Trist fortsættelse...

Som fan af Tolkien og især Lord of the Rings (LOTR) og med den utrolige første film i baghovedet, så kan man roligt sige at jeg sjældent havde set frem til en film i samme grad som jeg så frem til "The Two Towers" (herefter TTT). Jeg havde frygtet hvordan Fellowship of the Ring (FOTR) ville blive året før og var imponeret i en sådan grad at jeg næsten ikke kunne vente på den næste film.

Der er selvfølgelig alle de ting man som fan af bøgerne mangler. Det var tilfældet i FOTR og var det naturligvis også i TTT. Jeg savnede de gentagne trusler om at Gandalf var Saruman (ikke lavet godt i filmen), og jeg savnede den truende samtale som Aragorn, Legolas og Gimli har med den hvide troldmand før de finder ud af hvem han er. Det gik filmen meget hurtigt henover, ligesom Gandalfs jagt på Balrog'en op af 'The Endless Stairs' var underligt fraværende - først ser vi den styrte ned i en sø i Moria's dybder, og næste gang vi ser dem slås de så på toppen af bjergene. Hvis ikke jeg kendte bøgerne så godt, så ville min reaktion nok være, "Hvad pokker...?"

Jackson gør ellers sit bedste for at holde dampen oppe, og det fungerer sådan set også det meste af tiden. Historien er intens og handlingen farer afsted som en løbsk tog, men uden at man som tilskuer går i panik eller mister overblikket. Jackson har godt fat i sin fortælling og en god forståelse for hvor meget han kan smide i hovedet på folk uden at det går for vidt. De intense kampe i slutningen af filmen er f.eks. så dramatiske og krævende at man næsten ånder lettet op når der skiftes til en fredeligere scene med Frodo og Sam, så her ses Jackson's håndtering af sagen bedst, for man bliver ikke overbelastet mens man ser på det, men føler sig næsten træt over alle indtrykkende bagefter. Det er godt håndværk.

De utrolige scenerier i New Zealands landskaber er stadig lige så overbevisende og utrolige som i den første film. Man har dog vænnet sig til dem nu, hvilket er godt fordi man så bedre kan klare de voldsomme kampe og skift i handlingen der ellers foregår. Shore's musik er stadigt imponerede. Man overraskes ikke så meget som i FOTR, men det er alligevel solidt arbejde, og bedst af alt så er det ikke bare endeløse pinlige gentagelser af temaerne fra den første film (som i "Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer" hvor man blot gentog John Williams' musik fra den første film). De skumle truende temaer når Frodo og Sam nærmer sig Mordor er f.eks. yderst bemærkesesværdige.

På den billedlige front har Jackson skiftet lidt i sin stil for at gøre historien mørkere. I FOTR brugte han næsten ustandseligt en nærmest gyldent skær i sin fortælling, men den er nu blevet mere blålig, hvilket giver en tungere og mere tyngende stemning. Han forsøger også at spille på at historien nu er blevet mere alvorlig og truende. I den første film fulgte vi generalt 'bare' en lille gruppe helte og deres farefulde færd. Slemt nok i sig selv, men disse helte er nu spredt for alle vinde, og de kræfter der får truede kun dem går nu direkte til angreb på hele nationer af jævne folk. Det er på sin vis mere skummelt, men sætter Jackson i et dilemma, for hvor tabet af folk som Gandalf og Boromir i den første film var intenst og tragisk, så er det svært at opnå den samme form for tab når de 'almindelige' folk i Middle Earth bliver dræbt, for dem kender vi jo ikke. Det lyder måske kynisk, men enkle forklaring er at hvor vi kom tæt på Gandalf og Boromir og lærte dem at kende, så kender vi ikke disse almindelige folk, og derfor føles deres tab ikke så voldsomt for tilskueren. For at kompensere, ser vi derfor flere scener med børn der flygter mens forældrene ofrer sig, drenge eller gamle mænd der tvinges i krig af omstændighederne selv om de dårligt kan løfte de våben de får udleveret, eller sekvenser med kvinder der græder over de døde. Dette kunne let blive for pladder-sentimentalt og rørstrømsk, men Jackson ved godt hvor langt han kan gå, så disse scener er kun lige hvad der er nødvendigt for at illustrere grusomheden i krig og ikke mere. Jeg undrede mig over at vi skulle se Theodred, som vi bare hørte var død i bogen, men det gør et stort indtryk når Theoden senere begræder hans død og fortæller at ingen forældre nogen sinde skulle begrave deres børn...

