Break A Wind
3.0
Under anden verdenskrig skal Navajos indianernes sprog bruges som kode, og for at de få indianere der kan klare dette, ikke skal miste livet på slagmarken for hurtigt, udstyres de med en bodyguard.
Woo der ellers er kendt som en kompetent actioninstruktør, har lavet en tvivlsom krigsfilm bygget på virkelige begivenheder, men uden at historien af den grund forekommer det mindste realistisk.
Nuvel, som krigsfilm betragtet er den, hvis ikke direkte ringe, så i hvert fald yderst tvivlsom, så skal man have lidt ud af denne her, skal man vælge at se den som en film der kun er til for underholdningens skyld og hvorfor skulle krigsfilm ikke kunne være det, det er vel ikke mere sært end når actionfilm er det, eller hvad?
Men selv om rendyrket actionunderholdning er den langt fra optimal og det er der flere grunde til. Billedsiden er i og for sig ret god på en lidt klassisk måde, og den er holdt i samme rene stil igennem hele filmen, eller i hvert fald næsten, for pludselig midt i det hele kommer der et stilbrud af de værre, da man sikkert på grund af pengemangel har valgt at bruge et dokumentarklip af krigsskibe der affyrer deres kanoner. Stilbrud kan være udemærket, hvis det er sådan filmens sprog nu engang er, men her virker det totalt malplaceret og pinligt.
Men det er en mindre ting i forhold til den kvalmende patriotisme om amerikanske helte vi ser, i en historie hvor personerne er så karikerede, handlingen så politisk korrekt og forudsigelig, og hvor klicheerne vælter over hinanden, så det halve havde været mere end rigeligt.
Action- eller krigsscenerne er som oftest, men ikke altid gode og flotte, men da man ikke gider forholde sig ret meget til personerne, heller ikke de to hovedroller spillet af Cage, der ikke er så dårlig som sit rygte og af Beach, der lige er en lidt for politisk korrekt “indianer” til at jeg kan sluge det, så bliver det aldrig rigtigt spændende, og i sidste ende har de tillige skudt så meget at man er helt bedøvet og ligeglad med hvad der sker.
Men også enkelte krigsscener fejler, for havde her været tale om en sci-fic film og de små kampfly været ufoer, så havde de tydeligt computeranimeret fly sikkert virket gode, men når man nu en gang har set hvordan det ser ud når kampfly flyver hen over himmelen og hvis man tager i betragtning at produktionen er ret ny, så falder det til jorden og er endnu en medvirkende årsag til at “Windtalkers” ikke bliver det den kunne og burde have været, uanset hvor gode hensigter der har ligget bag og uanset hvor meget Navajos indianerne fortjener deres plads i historiebøgerne.
Så “Windtalkers” er en kikset krigsfilm og gennemsnitlig underholdning der er tæt på de to stjerner. Men den første time hvor jeg ikke kedede mig (det gjorde jeg den sidste), skal belønnes og derfor tre stjerner. Kom igen Woo, det kan du gøre bedre.
Woo der ellers er kendt som en kompetent actioninstruktør, har lavet en tvivlsom krigsfilm bygget på virkelige begivenheder, men uden at historien af den grund forekommer det mindste realistisk.
Nuvel, som krigsfilm betragtet er den, hvis ikke direkte ringe, så i hvert fald yderst tvivlsom, så skal man have lidt ud af denne her, skal man vælge at se den som en film der kun er til for underholdningens skyld og hvorfor skulle krigsfilm ikke kunne være det, det er vel ikke mere sært end når actionfilm er det, eller hvad?
Men selv om rendyrket actionunderholdning er den langt fra optimal og det er der flere grunde til. Billedsiden er i og for sig ret god på en lidt klassisk måde, og den er holdt i samme rene stil igennem hele filmen, eller i hvert fald næsten, for pludselig midt i det hele kommer der et stilbrud af de værre, da man sikkert på grund af pengemangel har valgt at bruge et dokumentarklip af krigsskibe der affyrer deres kanoner. Stilbrud kan være udemærket, hvis det er sådan filmens sprog nu engang er, men her virker det totalt malplaceret og pinligt.
Men det er en mindre ting i forhold til den kvalmende patriotisme om amerikanske helte vi ser, i en historie hvor personerne er så karikerede, handlingen så politisk korrekt og forudsigelig, og hvor klicheerne vælter over hinanden, så det halve havde været mere end rigeligt.
Action- eller krigsscenerne er som oftest, men ikke altid gode og flotte, men da man ikke gider forholde sig ret meget til personerne, heller ikke de to hovedroller spillet af Cage, der ikke er så dårlig som sit rygte og af Beach, der lige er en lidt for politisk korrekt “indianer” til at jeg kan sluge det, så bliver det aldrig rigtigt spændende, og i sidste ende har de tillige skudt så meget at man er helt bedøvet og ligeglad med hvad der sker.
Men også enkelte krigsscener fejler, for havde her været tale om en sci-fic film og de små kampfly været ufoer, så havde de tydeligt computeranimeret fly sikkert virket gode, men når man nu en gang har set hvordan det ser ud når kampfly flyver hen over himmelen og hvis man tager i betragtning at produktionen er ret ny, så falder det til jorden og er endnu en medvirkende årsag til at “Windtalkers” ikke bliver det den kunne og burde have været, uanset hvor gode hensigter der har ligget bag og uanset hvor meget Navajos indianerne fortjener deres plads i historiebøgerne.
Så “Windtalkers” er en kikset krigsfilm og gennemsnitlig underholdning der er tæt på de to stjerner. Men den første time hvor jeg ikke kedede mig (det gjorde jeg den sidste), skal belønnes og derfor tre stjerner. Kom igen Woo, det kan du gøre bedre.
05/08-2003
