Pladder-romatisk sødsuppe
2.0
Jeg undgik Ever After i biffen for godt et år siden fordi siddepladserne var for dårlige. I dag kan jeg ånde lettet op at jeg sparede de penge, for magen til rørstrømsk og sentimentalt nonsens skal man vist lede længe efter.
Det er tvivlsomt om jeg burde anmelde filmen idet jeg under det meste af den sad med næsen solidt plantet i forskelligt fantasy-materiale, men det er værd at bemærke sig at det var meget sjældent min opmærksomhed blev trukket op på skærmen.
Jo, smukt og velklædt er det skam, men megen interessant komedie er der skam ikke over det, og pæne scener med smukke mennesker er ikke nok til at skabe en film.
Omtrænt det eneste der var værd at spilde tiden på var når Anjelica Huston gav den som den onde stedmor. Hvis man har set Mission: Impossible II, så er det også ret sjovt at se Dougray Scott som den åh-så ærkegode prins efter han var et totalt gennemført dumt svin i MI2.
Drew Barrymore er måske sød på film, men nogen stor skuespiller bliver hun vist aldrig, og denne gang har hun tilmed det problem at hun er blevet for gammel til rollen, for det er virkelig svært at sluge hende som den stakkels unge pige der skal så meget ondt igennem. Så hellere hendes medvirken i Scream hvor hun er med ca. fem minutter i starten og så prompte bliver dræbt for åben skærm - hun kan i det mindste skrige... Det er trist at hendes bedste rolle stadig er som lille Gertie i E.T.
Nu er jeg nu nok heller ikke lige målgruppen for en film som denne, men hvis denne film er en erklæret 'chick-flick', så er det stadig meget tyndt. Dialogen er f.eks. pinligt ukomisk. Forfatterne burde tvinges til at læse Shakespeare's "Trold Kan Tæmmes" en otte til ti gange får de prøver sådan noget her igen, for så får de måske bare en anelse forståelse for hvad god dialog kan gøre for en historie.
Men jeg lader nu alligevel ikke filmen ramme bunden helt, for selv om det til tider er kvalmende at se på, så måtte jeg faktisk aldrig løbe efter en spand, og flot er det skam. En gang over-sentimentalt pladder så længe det varer, og så er det straks glemt igen...
Det er tvivlsomt om jeg burde anmelde filmen idet jeg under det meste af den sad med næsen solidt plantet i forskelligt fantasy-materiale, men det er værd at bemærke sig at det var meget sjældent min opmærksomhed blev trukket op på skærmen.
Jo, smukt og velklædt er det skam, men megen interessant komedie er der skam ikke over det, og pæne scener med smukke mennesker er ikke nok til at skabe en film.
Omtrænt det eneste der var værd at spilde tiden på var når Anjelica Huston gav den som den onde stedmor. Hvis man har set Mission: Impossible II, så er det også ret sjovt at se Dougray Scott som den åh-så ærkegode prins efter han var et totalt gennemført dumt svin i MI2.
Drew Barrymore er måske sød på film, men nogen stor skuespiller bliver hun vist aldrig, og denne gang har hun tilmed det problem at hun er blevet for gammel til rollen, for det er virkelig svært at sluge hende som den stakkels unge pige der skal så meget ondt igennem. Så hellere hendes medvirken i Scream hvor hun er med ca. fem minutter i starten og så prompte bliver dræbt for åben skærm - hun kan i det mindste skrige... Det er trist at hendes bedste rolle stadig er som lille Gertie i E.T.
Nu er jeg nu nok heller ikke lige målgruppen for en film som denne, men hvis denne film er en erklæret 'chick-flick', så er det stadig meget tyndt. Dialogen er f.eks. pinligt ukomisk. Forfatterne burde tvinges til at læse Shakespeare's "Trold Kan Tæmmes" en otte til ti gange får de prøver sådan noget her igen, for så får de måske bare en anelse forståelse for hvad god dialog kan gøre for en historie.
Men jeg lader nu alligevel ikke filmen ramme bunden helt, for selv om det til tider er kvalmende at se på, så måtte jeg faktisk aldrig løbe efter en spand, og flot er det skam. En gang over-sentimentalt pladder så længe det varer, og så er det straks glemt igen...
25/08-2003