Slaget ved Helm's Deep er selvsagt det afgørende klimaks i filmen, og der er lagt store kræfter ind i at gøre det overbevisende. Det lykkes også, for resultatet er utroligt voldsomt og medrivende. Slaget er nok et at de mest berømte og klassiske i populær litteratur, så forventningerne, ja kravene, var enorme. Det holder også, for slaget er et sandt angreb på vores sanser der bare bliver ved og ved. Det er dog ikke altsammen den rene fryd. F.eks. syntes jeg at den 'bueskytte-surfing' Legolas på et tidspunkt laver var så anakronistisk at det var meget anstrengende, og slaget er så meget en kamp at Jackson næsten har glemt at han er ved at fortælle en historie. Aragorn's tale til orkerne er f.eks. væk, og det undrer meget når man husker på at det var her han skulle træde frem som den store nye leder der kunne samle menneskene omkring sig.

Faktisk er Viggo Mortensen noget skuffende, men det er nu ikke helt hans egen skyld, for Aragorn har mistet meget at sit indhold fra bogen. I Tolkiens historie var Aragorn i en slags "kongelære" hos Theoden som forløber for den rolle han senere skal spille når han træder frem som konge i Gondor. Det har Jackson dog glemt alt om, hvilket reducerer hele slaget til en ren kamp for overlevelse. Det skader også Theoden der bare gemmer sig her i stedet for at udvise lederskab og dermed lære Aragorn noget om det. Deres diskussioner er her stadig, men hvor de i bogen var en erfaren konge, Theoden, der skulle lære den kommende, Aragorn, noget om lederskab og håndtering af folket, så er Theoden nu reduceret til en egenrådig, slet bedrevidende og skræmt gammel mand der bare ignorerer alt hvad Aragorn og de andre, inklusive Gandalg, fortæller ham or råder ham til. Det skuffer fordi det var så vigtig en udvikling af Aragorns karakter og samtidig en del af handlingen. Man får næsten den tanke at Jackson ikke har fattet hvad Tolkiens pointe var her, og værst af alt så betyder det at Aragorn stagnerer fordi hans personlighed ikke udvikler sig.

Jeg giver derimod masser af roser til Brad Dourif som Grima Wormtongue. Jeg har længe holdt meget af Dourif og så derfor frem til at se ham som Grima, og resultatet er da også fremragende. Han er præcis så slesk, løgnagtig og manipulerende at de fleste politikere må blive grønne af misundelse. Det ærgerlige er bare at Jackson har valgt at Theoden i filmen direkte er underlagt Sarumans magi, og Grimas manipulationer bliver derfor helt overflødige. Det illustrerer måske hvad der foregår overfor dem der ikke kender historien, men Theoden er så tynget og gammel af Sarumans magi at det nærmest får en til at se folk omkring ham som ynkelige fjolser, for hvorfor kan de ikke se at der er noget galt når det er så soleklart som det er her? Det er trist fordi det får Eowyn, Eomer og andre til at ligne idioter samtidig med det går Grima overflødig. Måske troede Jackson ikke på at Dourif kunne få folk til at tro på at Grima kunne manipulere Theoden så let som han skulle, hvilket gør det dobbelt trist fordi det ikke er et problem - Dourif er så overbevisende som Grima at køber næsten alt med det samme. Surt...

Til gengæld kan man glæde sig over Gollum der faktisk er så stor en bedrift at der her virkelig flyttes på grænserne for hvad man kan på film. Jackson og andre har tydeligvis været klar over at Gollum simpelthen var nødt til at fungere på det store lærred og derfor lagt mange kræfter i at gøre ham overbevisende. Det lykkes i en sådan forventning at jeg nærmest er sur på Oscar-uddelingen over at reglerne ikke tillod at man nominerede Andy Serkis i rollen som Gollum. Især scenen hvor Gollums forskellige identiter skændes indbyrdes er utroligt overbevisende. Det er modigt af Jackson at lave sådan en scene, dels fordi resutatet bliver komisk hvis det ikke fungerer, men da også fordi bogen faktisk ikke har præcis sådan en scene og at Jackson derfor ville blive sablet ned af vrede fans hvis det ikke virkede. Men det virker og effekten er fantastisk, for det betyder Gollum går fra at være en skygge-figur i baggrund til at være en sand og fuld hovedperson midt på lærredet. Man tror virkelig på at man kan møde og tale med denne computer-animation, hvilket er fantastisk når man tænker på hvordan Gollums forskellige konkurrenter i andre film klarer sig når de skal overbevise deres publikum.

