Den grimme fisk...
1.0
Endnu en teenage-slasher har set dagens lys, og endnu en gang kastes beskureren sig selv ind i et nytteløst, uhjælpelig sort filmisk hul, hvor alt håb er ude.
"Slash" begynder egentlig fornuftigt nok. Vi ser en ung knægt rumstre i en lade, og får straks en fornemmelse af at noget er i gære. Og ganske vist bliver dørene åbnet af en skræmmende, stor silhuet, der ikke tøver med at begive sig igennem rummet, hvilket medfører at knægten kaster sig i skjul. Mærkelige eksperimenter venter på at blive set af den unge guts øjne, men da dette går i opfyldelse, vender den ældre mand sig om, og opdager fnøsen. Uheldigvis ramler der en olielampe på det let-antændelige gulv, og manden bryder i brand. Drengen er allerede ude af bygningen. Mange år senere er et ungt par på vej til et kostume-bal i "guderne må vide hvor"-området. Den mandlige fører af bilen er en hård fætter, der åbenbart elsker splat og "bodycount" i hans film, hvorimod hans medpassager af det modsatte køn, er en kæk lille dame, der formår at rette på hendes brystparti adskillige gange indenfor kort tid. De bliver overrasket og må drøne ud i en nærliggende mark, hvor de to stadigvæk gasser hinanden ( og pigen stadigvæk retter på you-know-what-partiet ). Pludselig bliver fyrens brystkasse gennemspirret af en knivskarp le - naturligvis til stor forbløffelse for kvinden, der nu glemmer sine atributter for en kort stund, og fluks forsøger at knalde køretøjet væk i en ruskende fart. Hun slipper naturligvis aldrig helt væk, og efter en rask løbetur i marken, efterfulgt af en glubsk psykopat, må hun da også stille træskoene. I det samme tidsrum er den lille unge blevet voksen og er nu forsanger i et rockband, der står foran deres gennembrud. Desværre bliver meddelsen om at en agent har kig på dem, spoleret da den nu voksne mand får besked om at hans tante er død, således at han må vende hjem til den gård, hvor hans mor tog ham i hænde og flyttede bort. Nu må sønnike tage kampen op imod hans indre dæmoner og vende snuden hjem til det dejlige farmerliv. Heldigvis har han bandet, en roadie + en enkelt groupie med, og de er naturligvis en samling vidt forskellige, men dog underholdende personligheder ( suk ). Da slænget ankommer til det gamle landsted, virker det umiddelbart ganske tilforladeligt, men den påstand skal snart vise sig at blive modbevist.
Her stopper morskaben også. "Slash" er et produkt, skabt af populariteten af 90'er-slasherfilmene, "I Know What You Did Last Summer", "Urban Legend" og naturligvis "Scream"-trilogien - plus en række film i samme subgenre uden større succes. Personerne er en samling kliché-befængte smittebærere, der bliver båret frem af en bande mere eller mindre irriterende skuespillere. Steve Railsback ( der også spillede hovedrollen i den møgkedelige "Ed Gein" ) er så irriterende at man får lyst til at smække manden et par på brægeret, bare for at give ham en lærestreg. James O´Shea, der spiller rollen som den tilbagevendende søn har ingen dybde i hans skuespil, og han formår blot at skabe en overfladisk personficering af en ellers så i-sønderslået sjæl. Resten af hans "venner"´s præstationer ville give en gravid kvinde, med en heftig morgenkvalme, lyst til at æde en kasse flødeboller og nedslubre et par lukne cola'er, for blot at komme i besiddelse af evnen til at kaste endnu mere op. Navnligt er den sorte figur i bandet alt, alt for klichépræget, og det er belastende at se at alle sorte karakterer skal være impulsive og højtråbende. Nick Boraine, der spiller gårdens medhjælper har et rigtig redneck-ansigt, men det falmer stærkt i selskab med filmens manglende kvaliteter.
Selve stemmingen i produktionen skal ses med milde øjne. Alt for ofte ødelægges filmen af små, pinelige situationer, der åbenbart skal være morsomme, men jeg kan ikke ligefrem påstå at de fyldte mig med latter. Et eksempel på filmens humor skal ses at familien, der ejer gården, hedder McDonald til efternavn, og det får flere afkast til den gamle sang om "Old McDonald" - skækkeligt. Filmens titel kan også tolkes på to måder - enten i form af den flatterende lyd der fremkommer, når en person bliver ramt af en le - eller nummer to - bandets navn er in-facto- "Slash" - fantastisk.
Historien er dertil også direkte plat i flere momenter. "Blood Havest"-fænomenet er utroværdigt og ganske åndssvagt, og eftersom at fortællingen skridrer umådeligt langsomt frem, på trods af den relativ korte spilletid, så begynder man snart at bande højlydt over at man rent faktisk er ved at se rædslet til slut. Og slutningen i sig selv er et mindre mareridt at komme igennem. Bandet får naturligvis succes - og vi får endda smidt et nummer med i panden, hvilket er et elendigt pop/rock-nummer om eskapaderne på McDonalds-gården. Det må siges at være effektivt terapi. I tilgift slutter filmen også, ganske unødvendigt, åbent til tilskurerens store uhygge, i frygt om en eventuel 2'er.
"Slash" er en film, der får "Scream" til at fremstå som et mesterværk, og så kan man selv bestemme sig for om man vil bruge tid på denne stinkende infesteret bunke af filmisk makværk.
Personligt er mit råd at lade værket stå som det ugyldige møg det er. Rent tidspilde, der faktisk ikke fortjener at blive omtalt i så mange linier, som undertegnet har gjort, men det skal forståes som en advarsel.
