En motorvej af oplevelse!
5.0
Hvad man end mener om Steven Soderbergh, så synes Traffic at være kronen på hans karriere med mindre han laver film der virkeligt er sande milepæle i filmhistorien i fremtiden. Mens andre af hans film, så som Erin Brokovich, Out of Sight, eller Ocean's Eleven primært må ses som underholdende komedier, med Erin Brokovich som en mulig undtagelse, så er Traffic nærmest kemisk renset for alt hvad der bare ligner komedie eller underholdning. Det er nok her det går galt for dem der sætter sig ned og forventer komedie eller underholdning, for Traffic er det præcist modsatte - den er et værk der er ment som en realistisk kommentar til et sandt samfundsproblem, ikke bare i USA, men i det meste af den vestlige verden. Hvis man ønsker underholdning, så går man meget galt i byen her.
Til gengæld er filmen en oplevelse af rang for dem der sukker efter realistiske historier og karakter-beskrivelser på det store lærred. Stort set alle de involverede hovedpersoner bliver ydmyget og tvunget ned af hændelserne i filmen, for som filmens undertitel så rigtigt siger, "No one gets away clean". Det eneste mulige undtagelse er den mexikanske politimand Rodriguez, spillet befriende veloplagt af Benicio Del Toro i sin hidtil største præstation (yderst fortjent Oscar til ham). Tag nu ikke fejl, for jeg holdt også meget af ham som 'Mumbles' i "The Usual Suspects" (selv jeg ikke fattede et ord af hvad han sagde...), men hans person i den film levede altså ikke længe nok til at han rigtigt kunne gøre indtryk. Det gør han til gengæld her, og indsatsen er både overbevisende og imponerende. Han er også nærmest den eneste uskyldige person i filmen, en jævn politimand der pludselig bliver involveret i en narko-jagt af dimensioner. Selv om han hjælper tvivlsomme personer, så gør han det fordi han ved alternativet til at gøre som 'generalen' siger at blive fundet skudt i en grøft et par dage senere. Skildringen er både barsk, overbevisende, og chokerende realistisk.
Soderbergh lægger til gengæld ikke fingre imellem når han kritiserer sine egne landsmænd i USA - de er næsten allesammen viljeløse zombier der gør det de skal uden at tænke for meget over det. Det gælder de fleste i filmen, men med Rodriguez som den største undtagelse. Det er interessant at den største helt i filmen er en mexikansk politimand der egentlig bare prøver at overleve i en hård og uretfærdig verden. De øvrige hovedpersoner er langt mere drevne, og Amerikanerne i filmen er ofte arrogante, naive, overmodige, eller alle tre ting på en gang (og "det går jo virkelig ikke" hører man næsten nogen sige) ... Selv narko-politimændene, spillet veloplagt af Don Cheadle og Luis Guzman, er rimeligt drevne og blinde i deres jagt på narkoens bagmænd og godtroende opfattelse af hvordan retfærdigheden fungerer (eller ikke fungerer).
Man må også rose Soderbergh for hans evne til at bruge film-sproget til at fokusere på sine pointer. Især lys-sætningen er meget interessant at tænke over. I Mexico er det konstant lyst og gult i en grad der næsten skærer i øjnene, hvilket fremhærer pointen om at tingene her er åbent barske og uretfærdige, mens det i USA hele tiden er dunkelt blåt i en grad der antyder at alt muligt grimt gemmer sig i de mørke baggrunde. Kamera-vinklerne er også meget afslørende, for Soderbergh har tydeligvis ofte brugt hånd-holdte kameraer her, ind imellem i en sådan grad man skulle tro han var ved at lave en dogme-film. Det kan genere når man ser filmen, men resultatet udebliver ikke, for det får filmen til at virke tilfældig, ustruktureret, og planløs - præcis som virkeligheden selv, hvilket næppe er et tilfælde. Der er også meget lidt eller næsten ingen baggrundsmusik, sikkert af samme årsag.
I sin helhed gør alt dette "Traffic" til en stor oplevelse der gør et voldsomt indtryk. Hovedpersonernes problemer og valg er realistiske og vedkommende, og man er helt med på hvorfor de foretager de valg de gør. Man må f.eks. beundre Catherine Zeta-Jones der her virkeligt beviser sin vidde som skuespiller når man sammenligner med hendes rolle i "America's Sweethearts". Man hader hende som pesten i slutningen af filmen, sikkert ikke mindst fordi man kun alt for godt forstår hvorfor hun gør som hun gør. Eller vil folk virkelig påstå de havde gjort anderledes i hendes situation? Måske, men det er nemt at påstå... Eller som den unge fyr der har givet narko til hans datter fortæller Michael Douglas om de sortes åbne salg af narkotika, "Vil du virkelig fortælle mig de skulle uddanne sig til advokater når de kan tjene så mange penge på denne her måde"? Desværre en kun alt for forståelig indstilling... Hvilket selvsagt just er Soderbergh's pointe.
