Sproglig og visuel vulkan
4.0
Jean-Pierre Jeunet er en billedmager, der elsker små detaljer. De mindste væsner og de mindste ting har et "liv" i Jeunets univers. Det har han formentlig vundet mange filmfreaks' hjerter på, hvorimod andre måske finder hans stil for naiv ("barnagtig"?). Flere kendere af hans tidligere filmsucceser som "Delikatessen" og "De Fortabte Børns By" husker formentlig med begejstring den finurlige (på populært dansk, Storm P-agtige) måde, hvorpå en nøgle fremskaffes vha. både en mus' og en kats mellemkomst.
Specielt i den lange indledning til "Amélie" fodrer Jeunet endnu engang tilskueren med dybt originale påhit, som visualiseres mesterligt. Denne gang dog supplereret med en baggrundsfortæller, der i lyntempo guider tilskueren gennem de mange tempofyldte klip, som præsenterer alle filmens personer på rekordtid... og om ikke fyldestgørende så i hvert fald på en særdeles underholdende måde.
Filmen er ren underholdning. Prædikatet "feel good komedie" er nok rimelig velvalgt, omend den på det formidlingsmæssige plan ikke har meget tilfælles med andre værker i denne genre. Man bli'r ikke klog på livet af at se den. Den nærmest manisk godgørende Amélie, drøner rundt og påvirker alle i sin omgangskreds med sine små, diskrete påhit. Det er dybt utroværdigt, men filmens budskab er da også overordentlig simpelt, idet kærlighed mere eller mindre er svaret på alt... I hvert fald i Amélies univers - og det er dét, man som tilskuer befinder sig i hele filmen igennem.
Spilletiden er lige i overkanten. På den anden side er det de færreste film, der byder på ligeså mange originale påhit på så kort tid.
Hvis man finder selve historien, der mest af alt ligner et moderne eventyr, et nummer for fjollet eller fortænkt, burde man stadig kunne glæde sig over filmens billedside, der i sig selv virkelig er fremragende underholdende, og som byder på interessante fortælletekniske kneb, dels vha. CGI, dels vha. Jeunets mere velkendte opfindsomme detaljeformidling.
Specielt i den lange indledning til "Amélie" fodrer Jeunet endnu engang tilskueren med dybt originale påhit, som visualiseres mesterligt. Denne gang dog supplereret med en baggrundsfortæller, der i lyntempo guider tilskueren gennem de mange tempofyldte klip, som præsenterer alle filmens personer på rekordtid... og om ikke fyldestgørende så i hvert fald på en særdeles underholdende måde.
Filmen er ren underholdning. Prædikatet "feel good komedie" er nok rimelig velvalgt, omend den på det formidlingsmæssige plan ikke har meget tilfælles med andre værker i denne genre. Man bli'r ikke klog på livet af at se den. Den nærmest manisk godgørende Amélie, drøner rundt og påvirker alle i sin omgangskreds med sine små, diskrete påhit. Det er dybt utroværdigt, men filmens budskab er da også overordentlig simpelt, idet kærlighed mere eller mindre er svaret på alt... I hvert fald i Amélies univers - og det er dét, man som tilskuer befinder sig i hele filmen igennem.
Spilletiden er lige i overkanten. På den anden side er det de færreste film, der byder på ligeså mange originale påhit på så kort tid.
Hvis man finder selve historien, der mest af alt ligner et moderne eventyr, et nummer for fjollet eller fortænkt, burde man stadig kunne glæde sig over filmens billedside, der i sig selv virkelig er fremragende underholdende, og som byder på interessante fortælletekniske kneb, dels vha. CGI, dels vha. Jeunets mere velkendte opfindsomme detaljeformidling.
18/01-2005