"Slash" begynder egentlig fornuftigt nok. Vi ser en ung knægt rumstre i en lade, og får straks en fornemmelse af at noget er i gære. Og ganske vist bliver dørene åbnet af en skræmmende, stor silhuet, der ikke tøver med at begive sig igennem rummet, hvilket medfører at knægten kaster sig i skjul. Mærkelige eksperimenter venter på at blive set af den unge guts øjne, men da dette går i opfyldelse, vender den ældre mand sig om, og opdager fnøsen. Uheldigvis ramler der en olielampe på det let-antændelige gulv, og manden bryder i brand. Drengen er allerede ude af bygningen. Mange år senere er et ungt par på vej til et kostume-bal i "guderne må vide hvor"-området. Den mandlige fører af bilen er en hård fætter, der åbenbart elsker splat og "bodycount" i hans film, hvorimod hans medpassager af det modsatte køn, er en kæk lille dame, der formår at rette på hendes brystparti adskillige gange indenfor kort tid. De bliver overrasket og må drøne ud i en nærliggende mark, hvor de to stadigvæk gasser hinanden ( og pigen stadigvæk retter på you-know-what-partiet ). Pludselig bliver fyrens brystkasse gennemspirret af en knivskarp le - naturligvis til stor forbløffelse for kvinden, der nu glemmer sine atributter for en kort stund, og fluks forsøger at knalde køretøjet væk i en ruskende fart. Hun slipper naturligvis aldrig helt væk, og efter en rask løbetur i marken, efterfulgt af en glubsk psykopat, må hun da også stille træskoene. I det samme tidsrum er den lille unge blevet voksen og er nu forsanger i et rockband, der står foran deres gennembrud. Desværre bliver meddelsen om at en agent har kig på dem, spoleret da den nu voksne mand får besked om at hans tante er død, således at han må vende hjem til den gård, hvor hans mor tog ham i hænde og flyttede bort. Nu må sønnike tage kampen op imod hans indre dæmoner og vende snuden hjem til det dejlige farmerliv. Heldigvis har han bandet, en roadie + en enkelt groupie med, og de er naturligvis en samling vidt forskellige, men dog underholdende personligheder ( suk ). Da slænget ankommer til det gamle landsted, virker det umiddelbart ganske tilforladeligt, men den påstand skal snart vise sig at blive modbevist.
Her stopper morskaben også. "Slash" er et produkt, skabt af populariteten af 90'er-slasherfilmene, "I Know What You Did Last Summer", "Urban Legend" og naturligvis "Scream"-trilogien - plus en række film i samme subgenre uden større succes. Personerne er en samling kliché-befængte smittebærere, der bliver båret frem af en bande mere eller mindre irriterende skuespillere. Steve Railsback ( der også spillede hovedrollen i den møgkedelige "Ed Gein" ) er så irriterende at man får lyst til at smække manden et par på brægeret, bare for at give ham en lærestreg. James O´Shea, der spiller rollen som den tilbagevendende søn har ingen dybde i hans skuespil, og han formår blot at skabe en overfladisk personficering af en ellers så i-sønderslået sjæl. Resten af hans "venner"´s præstationer ville give en gravid kvinde, med en heftig morgenkvalme, lyst til at æde en kasse flødeboller og nedslubre et par lukne cola'er, for blot at komme i besiddelse af evnen til at kaste endnu mere op. Navnligt er den sorte figur i bandet alt, alt for klichépræget, og det er belastende at se at alle sorte karakterer skal være impulsive og højtråbende. Nick Boraine, der spiller gårdens medhjælper har et rigtig redneck-ansigt, men det falmer stærkt i selskab med filmens manglende kvaliteter.
Selve stemmingen i produktionen skal ses med milde øjne. Alt for ofte ødelægges filmen af små, pinelige situationer, der åbenbart skal være morsomme, men jeg kan ikke ligefrem påstå at de fyldte mig med latter. Et eksempel på filmens humor skal ses at familien, der ejer gården, hedder McDonald til efternavn, og det får flere afkast til den gamle sang om "Old McDonald" - skækkeligt. Filmens titel kan også tolkes på to måder - enten i form af den flatterende lyd der fremkommer, når en person bliver ramt af en le - eller nummer to - bandets navn er in-facto- "Slash" - fantastisk.
Historien er dertil også direkte plat i flere momenter. "Blood Havest"-fænomenet er utroværdigt og ganske åndssvagt, og eftersom at fortællingen skridrer umådeligt langsomt frem, på trods af den relativ korte spilletid, så begynder man snart at bande højlydt over at man rent faktisk er ved at se rædslet til slut. Og slutningen i sig selv er et mindre mareridt at komme igennem. Bandet får naturligvis succes - og vi får endda smidt et nummer med i panden, hvilket er et elendigt pop/rock-nummer om eskapaderne på McDonalds-gården. Det må siges at være effektivt terapi. I tilgift slutter filmen også, ganske unødvendigt, åbent til tilskurerens store uhygge, i frygt om en eventuel 2'er.
"Slash" er en film, der får "Scream" til at fremstå som et mesterværk, og så kan man selv bestemme sig for om man vil bruge tid på denne stinkende infesteret bunke af filmisk makværk.
Personligt er mit råd at lade værket stå som det ugyldige møg det er. Rent tidspilde, der faktisk ikke fortjener at blive omtalt i så mange linier, som undertegnet har gjort, men det skal forståes som en advarsel.
30/07-2003