Ripley overalt
4.0
Som bekendt blev mange fans af serien skuffede ved denne films fremkomst, idet James Camerons enormt succesfulde actionbrag af en 2er fra 1986 næsten formåede at blæse seriens første film fra 1979 (instrueret af Ridley Scott) der mest af alt havde karakter af en afdæmpet gyser, ud i glemslen.
I dén henseende er "Alien 3" stilmæssigt langt mere i tråd med den første film. Væk er det konstant tempofyldte drama, de drabelige ildkampe og hundredevis af monstre (hér har vi nok forklaringen på en stor del de mange fans' skuffelser).
Til gengæld skulle det så gerne gi' plads for en mere stemningsskabende uhygge-atmosfære.
Handlingen udspilles på en fængsels-rumfartøj, hvor en større portion mordere af forskellig slags lever en slags munke-tilværelse. De driver rundt i universets glemsel, indtil et ramponeret fartøj med et par forkomne subjekter, hvoraf det ene udgøres af seriens gennemgående figur. Ellen Ripley, indfanges. Det viser sig dog snart, at at "fangsten" er inficeret med larvestadiet til de horrible insekt-agtige dræberuhyrer ("aliens"), og snart er et fuldt udvokset bæst løs i fængeselsfartøjet.
Til at begynde med opbygges en lidt lummer stemning, idet Ripleys tilstedeværelse blandt de udelukkende mandlige fanger medfører en del distraktion fra det kloster-agtige rumfængsels daglige trummerum. Hun undgår (noget ubegribeligt) med nød og næppe at blive voldtaget. Derefter begynder hun at sætte sig voldsomt igennem i kraft af sin unikke viden om dét bæst, som begynder at efterlade sig molestrerede kadavrer rundt omkring i fængslets korridorer.
I løbet af ganske kort tid, har hun reelt kommandoen over stedet, hvorved hun samtidig bliver den altdominerende figur i filmen, mens alle andre reelt reduceres til "kegler". Dermed begår Fincher efter min mening en fejl. Noget af dét, som de øvrige film i serien netop glimrer ved, er præcis tilstedeværelsen af stærke interessekonflikter, der fører til, at figurerne på forskellige tidspunkter svigter hinanden. Derved bevares også en del af spændingen.
Fincher (og Sigourney Weaver, idet hun vistnok er medproducent) lader derimod Ripley klare alle paragrafferne, og som en anden "Terminator 2", ofrer hun sig selv til sidst i en - efter min mening alt for selvhøjtideligt optrin, som netop får dén karakter, fordi Ripley er så altdominerende.
Relativt set har filmen dog rigelig klasse til at måle sig med andre genrefilm. Stemningsopbygningen og de makabre effekter fejler intet, tværtimod. Og spilletiden er også tilpas.
I dén henseende er "Alien 3" stilmæssigt langt mere i tråd med den første film. Væk er det konstant tempofyldte drama, de drabelige ildkampe og hundredevis af monstre (hér har vi nok forklaringen på en stor del de mange fans' skuffelser).
Til gengæld skulle det så gerne gi' plads for en mere stemningsskabende uhygge-atmosfære.
Handlingen udspilles på en fængsels-rumfartøj, hvor en større portion mordere af forskellig slags lever en slags munke-tilværelse. De driver rundt i universets glemsel, indtil et ramponeret fartøj med et par forkomne subjekter, hvoraf det ene udgøres af seriens gennemgående figur. Ellen Ripley, indfanges. Det viser sig dog snart, at at "fangsten" er inficeret med larvestadiet til de horrible insekt-agtige dræberuhyrer ("aliens"), og snart er et fuldt udvokset bæst løs i fængeselsfartøjet.
Til at begynde med opbygges en lidt lummer stemning, idet Ripleys tilstedeværelse blandt de udelukkende mandlige fanger medfører en del distraktion fra det kloster-agtige rumfængsels daglige trummerum. Hun undgår (noget ubegribeligt) med nød og næppe at blive voldtaget. Derefter begynder hun at sætte sig voldsomt igennem i kraft af sin unikke viden om dét bæst, som begynder at efterlade sig molestrerede kadavrer rundt omkring i fængslets korridorer.
I løbet af ganske kort tid, har hun reelt kommandoen over stedet, hvorved hun samtidig bliver den altdominerende figur i filmen, mens alle andre reelt reduceres til "kegler". Dermed begår Fincher efter min mening en fejl. Noget af dét, som de øvrige film i serien netop glimrer ved, er præcis tilstedeværelsen af stærke interessekonflikter, der fører til, at figurerne på forskellige tidspunkter svigter hinanden. Derved bevares også en del af spændingen.
Fincher (og Sigourney Weaver, idet hun vistnok er medproducent) lader derimod Ripley klare alle paragrafferne, og som en anden "Terminator 2", ofrer hun sig selv til sidst i en - efter min mening alt for selvhøjtideligt optrin, som netop får dén karakter, fordi Ripley er så altdominerende.
Relativt set har filmen dog rigelig klasse til at måle sig med andre genrefilm. Stemningsopbygningen og de makabre effekter fejler intet, tværtimod. Og spilletiden er også tilpas.
18/01-2005
