Dejlig skæv film men teatralsk
4.0
Op gennem 90'erne har langt de fleste af de større danske film handlet om hverdagens drama. Det social-realistiske drama kan man godt blive lidt træt af. Derfor er denne film et friskt pust. Men derfor ikke sagt at det er social realisme.
Filmen er bygget over Baby af Kirsten Thorup der er skrevet i 1973 og har været 10 år undervejs. De 10 år har nok gjort filmen lidt tidsløs, for det virker mere som sen-70'erne eller starten af 80'erne. Det er rodløsheden og fattigdommen som er de store temaer i filmen. Men også overbærenhed har en stor rolle i filmen.
Skuespillet er dog ikke godt. Oftest nogenlunde, men aldrig godt og til tider græmmer man sig næsten. Det hænder lidt for ofte at det bliver alt for teatralsk. Specielt i starten lægger man mærke til dette, men det er noget der generer gennem hele filmen. Af de gode sider af suespillet kan dog nævnes Ulrich Thomsen som spiller en mand med gældsproblemer og homoseksuelle tendenser, der ligegyldigt hvor dårligt det går alligevel prøver at holde de dårlige sider væk. Line Kruse spiller virkelig godt. Jeg har længe synes hun har været irriterende som sød lille pige der har en mindre rolle. Hun er som skabt til de skæve personligheder. Og denne rolle passer suverænt godt til hende.
Meget af musikken er lavet af Sort Sol, og hvis jeg forstår det rigtigt er det lavet til filmen. Det vil jeg tro, for jeg synes det passer rigtig godt til stemningen. Dragqueen'en der altid synger det samme Sort Sol nummer er vidunderlig at se på. Lyden i filmen er dog ikke altid så god. I starten var der problemer med synkroniseringen, men måske var det biografens problem, det vil jeg næsten håbe, for det var meget tydeligt at se.
Alt i alt kan man dog godt bære lidt over med skuespillet og så fokusere på de gode sider. Hvertfald en film der er værd at se for de fleste.
Filmen er bygget over Baby af Kirsten Thorup der er skrevet i 1973 og har været 10 år undervejs. De 10 år har nok gjort filmen lidt tidsløs, for det virker mere som sen-70'erne eller starten af 80'erne. Det er rodløsheden og fattigdommen som er de store temaer i filmen. Men også overbærenhed har en stor rolle i filmen.
Skuespillet er dog ikke godt. Oftest nogenlunde, men aldrig godt og til tider græmmer man sig næsten. Det hænder lidt for ofte at det bliver alt for teatralsk. Specielt i starten lægger man mærke til dette, men det er noget der generer gennem hele filmen. Af de gode sider af suespillet kan dog nævnes Ulrich Thomsen som spiller en mand med gældsproblemer og homoseksuelle tendenser, der ligegyldigt hvor dårligt det går alligevel prøver at holde de dårlige sider væk. Line Kruse spiller virkelig godt. Jeg har længe synes hun har været irriterende som sød lille pige der har en mindre rolle. Hun er som skabt til de skæve personligheder. Og denne rolle passer suverænt godt til hende.
Meget af musikken er lavet af Sort Sol, og hvis jeg forstår det rigtigt er det lavet til filmen. Det vil jeg tro, for jeg synes det passer rigtig godt til stemningen. Dragqueen'en der altid synger det samme Sort Sol nummer er vidunderlig at se på. Lyden i filmen er dog ikke altid så god. I starten var der problemer med synkroniseringen, men måske var det biografens problem, det vil jeg næsten håbe, for det var meget tydeligt at se.
Alt i alt kan man dog godt bære lidt over med skuespillet og så fokusere på de gode sider. Hvertfald en film der er værd at se for de fleste.
06/08-2003