Der er dog andre ting der virkelig trækker ned i filmen. Mit største kritik-punkt er helt klart Jackson's skildring af Faramir, som bliver behandlet så skidt af Jackson at det nærmest er kriminelt. I bogen var Faramir en heltmodig mand der kendte sine styrker og svagheder og lod hobbitterne fortsætte deres færd. I filmen er han en skurk der truer dem på livet, skræmmer dem, og generelt opfører sig som et dumt svin før han til sidst lader dem gå helt uden grund. Bevares, selv i bogen var Faramir truende overfor hobbitterne og manipulerede dem til at afsløre ting, men meningen bag det var en anden end i filmen. Jeg har næsten ondt af David Wenham, der i rollen som Faramir gør alt for at yde figuren den retfærdighed gennem sine ansigtsudtryk og øjne som Jackson nægter ham ved at give ham mundkurv på og forbyde at han udtaler de replikker der definerede Faramir i bogen. Jackson og manuskript-medforfatterer Philippa Boyens er da også efterfølgende blevet verbalt overfaldet af vrede fans for deres behandling af Faramir. Som forsvar har de blandt andet sagt at Faramir ikke bare kan afvise ringens magt, for det kan ingen jo, og at de derfor var nødt til at skrive det om. Det kunne jeg så måske overveje at acceptere hvis ikke lige det var fordi de lavede præcis sådan en scene for Aragorn i slutningen af den første film, og det vel at mærke selv der ikke var en sådan scene i bogen... Men selv hvis jeg accepterede det, så står vi stadig helt uden nogen forklaring på hvorfor Faramir lader dem gå sidst i filmen. Jeg har hørt folk sige at det er fordi han indser hvor farlig ringen er for folk at den derfor ikke kan blive i Gondor hvor den ville tiltrække både ham selv og hans far, men selv hvis det er tilfældet, så burde Faramir da mene at Frodo er den sidste i verden der skulle tage ringen, eftersom han næsten gav ringen til fjenden og nær havde dræbt Sam da han stoppede ham. Og hvis han lader hobbitterne gå, så burde han da gå med dem nu hvor hans eget liv er truet i Gondor på grund af hans beslutning. Beklager Jackson, men det hænger altså bare ikke sammen - Tolkiens historie er et omhyggeligt opbygget korthus, og når du fjerner en bærende del, ja så falder hele korthuset altså sammen! Det er den værste del af TTT, og den del der var så svær at bære at det fik mig til at være på grænsen til at afvise hele Jacksons trilogi og i stedet tænke "nå, der kommer nok en og laver historien *rigtigt* om tyve år eller deromkring...". Øv, altså!

Som om Faramir-situationen ikke er katastrofal nok, så får enterne nu heller ingen pæn behandling. Det er ellers godt lavet, selv om jeg ikke kunne lide Træskægs ben, idet de får ham til at ligne et træstamme der er splitten fra midten og ned. Det får ham til at se nærmest mekanisk ud, næsten som robotterne i computer-spil som Mech Warrior, hvilket ikke er så godt. Her kunne jeg bedre lide ideen i Ralph Bakshi's tegnefilm, hvor Træskægs ben og fødder var rødderne på træet. Det forklarede på en måde også hvorfor enterne var så langsomme til alting... Men værre end udseendet er behandlingen af enterne, som nærmest er utilgivelig. Da Træskæg bærer Merry og Pippin til mødet med de andre enter, ser vi røgen fra Isengard, og Træskæg fortæller at der har været meget røg i Isengard på det sidste. Ja, undskyld mig, men hvad er det lige Træskæg tror at Saruman er ved at brænde? Det forekommer mig at der var meget lidt olie eller petrolium i en middelalderlig tid. Træskæg er den der fortæller om det, så han har tydeligvis set røgen, og alligevel skal vi tro at han finder det så uinteressant at han end ikke har undersøgt det? Hvad for en slags "Træ-hyrde" er han egentlig? Han begrænder senere hvor godt han kendte de træer Saruman har brændt ned, men han gad ikke undersøge og de var i problemer da han så røgen og efter han har talt med Gandalf? Se, det er da inkompetence der vil noget, eller hvad? Nå, men enterne beslutter at kampen mod de onde ikke er deres problem, hvorefter Pippin narrer Træskæg til at tage ham og Merry til Isengard. Selv Pippin er åbenbart ikke så håbløst uintelligent som Træskæg, for han har tydeligvis forlængst regnet ud ikke bare hvad Saruman laver (men det er nu også ret oplagt), men ved også at enterne er så dumme at han ikke bare kan sige det til deres møde for at overbevise dem. Men efter enternes beslutning om intet at gøre bærer Træskæg i lang tid hobbitterne til Isengard, opdager hvad der er sket, råber rasende, og så hopper alle enterne pludselig frem fra det rene ingenting. Hmmmm, enterne kan åbenbart noget yderst hjælpsomt teleportations-magi eller hvad? Det er meget belejligt når man tænker over det. Skam dig, Jackson - din behandling af både enterne og Faramir er utilgivelig!

