igby - rules
5.0
Fra manuskript forfatteren til "How to lose a guy in 10 days" kommer nu en helt anden film. Burr Steers har nemlig skrevet og instrueret den fabelagtige film "Igby goes down".
17-årige Igby - kommer fra en temmelig fucked up familie. Faderen (Bill Pullman) er efter et nervøst sammenbrud indlagt på et psykiatrisk hjem, moderen (Susan Sarandon) er kold og ude af stand til at vise følelser, storebroder (Ryan Phillippe) er også en kold skid samt nyrepublikaner, og så har familien også en gudfader - D.H. (Jeff Goldbloom), der uden skrupler tager sin elskerinde med til samme fest som sin kone. Med andre ord, et bundt neurotiske dobbeltmoralister, der ville give enhver nervøse trækninger i selvværet. På den måde minder karaktererne, om de personer man finder i Wes Andersons "The Royal Tenenbaums". Efter at være smidt ud af samtlige pæne overklasse-skoler på den amerikanske østkyst, søger Igby tilflugt i New York, hvor han til familiens bestyrtelse lever et liv som en bums. Igby bliver forelsket i Bennington-pigen Sookie (Claire Danes) og forsøger i sin frihed at finde sig selv.
Filmen er fra start til slut en stor nydelse. Den er vanvittigt velskrevet, dialogen er syleskarp og meget, meget sort. Oven i det, har filmen et fantastisk cast - alle stråler og gløder. Kieran Culkin spiller Igby, og det gør han vanvittigt godt. Han er charmerende, kynisk, sårbar og formår meget overbevisende at spille leve denne svære rolle ud i livet. Endnu et gudbenådet talent i Culkin klanen. Men han er bestemt ikke den eneste som spiller røven ud af bukserne. Susan Sarandon spiller moderen - Mimi. Det er efterhånden lang tid siden, jeg har set Susan spille så godt, men her har hun også fået en god rolle, som tillader hende at vise, hvilken pragtfuld skuespillerinde hun er. Bill Pullman spiller den småskøre fader - Jason. Og som fan af Bill Pullman, er det en nydelse at se ham i aktion. Han er ikke så meget med, men når han er på lærredet - så stjæler han også hvert et frame. Jared Harris er performance kunstneren Russell, også Jared er ganske fremragende i denne rolle - han er en tragikomisk karakter. En af de bedste er Jeff Goldblum, det er desværre sjældent han dukker op i film. Men det gør ikke så meget, når han dukker op i en film som denne. Han spiller en meget typisk Goldblum rolle - lidt slesk, charmerende, fraværende og enormt komisk. Her er han i sit es - og det er han givet vis også til næste år, når han medvirker i den nye Wes Anderson film - " The Life Aquatic". Men jeg må sige (der er ikke mange der har nævnt hende, hvilket er en kæmpe fejl) at Amanda Peet er fremragende - Jeg faldt for hende i "She's the one" hvor hun ikke bare var køn, men også viste at hun var meget talentfuld. Peet spiller Rachel, og det gør hun knusende godt. Man føler virkelig for hende - hun formår at finde et stort hjerte, i en rolle som andre skuespillerinder, sikkert ville ha spillet med venstre hånd. Men Peet ligger hjerte og sjæl i rollen, og det ses tydeligt. En meget fin præstation. Andre som også spiller godt er Ryan Phillippe og Claire Danes - begge ligger også deres sjæl i rollerne, hvilket gør at de spiller nogle af de bedste roller de har spillet.
Filmen minder som sagt lidt om "The Royal Tenenbaums" og "Rushmore" både i dialog, karakterer og stil. Men det gør bestemt ikke noget. For den har helt sin egen måde at gribe tingene an på.
"Igby goes down" er en film, som er meget morsom. På den bidende, sorte måde. Og som bag satiren alligevel formår at tegne et nuanceret portræt af sine karakterer. Burr Steers vist et stort talent, både på papiret og på lærredet, for nok rammer "Igby goes down" en tidstypisk stil, der gør den meget op på beatet, men den er fremfor alt beviset på, at en virkelig god film starter med et godt manuskript. Og hvis man har skuespillerne - som her - til at føre manus ud i livet. Et fremragende soundtrack med bl.a. - Coldplay, Travis, The Dandy Warhols, Badly drawn boy og Pete Yorn. Ja, så er man på rette vej. For denne film er fremragende. Se den.
