Ridderne af den tabte uskyld
2.0
"Benjamin Due" er en nostalgisk voksenfilm om hvordan det var, dengang man pludselig ikke længere var barn. Filmen er både rørende og sentimental, realistisk og fantastisk og langt hen ad vejen vellykket. Men bagefter må man erkende at den er for overdrevet til at være rigtigt vedkommende.
Vi befinder os i et typisk forstadskvarter i en eller anden by i Island. Eller hvor som helst. Kvarteret ligner alle forstadskvarterer i verden. Benjamin er en mand midt i 30'erne som ser tilbage på den skønne tid lige før han kom i puberteten og så småt begyndte at blive voksen. Tiden hvor alt var enten godt eller ondt, men mest godt for det onde tog mor og far sig af - de vidste hvordan man skulle tackle den onde og uoverskuelige verden. Benjamin ser tilbage på den tid, hvor den retfærdige altid vandt til sidst ligesom i ridderromanerne. Hvis man mødte noget ondt, skulle man bare være ren i tanke og handling, så ville de slemme mennesker bukke under. Benjamin har tre venner, Roland, Baldur og Andres og de fire drenge leger sammen og kommer meget hos en ældre dame i kvarteret. Da hun bliver forulempet af et par store bøller, beslutter de sig for at lave en ridderorden, der kan beskytte først og fremmest dem selv og damen, men også resten af verden mod ondskab af enhver slags. Det bliver til en ridderorden som baserer sig på at netop det gode og den retfærdige handlemåde er den rigtige, og drengene er fast overbeviste om at de nok skal vinde over bøllerne og komme ondskaben til livs.
Ridderligehed kan ikke redde verden
Drengene syr ridderdragter og øver sig i at fægte og som (mandlig) biografgænger føler man sig hensat til drengeårenes sorgløse leg, selv om det nok er de færreste der havde sådan nogle fine rustninger - jeg havde i hvert fald ikke. Men i "Benjamin Due" smelter de nostalgiske minder og den faktiske fortid sammen og gør det hele lidt mere fantastisk, end det nok var i virkeligheden. Det gør filmen til en blanding af nostalgisk røverhistorie og realistisk skildring af overgangen fra barn til voksen, og hvad der dertil hører af tab af uskyld og bitter erkendelse af, at verden ikke er så rosenrød eller sort/hvid som i ridderromanerne.
Drengenes venskab kan ikke holde i længden, da formålet med ridderordnen kommer til diskussion. Roland og Benjamin har de rigtige riddermeninger, mens Andres er konkurrencemennekse og vil slås mod nogle af de andre drenge i kvarteret for få anerkendelse og respekt af omverdenen og ikke mindst sin far. Denne uenighed splitter gruppen og den får skæbnesvangre følger da legen bliver alvor og nogle ellers relativt uskyldige drengestreger ender galt. For efterhånden går verdens realiteter op for dem og de får indsigt i den store komplicerede virkelighed, som følger med det at blive voksen. Lige pludselig er det alvor og man kan ikke længere gå til de voksne for at få reddet trådene ud - de voksne kan heller ikke gøre noget ved det. Det ridderlige verdenssyn holder ikke i en virkelighed, hvor der ikke er en entydig forskel på det gode det onde og hvor det onde pludselig bliver godt og hvor det ender skidt for de retfærdige.
Det var bedre i gamle dage
"Benjamin Due" er nemlig endnu en nordisk historie om store børn og små voksne - uskyldstabet i forbindelse med overgangen fra barn til voksen er vi åbenbart gode til at lave film om på vore breddegrader. Man kan bare nævne "Mit liv som hund", Bille Augusts og Nils Malmros' tidlige film og senere den norske "Ti kniver i hjertet". "Benjamin Due" lægger sig fint i forlængelse af denne stolte tradition. Blot er den lidt mere fantastisk i det nostalgiske tilbageblik, og selve historiens slutning er lidt voldsommere end i hvert fald Nils Malmros' film. Dette gør at den også går hen og bliver for dramatisk og lidt vel sentimental på sine steder. I hvert fald i denne anmelders øjne og det er synd. Det vemodige tilbageblik på den sorgløse barndom er nemlig ganske fint ramt og det voldsomme og sentimentale tilføjer hele historien nogle skønhedspletter, som efterlader én med følelsen af, at det her er for overdrevet til at at være rigtig godt.
"Benjamin Due" er ingenlunde en ligegyldig film, da temaet er universalt, og den er da også meget rørende i alt det nostalgiske og gribende i det sentimentale. Men bagefter må man altså erkende at i gamle dage - dengang vi havde uskylden i behold og verden ikke var gået af lave endnu, da lavede Bille August og Nils Malmros bedre film om hvor svært det er at blive voksen.