Til gengæld for de store minuser, så må man dog huske at hverken enterne eller Faramir er hovedpersoner i filmen. Derfor er det begrænset hvor meget man kan laste hele filmen for måden de bliver behandlet på, men det er stadig slemt. Jackson vil uden tvivl påpege at han kun har begrænset tid til at fortælle sin historie og at han derfor ikke kan give så meget plads til nogen dele som han kunne ønske. Det er også rigtigt, men TTT er tilmed fyldt med scener der ikke er at finde i bogen, og som ikke ser ud til at have megen berettigelse i filmen. Overfaldet af ulve og orker på vejen til Helm's Deep og Aragorns efterfølgende fald i floden er f.eks. ikke med i bogen, og endnu værre, de er scener der er overflødige for filmens handling. Man kunne pege på Aragorns forbindelse til Arwen, men det holder ikke fordi vi allerede havde en flashback-scene med dem da Eowyn spurgte til hans smykke. Hvis Jackson ville lave flere af den slags scener, så kunne havde refereret til Arwens smykke igen, og det gør hele ulve-overfaldet og Aragorns fald til helt unødvændigt tidsspilde i historien, især når man tænker på hvilke andre dele der måtte klippes ud. Faktisk ville scenerne mellem Frodo og Faramir været kortere hvis ikke Jackson var begyndt at ændre historien, så igen savner man retfærdiggørelse for at han skriver om på Tolkiens originale historie.

Gandalfs tilbagevenden er lidt svær at forholde sig til. Kampene med Balrog'en er fantastiske, ikke mindst når man ser dem slås *imens* de stadig falder! Men som sagt er jagten op af "The Endless Stairs" forsvundet, og eftersom filmen slutter tidligere i handlingen end bogen, så betyder det at vi ser meget lidt til Gandalf. Han dukker op og tager Aragorn, Legolas og Gimli til Rohan. Her befrier han Theoden fra Sarumans manipulation (hvilket i øvrigt ikke er en af McKellens bedre præstationer), og derefter rider han væk. Han dukker op igen til slut, men så slutter filmen får vi ser mere til ham. Det gør ham til en ren birolle i filmen, hvilket er ret trist. Jeg indrømmer jeg havde ventet at se opgøret med Saruman som vi hører om det i bogen. Der er en grund til vi ikke ser det, men det hænger sammen med ting der sker i "Return of the King", og hvilket har konsekvenser som jeg på forhånd ved at jeg ikke vil bryde mig om i den film, så jeg må hellere lade være med at afsløre noget.

I hele trilogien var TTT den af romanerne jeg holdt mest af, fordi heltene her blev konfronteret med nye problemer såvel som nye personer, hvoraf nogle var skurke og andre var nye helte de måtte alliere sig med. Jackson nægter derimod at acceptere de nye helte som sådan og reducerer dermed folk som Eomer, Faramir og enterne til mere eller mindre ligegyldige biroller i historien. Han fokuserer ensidigt på heltene fra den første film og vil kun fortælle deres historie. Det er forståeligt set fra den vinkel at Tolkien kan skrive alt i sine bøger, mens Jackson kun kan vise så meget i sine film, men det ødelægger alligevel pointed i de oprindelige bøger og reducerer derfor også hovedpersonerne fordi de personer de møder er ringere og mindre end før. Til gengæld betyder det fokus man lægger på hovedpersonerne at stemningen fra den første film fortsætter, og her brillierer Jackson i sin fortællestil.

TTT er derfor en blandet fornøjelse. Der er ting der virkelig skærer for fans af bøgerne, men som filmtilskuer går det kun ud over personer der alligevel kun er bifigurer og ikke betyder så meget, og handlingen kan man ikke udsætte så meget på. Selv om jeg afskyr behandlingen af Faramir og enterne, så er jeg imponeret over Gollum og de visuelle effekter vi har foran os. Kampene ved Helm's Deep, især det afsluttende angreb, og Enternes angreb på Isengard er fantastiske billeder der er svære at få ud af hovedet igen. Jeg har lyst til at straffe Jackson og co. hårdt for deres overgreb på figurer jeg elsker, men vurderet som film fungerer tingene faktisk godt og medrivende med undtagelse af de ting jeg har nævnt og som betyder mindre for dem der ikke har læst bøgerne. Hvis jeg bedømte filmen som filmatisering af bogen, så ville jeg sable den ned til meget få stjerner. Som enkelt-stående film kan jeg dog ikke tillade mig at gøre det og må vurdere den på et andet grundlag, og her er oplevelsen bedre. TTT er ikke så medrivende og storslået som sin forgænger, dertil er der lidt for meget kamp og lidt for lidt karakter-udvikling, men resultatet er stadigt imponerende og overvældende. At det så betyder at den bedste roman i trilogien har fået en skidt behandling er ikke noget den typiske biograf-gænger vil opdage... Til trods for min skuffelse er TTT stadig en stor oplevelse, og mange stjerner kunne tyde på at jeg bifalder filmen helt og holdent. Men i betragtning af at FOTR strøg direkte ind på min top ti, så må selv en manglende stjerne ses som tegn på en stor skuffelse.