Spændende thriller

Til en forpremiere havde jeg forleden lejlighed til at se "Identity" der får premiere om et par uger. Jeg mener filmen er værd at se frem til selv om jeg ikke synes den helt har den Hitchcock-stemning nogen har antydet. Måske er jeg bare hærdet for meget gennem film som diverse zombie og Aliens-film og den slags. Det er i hvert fald ikke ofte jeg efterhånden gyser over film, og hvis jeg gør er det enten på det rent psykiske plan ("Signs") eller i komplet overraskelse ("Cube").

Der er blod og lemlæstelse i "Identity", men ikke nok til at jeg vil kalde det splatter. Vi ser faktisk et afhugget hoved, men vi ser ikke folk der får hakket lemmerne af for åben skærm, så heldigvis foregår det meste af uhyggen på det mere psykiske plan hvor de fleste forhåbentlig kan være med.

Skuespillet er generalt solidt med gode præstationer. Især Amanda Peet (som folk sikkert husker fra "The Whole Nine Yards" eller TV's "Jack and Jill") lægger man mærke til, mens Jake Busey også gør sig bemærket som den fange Ray Liotta er ved at transportere til fængslet. John Cusack leverer en overbevisende præstation som er filmens hovedrolle mere end værdig.

Måske er jeg bare fan af John Cusack, men generalt synes jeg han formår at give sine roller troværdighed og styrke uden at forfalde til store heltekomplekser. Han er i hvert fald ikke den typiske superhelt, som man ellers alt for tit ser i mange film, men har til gengæld en dybde som hans roller altid nyder godt af. Det er rart at se at han håndterer en dyster thriller som denne lige så let som han håndterer komedier som "American Sweethearts".

Til gengæld er Ray Liotta noget skuffende som politimanden, der skal bringe Jake Busey til fængslet. Selv om han bliver indledningsvis bliver præsenteret som politimand, så begynder filmen straks at kaste tvivl over ham, hvilket betyder at han i så høj grad er type-castet som filmens formodede skurk at det nærmest er, ja, dræbende... Jeg siger ikke om han er skurken eller ej, men kun at det tydeligvis er det man som publikum skal tænke... Det er måske for åbenlyst, men på den anden side er tingene nogen gange så simple som de ser ud, så jeg vil ikke afsløre noget, men blot konstatere at jeg syntes det var skuffende. Liotta har da også svært ved at fylde rollen ud. Ikke underligt når han henimod halvanden time skal veksle mellem at være den mistænkte skurk og den inkomptente og misforståede politimand - han vakler tvivlende mellem de to ekstremer uden megen hjælp fra instruktøren. Det kunne godt have været gjort bedre, men i det minste er Liotta en god nok skuespiller til at det ikke går helt galt for ham. Skuespillet holder, men det er ikke noget, man kommer til at huske.

Den egentlige handling er faktisk ret spændende. En gruppe forskellige folk bliver af regn og den deraf følgende oversvømmelse strandet (!) midt på Lars Tyndskids marker, hvorefter de må søge ly på et snusket motel, der på alle måder er Norman Bates værdigt (Hitchcocks "Psycho", som der sikkert refereres til her). Og ganske rigtigt begynder de alle kort efter at dø på de mest grusomme måder, mens der spilles på alle klichéerne om hvem af dem der kunne være morderen. Alle der har set den slags gysere (eller bare "Scream") ved selvfølgelig med det samme at alle deltagerne potentielt er gerningsmanden, mens alle andre er potentielle ofre! Ca. en halv time inde i filmen begynder vi dog at få nogle underlige scener der pludselig peger i en helt anden retning, men jeg skal ikke afsløre noget...

Om plottet er overraskende eller ej afhænger jo nok meget af hvem man er, men jeg må indrømme at jeg så sammenhængen mellem de ellers så på alle måder usammenhængende scener der skiftes imellem forholdsvis tidligt, og sandelig en god del tid før filmen selv løfter sløret for hvad der egentligt foregår. Til gengæld må jeg rose filmen for måden den gør det på. Som filmens hovedperson er det ikke overraskende John Cusack, der først forstår hvad der sker, men ved at skildre opdagelsen gennem ham har filmen fat i den lange ende, for det er både medrivende og overbevisende når han, i bogstavligste forstand, kommer ansigt til ansigt med virkeligheden af hvad der foregår. Det var meget vedkommende, også selv om jeg allerede havde gættet det. Det giver også historien en ny drejning fordi hovedpersonen pludselig er konfronteret med en uretfærdighed på et nyt plan, hvilket gør filmen mere intens og giver den mere dybde. Hvis man tænker en smule over den uretfærdighed som hovedpersonerne pludselig står overfor på flere planer, så er det faktisk tankevækkende i en grad vi sjældent ser, fordi omstændighederne er umenneskeligt grusomme for de arme personer i filmen. Jeg ville gerne uddybe dette, men det ville ødelægge filmen for folk, der gerne vil se den. Lad mig blot sige, at det vil være åbenlyst hvad jeg taler om, når man har set filmen.

Selv om dette er en thriller, så er det stadig en film, der meget er baseret på følelser og motiver. Personerne har alle dybde og karakter-træk nok til at adskille dem fra hinanden, hvilket ikke alle film af denne type gider beskæftige sig med fordi, nå ja, de fleste af dem dør jo alligevel meget hurtigt. Men de forskellige personligheder er her skam, fra Cusack's nedslåede chauffør (og forhenværende politimand) med hjertet det rette sted over Amanda Peet's eks-luder til den afdankede skuespiller der ikke kan lægge stjernenykkerne bag sig. Det er ikke alle personerne der er lige vedkommende eller interessante, men de er alle ægte personligheder båret frem af solidt skuespil (med Liotta som den eneste mulige undtagelse), og de bedste af dem er overbevisende nok til at man bekymrer sig om det når handlingen udvikler sig. John Cusack's figur foretager f.eks. nogle valg hen imod filmens slutning, som man i den grad forstår, selv om det kan virke sørgeligt, så her har instruktøren klart fat i den lange ende. Man kommer tæt på hovedpersonen og forstår hvorfor han træffer de valg han gør, og i modsætning til de fleste af den slags film, der bare handler om at flygte fra morderen, når man finder ud af hvem morderen er, så træffes der faktisk rigtige og vedkommende valg her. Det kan da kun kaldes positivt.

Om "Identity" så bliver en klassiker er mere tvivlsomt. Den ønsker bestemt at være det og forsøger også at nå formatet til det, men helt så dybsindig og overraskende som den gerne vil være er den nu heller ikke. Dertil tækkes den lige den jævne biograf-gænger en anelse for meget, og er ligeledes en smule for meget en slave af genrens forskellige klichéer.

"Identity" er en god film som jeg godt kan anbefale. Hvis man er til film i denne genre bør man bestemt se den. Den når dog ikke helt de højder man kunne have håbet, og som nævnt er Ray Liotta så type-castet i filmen, at det i sidste ende trækker en stjerne fra min vurdering. Men det er stadig godt og solidt håndværk med en overraskende slutning man ikke må snyde sig selv for, hvis man er til den slags.