Men selvom "Traffic" er en stor oplevelse, så må jeg stadig i sidste ende vurdere den som film, og her trækker al realismen en smule ned fordi midlerne der skal gøre oplevelsen realistisk også gør den en smule rodet og usammenhængende at se på. Til trods for at det virker, så må jeg indrømme at det trækker fra på den endelige vurdering. Det gør dog ikke så meget, for jeg mener stadig "Traffic" er en mageløs bedrift som der nærmest burde være pligt til at se!
Til gengæld er filmen en oplevelse af rang for dem der sukker efter realistiske historier og karakter-beskrivelser på det store lærred. Stort set alle de involverede hovedpersoner bliver ydmyget og tvunget ned af hændelserne i filmen, for som filmens undertitel så rigtigt siger, "No one gets away clean". Det eneste mulige undtagelse er den mexikanske politimand Rodriguez, spillet befriende veloplagt af Benicio Del Toro i sin hidtil største præstation (yderst fortjent Oscar til ham). Tag nu ikke fejl, for jeg holdt også meget af ham som 'Mumbles' i "The Usual Suspects" (selv jeg ikke fattede et ord af hvad han sagde...), men hans person i den film levede altså ikke længe nok til at han rigtigt kunne gøre indtryk. Det gør han til gengæld her, og indsatsen er både overbevisende og imponerende. Han er også nærmest den eneste uskyldige person i filmen, en jævn politimand der pludselig bliver involveret i en narko-jagt af dimensioner. Selv om han hjælper tvivlsomme personer, så gør han det fordi han ved alternativet til at gøre som 'generalen' siger at blive fundet skudt i en grøft et par dage senere. Skildringen er både barsk, overbevisende, og chokerende realistisk.
Soderbergh lægger til gengæld ikke fingre imellem når han kritiserer sine egne landsmænd i USA - de er næsten allesammen viljeløse zombier der gør det de skal uden at tænke for meget over det. Det gælder de fleste i filmen, men med Rodriguez som den største undtagelse. Det er interessant at den største helt i filmen er en mexikansk politimand der egentlig bare prøver at overleve i en hård og uretfærdig verden. De øvrige hovedpersoner er langt mere drevne, og Amerikanerne i filmen er ofte arrogante, naive, overmodige, eller alle tre ting på en gang (og "det går jo virkelig ikke" hører man næsten nogen sige) ... Selv narko-politimændene, spillet veloplagt af Don Cheadle og Luis Guzman, er rimeligt drevne og blinde i deres jagt på narkoens bagmænd og godtroende opfattelse af hvordan retfærdigheden fungerer (eller ikke fungerer).
Man må også rose Soderbergh for hans evne til at bruge film-sproget til at fokusere på sine pointer. Især lys-sætningen er meget interessant at tænke over. I Mexico er det konstant lyst og gult i en grad der næsten skærer i øjnene, hvilket fremhærer pointen om at tingene her er åbent barske og uretfærdige, mens det i USA hele tiden er dunkelt blåt i en grad der antyder at alt muligt grimt gemmer sig i de mørke baggrunde. Kamera-vinklerne er også meget afslørende, for Soderbergh har tydeligvis ofte brugt hånd-holdte kameraer her, ind imellem i en sådan grad man skulle tro han var ved at lave en dogme-film. Det kan genere når man ser filmen, men resultatet udebliver ikke, for det får filmen til at virke tilfældig, ustruktureret, og planløs - præcis som virkeligheden selv, hvilket næppe er et tilfælde. Der er også meget lidt eller næsten ingen baggrundsmusik, sikkert af samme årsag.
I sin helhed gør alt dette "Traffic" til en stor oplevelse der gør et voldsomt indtryk. Hovedpersonernes problemer og valg er realistiske og vedkommende, og man er helt med på hvorfor de foretager de valg de gør. Man må f.eks. beundre Catherine Zeta-Jones der her virkeligt beviser sin vidde som skuespiller når man sammenligner med hendes rolle i "America's Sweethearts". Man hader hende som pesten i slutningen af filmen, sikkert ikke mindst fordi man kun alt for godt forstår hvorfor hun gør som hun gør. Eller vil folk virkelig påstå de havde gjort anderledes i hendes situation? Måske, men det er nemt at påstå... Eller som den unge fyr der har givet narko til hans datter fortæller Michael Douglas om de sortes åbne salg af narkotika, "Vil du virkelig fortælle mig de skulle uddanne sig til advokater når de kan tjene så mange penge på denne her måde"? Desværre en kun alt for forståelig indstilling... Hvilket selvsagt just er Soderbergh's pointe.
Men selvom "Traffic" er en stor oplevelse, så må jeg stadig i sidste ende vurdere den som film, og her trækker al realismen en smule ned fordi midlerne der skal gøre oplevelsen realistisk også gør den en smule rodet og usammenhængende at se på. Til trods for at det virker, så må jeg indrømme at det trækker fra på den endelige vurdering. Det gør dog ikke så meget, for jeg mener stadig "Traffic" er en mageløs bedrift som der nærmest burde være pligt til at se!
17/08-2003
