"There was a fire-fight..."

Ja, der var sågar flere i Troy Duffy´s actionbasker-komedie, "The Boondock Saints" fra 1999.

En proppet katolsk kirke møder os. Kameraet kører rundt indtil det viser os en ung person, der kigger intenst på et par mænd. Langsomt begynder de to at bevæge sig ud centralt i bygningen, og begive sig op imod alteret. Den visiterende taler skal lige til at rejse sit korpus op, da han bliver stoppet af en af de lokale kirkemænd. Han kan således kun se til, hvordan de to sætter sig på knæ og intensivt sender en bøn afsted, hvorefter de kysser den store figur midt i området. Mændene forlader dernæst hastigt lokalet. De tænder sig hver en cigaret, og efter en kort samtale, fortsætter de ned af gaden, på vej væk fra kirkegængernes åsyn.

Brødrende McManus, Connor og Murphy ( henholdsvis Sean Patrick Flanery og Norman Reedus ) virker som et par typiske iriske individer, der elsker et velskænket krus fadøl i selvskab med deres venneskare. Da en russisk forbrydersyndikat har i sinde at nedlægge det lokale stamværtshus, udvikler episoden sig til et voldsomt slagsmål med flere bandager til følge. Østeuropærerne opsøger dernæst de to brødere i en sygelig vendetta, der dog ikke ligefrem udformer sig som de havde tænkt sig. Senere slæber et par fuldvoksne mænd med irisk accent sig hen på den nærmeste politistation, hvor bla. agent Smecker ( Wilem Dafoe ), forbløffet, kan konstantere at uroens ophavsmænd står foran ham. De slipper dog for tiltale, og får endda mulighed for at overnatte i en fængselscelle i deres flugt fra de ivrige pressefolk, der har belejret den fornævnte politistation. Synkront vågner de om natten, da vand fra den pulserende regnskylle rammer dem. De erfarer i det øjeblik at de har fået tildelt en mission af et højerestående væsen. At udrydde alt ondt fra verden, så det gode igen kan florere. Og da morgendagen gryer, så kan selv ikke den mindste forbryderiske slyngel føle sig sikker. Jagten er gået ind.

"The Boondock Saints" blev hurtig en publikumsyngling i filmverden. Dens kontante, men dog også humoristiske tilgang til en voldelig hverdag faldt i manges smag. Actionsmæssigt må man også kunne stilles tilfreds, til trods for at det ikke ligefrem vrimler med stort opsatte biljagter, hårdpumpende rockmusik, utroværdige våben og imponerende kampsportegenskaber. Filmens hovedkille er naturligvis actiondelen, der fanger i form af et par meget flotte ildkampe. Naturligvis hersker der ingen tvivl om at kampen foran et netop ryddet hus med kriminelle skadedyr, imellem brøderne plus deres tredjemand, Mafia-stik-i-rend-fyren, David Della Rocco, imod den frygtede lejemorder, "Il Duce" er en af produktionens bedste scener. Den bliver ledsaget af en fortællende agent Smecker, der desuden styrer den klassiske baggrundsmusik som en overordnet dirigent på selve stedet.
En anden scene der bør fremhæves, er den helt igennem morsomme detalje, hvor David "Funny Man" Della Rocco, i sin kåde fuldskab, kommer til at paffe den næsvise huskat ud over væggen, hvornæst han, undrende, udbryder: "is it dead?". Dette mix af små-pudsige situationer i selvskab med gedigen action gør bestemt "The Boondock Saints" et kig værd.

Historien, der iøvrigt er skrevet af filmens instruktør, er lidt tyndbenet, og figurerne får ikke rigtig spillerum. McManus-brøderne er lige ét-dimensionelle nok, og man savner lidt baggrundsviden omkring de to irer. Agent Smecker-karakteren er måske også lige farverig nok i kanterne. Heldigvis er agent Smecker, dog ikke verdens bedste detektiv, da det viser sig at han ikke lige altid kan regne alt ud. Det er en god detalje, der hjælper til på troværdigheden, i og med at man har set nok af disse super-typer, der kan lugte sig frem til et spor på flere hundrede kilometers afstand.

Skuespillet er habilt og godkendt. Sean Patrick Flanery, der opnåede en del opmærksomhed som fortolker af en ung Indiana Jones i en tv-serie, er en ret middelmådig skuespiller, hvis kvaliteter er begrænset, men hans præstation i denne omtalte film, er dog over middel. Næsten samme karakterstik kan udmøntes på Norman Reedus ( bortset fra den nævnte tv-serie selvfølgelig ). Den store oplevelse er uden tvivl Wilem Dafoe, der virkelig sætter alle sejl ind for at skabe en interessant figur. Og det lykkedes bestemt for den fantastiske Dafoe at få fingerne i noget vind, da det faktisk er ham der bærer det meste af filmen. En helt skækkelig casting er derimod Carlo Rota i rollen som Yakavetta-bossen, Pappa Joe. Han er simpelthen en så irritererende og discountagtig karakter, at det kribler i fingrerne for selv at sende denne sjæl videre til det andet rige. Ellers bør naturligvis, David Della Rocco, der spiller en rolle med samme navn og William "Billy" Connelly som Il Duce krediteres som et par udemærket, men også klichépræget skikkelser. Læg endvidere mærke til et par udøvere i den mere "voksne" filmindustri, Ron Jeremy og Jenna Fine, og skuespilleren Bob Marley, der dog ikke har så meget tilfælles med en vis reggee-konge fra Jamaica. Endelig skulle instruktør, Troy Duffy, have en cameo i filmen som en af mændene implaceret i bar-slagsmålet.

I tilføjelse kan nævnes at baggrundsmusikken er meget passende valgt, og veksler imellem adskillige genrer med både akutisk guitar og irisk folkesang-melodier.

Eftersigende arbejder Troy Duffy nu på at lægge sidste hånd på en sequel, "Boondock 2: All Saints Day", hvor Sean Patrick Flanery, Norman Reedus og William Connelly ialt fald gentager deres respektive roller.

Den endelig konklusion er dermed en ok seværdig og underholdende lille film, der sagtens kan udfylde tomrummet på en kedelig aften, på trods at en lidt gennemsigtig historie.