17-årige Igby - kommer fra en temmelig fucked up familie. Faderen (Bill Pullman) er efter et nervøst sammenbrud indlagt på et psykiatrisk hjem, moderen (Susan Sarandon) er kold og ude af stand til at vise følelser, storebroder (Ryan Phillippe) er også en kold skid samt nyrepublikaner, og så har familien også en gudfader - D.H. (Jeff Goldbloom), der uden skrupler tager sin elskerinde med til samme fest som sin kone. Med andre ord, et bundt neurotiske dobbeltmoralister, der ville give enhver nervøse trækninger i selvværet. På den måde minder karaktererne, om de personer man finder i Wes Andersons "The Royal Tenenbaums". Efter at være smidt ud af samtlige pæne overklasse-skoler på den amerikanske østkyst, søger Igby tilflugt i New York, hvor han til familiens bestyrtelse lever et liv som en bums. Igby bliver forelsket i Bennington-pigen Sookie (Claire Danes) og forsøger i sin frihed at finde sig selv.
Filmen er fra start til slut en stor nydelse. Den er vanvittigt velskrevet, dialogen er syleskarp og meget, meget sort. Oven i det, har filmen et fantastisk cast - alle stråler og gløder. Kieran Culkin spiller Igby, og det gør han vanvittigt godt. Han er charmerende, kynisk, sårbar og formår meget overbevisende at spille leve denne svære rolle ud i livet. Endnu et gudbenådet talent i Culkin klanen. Men han er bestemt ikke den eneste som spiller røven ud af bukserne. Susan Sarandon spiller moderen - Mimi. Det er efterhånden lang tid siden, jeg har set Susan spille så godt, men her har hun også fået en god rolle, som tillader hende at vise, hvilken pragtfuld skuespillerinde hun er. Bill Pullman spiller den småskøre fader - Jason. Og som fan af Bill Pullman, er det en nydelse at se ham i aktion. Han er ikke så meget med, men når han er på lærredet - så stjæler han også hvert et frame. Jared Harris er performance kunstneren Russell, også Jared er ganske fremragende i denne rolle - han er en tragikomisk karakter. En af de bedste er Jeff Goldblum, det er desværre sjældent han dukker op i film. Men det gør ikke så meget, når han dukker op i en film som denne. Han spiller en meget typisk Goldblum rolle - lidt slesk, charmerende, fraværende og enormt komisk. Her er han i sit es - og det er han givet vis også til næste år, når han medvirker i den nye Wes Anderson film - " The Life Aquatic". Men jeg må sige (der er ikke mange der har nævnt hende, hvilket er en kæmpe fejl) at Amanda Peet er fremragende - Jeg faldt for hende i "She's the one" hvor hun ikke bare var køn, men også viste at hun var meget talentfuld. Peet spiller Rachel, og det gør hun knusende godt. Man føler virkelig for hende - hun formår at finde et stort hjerte, i en rolle som andre skuespillerinder, sikkert ville ha spillet med venstre hånd. Men Peet ligger hjerte og sjæl i rollen, og det ses tydeligt. En meget fin præstation. Andre som også spiller godt er Ryan Phillippe og Claire Danes - begge ligger også deres sjæl i rollerne, hvilket gør at de spiller nogle af de bedste roller de har spillet.
Filmen minder som sagt lidt om "The Royal Tenenbaums" og "Rushmore" både i dialog, karakterer og stil. Men det gør bestemt ikke noget. For den har helt sin egen måde at gribe tingene an på.
"Igby goes down" er en film, som er meget morsom. På den bidende, sorte måde. Og som bag satiren alligevel formår at tegne et nuanceret portræt af sine karakterer. Burr Steers vist et stort talent, både på papiret og på lærredet, for nok rammer "Igby goes down" en tidstypisk stil, der gør den meget op på beatet, men den er fremfor alt beviset på, at en virkelig god film starter med et godt manuskript. Og hvis man har skuespillerne - som her - til at føre manus ud i livet. Et fremragende soundtrack med bl.a. - Coldplay, Travis, The Dandy Warhols, Badly drawn boy og Pete Yorn. Ja, så er man på rette vej. For denne film er fremragende. Se den.
31/07-2003
