"Don't fock with Benny the Kop
4.0
Kops er en lille Svensk film om livet på politi-stationen i en mikroskopisk landsby midt i det Svenske ingenting... Her er livet både let og problemerne nærmest ikke-eksisterende i den landige idyl, i hvert fald indtil det bliver besluttet at nedlægge stationen, for der er jo ingen problemer for den at løse - så springer der selvsagt nærmest terrorist-agtige tilstande, som fortolket af landbetjente altså, op i løbet af natten...
Herligt befriende er det at se film som Kops der er kemisk rensede for pinlig filosoferen, kvalmende moraliseren, og åh så store og dybe budskaber. Næ, her kan man sidde roligt og kigge i visheden om at der ikke sker noget farligt eller at overmenneskelige helte skal redde Jorden fra udslettelse... igen.
Kops største problem er det samme som man ser i mange af den her slags film, nemlig at vi allerede fik de sjoveste sekvenser at se i filmens trailer og de forskellige klip på TV. På en måde ville jeg ønske at nogen lavede lovgivning om den slags, for det er sandt at sige trist nærmest at sidde og vente på at filmen kommer igennem alle de klip vi allerede har set. Det er ikke altid slemt, men i Kops er det mere påfaldende end det ofte er. Dermed ikke være sagt at det ødelægger filmen eller at vi allerede har set alt det sjove på TV, men det er nu alligevel irriterende.
Det man mest kan undre sig over i den slags komedier er hvorfor Svenskerne åbenbart har et specielt talent for det som vi ikke rigtigt magter herhjemme. For mig at se hænger det sammen med forholdet til de centrale hovedpersoner, for Svenskerne forstår at udlevere disse håbløse personer på det store lærred samtidig med at de fortsat elsker disse figurer. Det ser vi ikke tit i danske film, hvor en figur bliver både udleveret, latterliggjort, og taget afstand fra når han eller hun laver noget tåbeligt. Det bedste danske forsøg i nyere tid er nok i "Blinkende Lygter" hvor kærligheden til filmens hovedpersoner stadig er at spore uanset hvor tåbeligt de opfører sig. Men i en film som "Kops" bliver det pinligt tydeligt at vi stadig har meget at lære af Svenskerne på dette punkt, ikke mindst fordi man her uden at blinke kan holde fast i kærligheden og nærheden til ikke bare hovedpersonerne men alle i filmen uanset hvor meget de dummer sig.
Karakter-opbygningen er altid det afgørende punkt i en film som denne, for den fungerer kun hvis hovedpersonerne har karakter-træk som man kan holde dem fast på. Det er her "Kops" har fat i den lange ende, for filmens hovedpersoner er karaktermæssigt veldefinerede og vedkommende fra start til slut. Med andre ord så bekymrer man sig om personerne og sidder ikke, som i de fleste danske film af denne type, og krummer tæer når folk laver noget dumt i filmen.
Filmens lidt forsagte hovedperson er godt valgt som ham vi skildrer historien igennem, ganske enkelt fordi de andre hovedpersoner er så rige som de er, både ægteparret der konstant skælder hinanden hæder og ære fra, og "Benny the Cop" der helt og aldeles lever i sin egen fantasi-verden parallelt med virkeligheden, eller sådan ser det i hvert fald ud i begyndelsen.
Efter nyheden om stationens lukning bevæger plottet sig fremad som man nu kan forvente. Det er ikke mindst sjovt at se hvordan to af betjentene i begyndelsen fabrikerer alle de falske forbrydelser mens de to andre fremstiller de vildeste hypoteser om hvad der foregår eller hvem der står bag. Her afsløres det at paranoiaen lever i bedste velgående i det svenske landskab... hvis man altså tager filmen alvorligt (hvilket ikke kan anbefales...)
Der er egentligt ikke så meget mere at sige om "Kops" eftersom jeg ikke vil afsløre noget. Det er forfriskende at se en film som denne, selv om den nu godt kunne have været lidt mere original og underholdende end den er. Men jeg klager nu ikke. "Kops" er såmænd et godt grin og lige så vedkommende som mange af de andre ting man kunne spilde sin tid på i biffen, og den er da også lige så underholdende som det meste, så "Kops" får klart en karakter over middel, selv om det kunne have været en højere karakter hvis ikke alle de sjoveste scener allerede var blevet afsløret i traileren og filmen havde haft bare en anelse mere at byde på.
