Misantropisk?
5.0
Det er ikke småting der er kommet ud af Østrig i løbet af de seneste 10-12 år. Uden sammenligning med Michael Haneke i øvrigt, tegner instuktør Ulrich Seidl (debutfilm: "Tierische Liebe" (om folks (alt for) nære forhold til deres kæledyr), som jeg desvære mangler at se) sig for endnu ét af disse forfriskende originale bidrag til fornyelsen af filmverdenen.
Persoligt er jeg overmåde imponeret over amatørernes præstationer i denne principielt handlingsløse film. Ingen virker det mindste utroværdige, så derfor er der i og for sig tale om én af de bedste "castinger" i filmhistorien overhovedet.
"Hundstage" udspiller sig i et forstadsområde til Wien i dén (ofte meget varme) periode af august måned, som også på dansk kaldes "hundedagene". Filmens handlingsmæssigt begrænsede ambitionsniveau giver tilskueren ekstra mulighed for gennem kameraet at iagttage Seidls måske karrikerede, måske virkelige, skildring af moderne gennemsnitsmennesker.
Der indgår i starten af filmen en swingerclub-gruppesex-scene (på en underetage til et stort indkøbsvarehus), som med en langt mere køligt, iagttagende kamera end f.eks. von Triers i "Idioterne" formidler billeder af utilsløret menneskelig korpulering.
Scenen falder desuden fuldstændig i tråd med resten af filmens blik for det uflatterende, ikke-præsentable, ikke mindst fordi skuespillet i denne scene virker nøjagtig ligeså rutinepræget og dermed aldeles u-sensationel i sit udtryk som resten af filmen.
Fælles for næsten alle personer i filmen er, at de mere eller mindre bevidst mangler ét eller andet i deres tilværelse. Imidlertid har næsten alle personerne en stærk tendens til at skyde skylden for deres kedsommelige, frusterede liv på omgivelserne. På intet tidpunkt i filmen forekommer der hverken glæde eller egentlig humor.
Bortset fra en længere scene sidst i filmen (hvor lapsen Wickerl får proppet et tændt stearinlys i rumpen) foregår hele formidlingen i udpræget grad via "fluen på væggen", iagttagende, aldrig engageret. Derfor kan den sidste scene godt ses som et lille stilbrud midt i den - sikkert efter manges mening - noget misantropiske forestilling, som helt sikkert aldrig bliver en publikumsmagnet!
Hvorvidt prædikatet "misantropisk" (misantropi ca. = en pessimistisk, menneskeforagtende livsinstilling) er rimeligt, afhænger dybest set af ens egen livsindstilling. Jeg mener IKKE, at det er tilfældet.
Sagen er, at de færreste finder det særlig let at ændre deres tilværelse radikalt, næsten uanset hvor (u)bevidst elendigt man lever. Denne side af virkeligheden skildrer Seidl med enorm troværdighed. Dermed fremstår filmen i mine øjne også som en velfortjent kritik af de fleste andre films mere naive forestillinger om, hvor let det er at ændre sit liv.
Denne film bør sammenlignes med nogle af Robert Altmans mangestrengede handlingsfilm (måske specielt "Short Cuts") samt svenske Roy Anderssons askegrå samfundsskildring "Sange Fra Anden Sal".
Persoligt er jeg overmåde imponeret over amatørernes præstationer i denne principielt handlingsløse film. Ingen virker det mindste utroværdige, så derfor er der i og for sig tale om én af de bedste "castinger" i filmhistorien overhovedet.
"Hundstage" udspiller sig i et forstadsområde til Wien i dén (ofte meget varme) periode af august måned, som også på dansk kaldes "hundedagene". Filmens handlingsmæssigt begrænsede ambitionsniveau giver tilskueren ekstra mulighed for gennem kameraet at iagttage Seidls måske karrikerede, måske virkelige, skildring af moderne gennemsnitsmennesker.
Der indgår i starten af filmen en swingerclub-gruppesex-scene (på en underetage til et stort indkøbsvarehus), som med en langt mere køligt, iagttagende kamera end f.eks. von Triers i "Idioterne" formidler billeder af utilsløret menneskelig korpulering.
Scenen falder desuden fuldstændig i tråd med resten af filmens blik for det uflatterende, ikke-præsentable, ikke mindst fordi skuespillet i denne scene virker nøjagtig ligeså rutinepræget og dermed aldeles u-sensationel i sit udtryk som resten af filmen.
Fælles for næsten alle personer i filmen er, at de mere eller mindre bevidst mangler ét eller andet i deres tilværelse. Imidlertid har næsten alle personerne en stærk tendens til at skyde skylden for deres kedsommelige, frusterede liv på omgivelserne. På intet tidpunkt i filmen forekommer der hverken glæde eller egentlig humor.
Bortset fra en længere scene sidst i filmen (hvor lapsen Wickerl får proppet et tændt stearinlys i rumpen) foregår hele formidlingen i udpræget grad via "fluen på væggen", iagttagende, aldrig engageret. Derfor kan den sidste scene godt ses som et lille stilbrud midt i den - sikkert efter manges mening - noget misantropiske forestilling, som helt sikkert aldrig bliver en publikumsmagnet!
Hvorvidt prædikatet "misantropisk" (misantropi ca. = en pessimistisk, menneskeforagtende livsinstilling) er rimeligt, afhænger dybest set af ens egen livsindstilling. Jeg mener IKKE, at det er tilfældet.
Sagen er, at de færreste finder det særlig let at ændre deres tilværelse radikalt, næsten uanset hvor (u)bevidst elendigt man lever. Denne side af virkeligheden skildrer Seidl med enorm troværdighed. Dermed fremstår filmen i mine øjne også som en velfortjent kritik af de fleste andre films mere naive forestillinger om, hvor let det er at ændre sit liv.
Denne film bør sammenlignes med nogle af Robert Altmans mangestrengede handlingsfilm (måske specielt "Short Cuts") samt svenske Roy Anderssons askegrå samfundsskildring "Sange Fra Anden Sal".
18/01-2005
