
Merlins rolle i første del af filmen har desuden fået lidt karakter af "pauseklovn", men han vokser heldigvis med opgaven.
Robert Addie (af nogle kendt som Sir Guy of Gisbourne fra den bristiske TV-serie, "Robin - The Hooded Man" fra 80erne) som Mordred, samt hans unge udgave (Charley Boorman (sønnike?)) er glimrende valgt. Desværre er deres roller korte.
Om kampscenerne kan der siges både for og imod. Visse steder flyder blodet, og det er selvfølgelig sjovt at se lanser, spyd, stridskøller, sværd og økser i "aktion". Men f.eks. at se Patrick Stewart med sin uhåndtérlige økse bliver en smule komisk, og der er andre scener af samme skuffe.
Men billedsiden og stemningen er faktisk udmærket. Drømmesynene skildret med datidens videografik er lykkedes rimelig pænt. Filmens soundtrack er ikke videre originalt, og passager fra Carl Orffs "Carmina Burana" dukker op mange steder, men det er dog mestendels velvalgt.
Mange vil formentlig stå af, fordi skuespillet virker en kende for tamt, hvortil kommer replikkernes noget teatralske fremførelse.
Alt i alt finder jeg dog, at filmen er et sympatisk forsøg på at fortælle den britiske nationalmyte, omend jeg er helt enig i, at adskillige væsentlige ting burde være gjort anderledes i en storbudget-forestilling som denne.
Man ville aldrig lave en eventyrfilm som denne på samme måde i dag. Spørgsmålet er dog, om det samlede resultat ville være bedre?
Udover gennemgående at være meget tro mod "jargonen" i de klassiske fortolkninger af Kong Arthur-myten, mangler Boorman heller ikke prominente engelske skuespillernavne på rollelisten. Dog måske blandt hovedrolleindehaverne, hvor især Lancelot og Guinevere mangler den nødvendige karisma i udseende og stemme. Lancelot ligner noget, der er hentet fra "Fame" eller "Saturday Night Fever". Hvad Arthur angår, så mangler Nigel Terry måske lidt udstråling og "glimt i øjet", men hans stemme er tilstrækkelig bjæffende til, at man lægger mærke til ham!
Jeg betragter dog personinstruktionen som filmens største problem. Hvor man kan acceptere, at der visse steder ikke springes lidt i fortællingen, specielt da "The Quest for the Holy Grail" sætter ind, og ti år pludselig er gået, uden anden forklaring end en tekstlinie på skærmen, er det langt sværere at se en film med så lang spilletid, hvor adskillige hovedrolleindehavere slet ikke brænder igennem på lærredet.
Merlins rolle i første del af filmen har desuden fået lidt karakter af "pauseklovn", men han vokser heldigvis med opgaven.
Robert Addie (af nogle kendt som Sir Guy of Gisbourne fra den bristiske TV-serie, "Robin - The Hooded Man" fra 80erne) som Mordred, samt hans unge udgave (Charley Boorman (sønnike?)) er glimrende valgt. Desværre er deres roller korte.
Om kampscenerne kan der siges både for og imod. Visse steder flyder blodet, og det er selvfølgelig sjovt at se lanser, spyd, stridskøller, sværd og økser i "aktion". Men f.eks. at se Patrick Stewart med sin uhåndtérlige økse bliver en smule komisk, og der er andre scener af samme skuffe.
Men billedsiden og stemningen er faktisk udmærket. Drømmesynene skildret med datidens videografik er lykkedes rimelig pænt. Filmens soundtrack er ikke videre originalt, og passager fra Carl Orffs "Carmina Burana" dukker op mange steder, men det er dog mestendels velvalgt.
Mange vil formentlig stå af, fordi skuespillet virker en kende for tamt, hvortil kommer replikkernes noget teatralske fremførelse.
Alt i alt finder jeg dog, at filmen er et sympatisk forsøg på at fortælle den britiske nationalmyte, omend jeg er helt enig i, at adskillige væsentlige ting burde være gjort anderledes i en storbudget-forestilling som denne.
Man ville aldrig lave en eventyrfilm som denne på samme måde i dag. Spørgsmålet er dog, om det samlede resultat ville være bedre?
18/01-2005