Herligt befriende er det at se film som Kops der er kemisk rensede for pinlig filosoferen, kvalmende moraliseren, og åh så store og dybe budskaber. Næ, her kan man sidde roligt og kigge i visheden om at der ikke sker noget farligt eller at overmenneskelige helte skal redde Jorden fra udslettelse... igen.
Kops største problem er det samme som man ser i mange af den her slags film, nemlig at vi allerede fik de sjoveste sekvenser at se i filmens trailer og de forskellige klip på TV. På en måde ville jeg ønske at nogen lavede lovgivning om den slags, for det er sandt at sige trist nærmest at sidde og vente på at filmen kommer igennem alle de klip vi allerede har set. Det er ikke altid slemt, men i Kops er det mere påfaldende end det ofte er. Dermed ikke være sagt at det ødelægger filmen eller at vi allerede har set alt det sjove på TV, men det er nu alligevel irriterende.
Det man mest kan undre sig over i den slags komedier er hvorfor Svenskerne åbenbart har et specielt talent for det som vi ikke rigtigt magter herhjemme. For mig at se hænger det sammen med forholdet til de centrale hovedpersoner, for Svenskerne forstår at udlevere disse håbløse personer på det store lærred samtidig med at de fortsat elsker disse figurer. Det ser vi ikke tit i danske film, hvor en figur bliver både udleveret, latterliggjort, og taget afstand fra når han eller hun laver noget tåbeligt. Det bedste danske forsøg i nyere tid er nok i "Blinkende Lygter" hvor kærligheden til filmens hovedpersoner stadig er at spore uanset hvor tåbeligt de opfører sig. Men i en film som "Kops" bliver det pinligt tydeligt at vi stadig har meget at lære af Svenskerne på dette punkt, ikke mindst fordi man her uden at blinke kan holde fast i kærligheden og nærheden til ikke bare hovedpersonerne men alle i filmen uanset hvor meget de dummer sig.
Karakter-opbygningen er altid det afgørende punkt i en film som denne, for den fungerer kun hvis hovedpersonerne har karakter-træk som man kan holde dem fast på. Det er her "Kops" har fat i den lange ende, for filmens hovedpersoner er karaktermæssigt veldefinerede og vedkommende fra start til slut. Med andre ord så bekymrer man sig om personerne og sidder ikke, som i de fleste danske film af denne type, og krummer tæer når folk laver noget dumt i filmen.
Filmens lidt forsagte hovedperson er godt valgt som ham vi skildrer historien igennem, ganske enkelt fordi de andre hovedpersoner er så rige som de er, både ægteparret der konstant skælder hinanden hæder og ære fra, og "Benny the Cop" der helt og aldeles lever i sin egen fantasi-verden parallelt med virkeligheden, eller sådan ser det i hvert fald ud i begyndelsen.
Efter nyheden om stationens lukning bevæger plottet sig fremad som man nu kan forvente. Det er ikke mindst sjovt at se hvordan to af betjentene i begyndelsen fabrikerer alle de falske forbrydelser mens de to andre fremstiller de vildeste hypoteser om hvad der foregår eller hvem der står bag. Her afsløres det at paranoiaen lever i bedste velgående i det svenske landskab... hvis man altså tager filmen alvorligt (hvilket ikke kan anbefales...)
Der er egentligt ikke så meget mere at sige om "Kops" eftersom jeg ikke vil afsløre noget. Det er forfriskende at se en film som denne, selv om den nu godt kunne have været lidt mere original og underholdende end den er. Men jeg klager nu ikke. "Kops" er såmænd et godt grin og lige så vedkommende som mange af de andre ting man kunne spilde sin tid på i biffen, og den er da også lige så underholdende som det meste, så "Kops" får klart en karakter over middel, selv om det kunne have været en højere karakter hvis ikke alle de sjoveste scener allerede var blevet afsløret i traileren og filmen havde haft bare en anelse mere at byde på.
05/08-2003
