Lavbudget Zombiegeddon
4.0
ADVARSEL: Mulige spoilers forude.
En virus har lagt det meste af verden øde og gjort en masse mennesker til dødsensfarlige zombier, men en lille gruppe mennesker prøver at overleve og redde menneskeheden.
Instruktøren Boyle der fik sit gennembrud med den sorte socialrealistiske, men tillige meget fantasifulde "Trainspotting", om unge mennesker på stoffer, har siden haft svært ved at lave noget som rigtigt slog an på en eller anden måde, men med lavbudget gyseren (sølle 8 millioner dollars) "28 Days Later..." ser det ud til at han atter har fundet vej til i hvert fald pæn kommerciel succes.
Historien er ingenlunde original eller nyskabende og den minder om mange andre zombiefilm vi har set, hvor alle som en vel hovedsageligt er inspireret af George A. Romeros “Night Of The Living Dead” fra 1968, selv om der var lavet zombiefilm før den.
Men original eller ej, så lykkes det Boyle at skabe en verden som virker, hvis ikke realistisk, for det er denne genre vel næppe, så i det mindste troværdig og ægte, så det kommer til at fremstå særdeles uhyggelig og skræmmende, og det gøres med enkle og primitive midler.
Historien der fortælles ret ligetil, er også så man i hvert fald i starten tror det her er noget der kunne lade sig gøre. Ligeledes er filmens dokumentariske stil, som kunne minde lidt om de danske dogmefilm på billedsiden, med til at gøre særligt historiens første 2/3 dele meget vellykket, hvis man altså ikke netop hører til dem der får ødelagt oplevelsen af, at det her ligner en billig hjemmeoptagelse og B-film, fremfor en glat Hollywood produktion.
De ukendte skuespillere, med få undtagelse, gør det også meget overbevisende i præstationer der minder om noget man normalt ser i mere socialrealistiske engelske film, så ægtheden er indtakt midt i al gruen og gyset.
Desværre vælger Boyle at gå over gevind i klimaks og vi får serveret et unødig og overdrevent volds- og actionorgie, der mere havde passet til en “Rambo”-film og egentlig intet har med selve hovedhistorien at gøre, selv om Boyle selvfølgelig får disket op med pointen om at menneskes største trussel ikke nødvendigvis er hjernedøde zombier, men at den destruktive menneskelige natur og i særdeleshed indenfor militæret er fuldt ud lige så stor en trussel og at det farlige derfor ligger lige så meget indenfor murene som udenfor.
Så selv om det måske er underholdende og ikke urationelt, så ryger troværdigheden så meget at det går ud over uhyggen og ægtheden og det trækker ned. Den slutning kunne vi godt have undværet, for det er altså svært at tro på sådan en gang blodigt ramasjang og at filmens unge civile hovedperson (Murphy) pludselig kan klare en gruppe toptrænet soldater på denne totalt utroværdige måde.
Men ellers er “28 Days Later...” en lille og overraskende uhyggelig dommedagsgyser som bestemt ikke er uden evner.
En virus har lagt det meste af verden øde og gjort en masse mennesker til dødsensfarlige zombier, men en lille gruppe mennesker prøver at overleve og redde menneskeheden.
Instruktøren Boyle der fik sit gennembrud med den sorte socialrealistiske, men tillige meget fantasifulde "Trainspotting", om unge mennesker på stoffer, har siden haft svært ved at lave noget som rigtigt slog an på en eller anden måde, men med lavbudget gyseren (sølle 8 millioner dollars) "28 Days Later..." ser det ud til at han atter har fundet vej til i hvert fald pæn kommerciel succes.
Historien er ingenlunde original eller nyskabende og den minder om mange andre zombiefilm vi har set, hvor alle som en vel hovedsageligt er inspireret af George A. Romeros “Night Of The Living Dead” fra 1968, selv om der var lavet zombiefilm før den.
Men original eller ej, så lykkes det Boyle at skabe en verden som virker, hvis ikke realistisk, for det er denne genre vel næppe, så i det mindste troværdig og ægte, så det kommer til at fremstå særdeles uhyggelig og skræmmende, og det gøres med enkle og primitive midler.
Historien der fortælles ret ligetil, er også så man i hvert fald i starten tror det her er noget der kunne lade sig gøre. Ligeledes er filmens dokumentariske stil, som kunne minde lidt om de danske dogmefilm på billedsiden, med til at gøre særligt historiens første 2/3 dele meget vellykket, hvis man altså ikke netop hører til dem der får ødelagt oplevelsen af, at det her ligner en billig hjemmeoptagelse og B-film, fremfor en glat Hollywood produktion.
De ukendte skuespillere, med få undtagelse, gør det også meget overbevisende i præstationer der minder om noget man normalt ser i mere socialrealistiske engelske film, så ægtheden er indtakt midt i al gruen og gyset.
Desværre vælger Boyle at gå over gevind i klimaks og vi får serveret et unødig og overdrevent volds- og actionorgie, der mere havde passet til en “Rambo”-film og egentlig intet har med selve hovedhistorien at gøre, selv om Boyle selvfølgelig får disket op med pointen om at menneskes største trussel ikke nødvendigvis er hjernedøde zombier, men at den destruktive menneskelige natur og i særdeleshed indenfor militæret er fuldt ud lige så stor en trussel og at det farlige derfor ligger lige så meget indenfor murene som udenfor.
Så selv om det måske er underholdende og ikke urationelt, så ryger troværdigheden så meget at det går ud over uhyggen og ægtheden og det trækker ned. Den slutning kunne vi godt have undværet, for det er altså svært at tro på sådan en gang blodigt ramasjang og at filmens unge civile hovedperson (Murphy) pludselig kan klare en gruppe toptrænet soldater på denne totalt utroværdige måde.
Men ellers er “28 Days Later...” en lille og overraskende uhyggelig dommedagsgyser som bestemt ikke er uden evner.
04/08-2003