Vi befinder os i et typisk forstadskvarter i en eller anden by i Island. Eller hvor som helst. Kvarteret ligner alle forstadskvarterer i verden. Benjamin er en mand midt i 30'erne som ser tilbage på den skønne tid lige før han kom i puberteten og så småt begyndte at blive voksen. Tiden hvor alt var enten godt eller ondt, men mest godt for det onde tog mor og far sig af - de vidste hvordan man skulle tackle den onde og uoverskuelige verden. Benjamin ser tilbage på den tid, hvor den retfærdige altid vandt til sidst ligesom i ridderromanerne. Hvis man mødte noget ondt, skulle man bare være ren i tanke og handling, så ville de slemme mennesker bukke under. Benjamin har tre venner, Roland, Baldur og Andres og de fire drenge leger sammen og kommer meget hos en ældre dame i kvarteret. Da hun bliver forulempet af et par store bøller, beslutter de sig for at lave en ridderorden, der kan beskytte først og fremmest dem selv og damen, men også resten af verden mod ondskab af enhver slags. Det bliver til en ridderorden som baserer sig på at netop det gode og den retfærdige handlemåde er den rigtige, og drengene er fast overbeviste om at de nok skal vinde over bøllerne og komme ondskaben til livs.
Ridderligehed kan ikke redde verden
Drengene syr ridderdragter og øver sig i at fægte og som (mandlig) biografgænger føler man sig hensat til drengeårenes sorgløse leg, selv om det nok er de færreste der havde sådan nogle fine rustninger - jeg havde i hvert fald ikke. Men i "Benjamin Due" smelter de nostalgiske minder og den faktiske fortid sammen og gør det hele lidt mere fantastisk, end det nok var i virkeligheden. Det gør filmen til en blanding af nostalgisk røverhistorie og realistisk skildring af overgangen fra barn til voksen, og hvad der dertil hører af tab af uskyld og bitter erkendelse af, at verden ikke er så rosenrød eller sort/hvid som i ridderromanerne.
Drengenes venskab kan ikke holde i længden, da formålet med ridderordnen kommer til diskussion. Roland og Benjamin har de rigtige riddermeninger, mens Andres er konkurrencemennekse og vil slås mod nogle af de andre drenge i kvarteret for få anerkendelse og respekt af omverdenen og ikke mindst sin far. Denne uenighed splitter gruppen og den får skæbnesvangre følger da legen bliver alvor og nogle ellers relativt uskyldige drengestreger ender galt. For efterhånden går verdens realiteter op for dem og de får indsigt i den store komplicerede virkelighed, som følger med det at blive voksen. Lige pludselig er det alvor og man kan ikke længere gå til de voksne for at få reddet trådene ud - de voksne kan heller ikke gøre noget ved det. Det ridderlige verdenssyn holder ikke i en virkelighed, hvor der ikke er en entydig forskel på det gode det onde og hvor det onde pludselig bliver godt og hvor det ender skidt for de retfærdige.
Det var bedre i gamle dage
"Benjamin Due" er nemlig endnu en nordisk historie om store børn og små voksne - uskyldstabet i forbindelse med overgangen fra barn til voksen er vi åbenbart gode til at lave film om på vore breddegrader. Man kan bare nævne "Mit liv som hund", Bille Augusts og Nils Malmros' tidlige film og senere den norske "Ti kniver i hjertet". "Benjamin Due" lægger sig fint i forlængelse af denne stolte tradition. Blot er den lidt mere fantastisk i det nostalgiske tilbageblik, og selve historiens slutning er lidt voldsommere end i hvert fald Nils Malmros' film. Dette gør at den også går hen og bliver for dramatisk og lidt vel sentimental på sine steder. I hvert fald i denne anmelders øjne og det er synd. Det vemodige tilbageblik på den sorgløse barndom er nemlig ganske fint ramt og det voldsomme og sentimentale tilføjer hele historien nogle skønhedspletter, som efterlader én med følelsen af, at det her er for overdrevet til at at være rigtig godt.
"Benjamin Due" er ingenlunde en ligegyldig film, da temaet er universalt, og den er da også meget rørende i alt det nostalgiske og gribende i det sentimentale. Men bagefter må man altså erkende at i gamle dage - dengang vi havde uskylden i behold og verden ikke var gået af lave endnu, da lavede Bille August og Nils Malmros bedre film om hvor svært det er at blive voksen.
19/11-2018