Primært for fans...
3.0
10. ombæring af eventyret omhandlende det stolte flagskib, "USS Enterprise", og dens modige besætning har krydset vores filmiske stjernesystem, men uheldigvis skinner det pragtfulde rumfartøj knap så meget som tidligere.
"Star Trek"-serien har altid høstet enormt popularitet og er kendt verden rundt for at være i besiddelse af et herorisk, stort antal loyale fans. Jeg anser ikke mig selv som livsbekæftende "trekkie", men må dog indrømme at jeg har fundet flere filmatiseringer ganske underholdende, så det var med optimismen boblende, at jeg satte mig til rette for at fastfryse mit blik på den nyeste i række, nemlig "Star Trek: Nemesis".
Filmen indledes, ganske habilt, med en problemstilling. Den romulanske verden er i oprør, og parterne splittet. Da rådet bliver offer for et attentat, fornemmer man straks at der bliver brug for vores venner ombord på "Enterprise". Imens, et andet sted i universet - en bryllupsceremoni. Endelig skal to af seriens faste medlemmer smede lænkerne, og det kan naturligvis kun være William T. Riker ( Jonathan Frakes ) og Deanna Troi ( Marina Sirtis ). En overdårlig fest er i skue. Den velansette el capitano, Jean-Luc Picard ( Patrick Stewart ) holder en følesesladet tale, og selskabet bliver siden hen præsenteret for et komisk indslag af filmens ( og seriens ) morsome helt, androiden, Data ( Brent Spiner ). Det varer ikke længe, før rumskibet igen skikker ud, denne gang for at aflevere det nygifte par til deres bryllupsrejse. Men den fredsomme tur bliver afbrudt. Føderationen har endnu engang brug for "Enterprise", og beordrer det flyvende instrument til romulanernes hjemverden, da de tilsyneladende vil forhandle en fredsaftale på plads. Samtidigt opfanger skibet et livstegn fra en planet, der tilsyneladende minder i høj grad om det signal, der udstår fra Datas sikringer. Enterprise undersøger det nærmere, og finder en række dele, der sammen udgør en skabninger, der er en slående lighed med fartøjets kunstige mennesker. Kan det virkelig passe at hans skaber har skabt endnu en bror til Data - og denne gang ikke en hævngerig, som det tidligere har vist sig. Naturlivis er det slet ikke tankerne, og snart kan slaget ( både det kamprige, men også taktiske ) begynde. Det viser nemlig at Picards modstander er en skibskaptajn efter hans egen krop og blod - i bogstaveligt ordsprog.
"Star Trek: Nemesis" indfrier forventningerne, når det kommer til en typisk "Star Trek"-filmatisering. Vi har heftige rumkampe, et persongalleri som man kender og føler for, og et problem der truer i allerhøjeste gear. Men disse kendsgerninger er desværre også filmens svaghed. Man har vitterlig set det hele før, og kun få steder, momentvis, i filmen, hæves niveauet lidt.
Historien, udformet af John Logan ( i sammenråd med Brent Spiner & Rick Berman ) er over middel, og virker ganske godt i filmens konstallation. Dog mener jeg at biljagt-scenerne på planeten, hvor de finder Datas "bror", er noget af det mest u-Star Trek-agtige, der nogensinde er blevet vist på det store lærred. Instruktøren har villet vise noget af Picards barnlige legesyghed, der åbenbart går ud på at manøvrere et lavgående terrænkøretøj i højt fart, som følge af et menneskelig tegn. Og det er i høj grad en af værkets hovedtesser. Menneskelighed. Unægteligt virker det at blive så menneskeligt som muligt et plan, der er meget svær at nå. I en scene konfronterer Picard den fjendlige kaptajn, Shinzon ( Tom Hardy ), om det at være et menneske, men den krigeriske Shinzon kan ikke blive det, da han ikke føler hverken kærlighed eller medfølelse. Datas mål har også, igennem hele TV-serien, "Star Trek: The Next Generation"s levetid, været at udvikle sig og blive så menneskelig som mulig. Det er det utopiske i Star Trek-universet, at blive et fredelig væsen, der kan leve i samråd med andre racer udover vores egen klode. Og i "Star Trek: Nemesis" må man sige at Data udfylder dette til stor præcision mod filmens slutning.
Effekt-folkene har gjort deres arbejde, men produktionen er ikke spetakulær på nogen måde. Jeg synes at kunne se "Enterprise" bevæge sig lidt klundret afsted i verdensrummet, og virke lidt primitiv. Charmerende for nogle, afskyelig for andre - jeg sætter en fod i hver cirkel. Og endnu engang tynges en "Star Trek"-film af en mørk og dyster stemming, der ligeledes pyntede "First Contact" - en stemming jeg byder velkommen.
Skuespillet er på det plan som det skal være. Alle kender deres pladser og deres repliker. Og det er den garde, der berigede TV-serien på godt og ondt, der skal trække værket - naturligvis med filmens skurk som den store modpart, i dette tilfælde, Tom Hardy, der glimterer i et par øjeblikke. Bemærk Ron Pearlman og Dina Meyer i et par roller som henholdvis Shinzons vicekonge, og den romulanske kommandør, der iler til "Enterprise" med hjælp. Desuden vil man genkende Kate Mulgrew ( "Voyager"-serien ) som admiral Janeway, der sender "Enterprise" afsted på deres mission, og endelig Whoppi Goldberg og Wil Wheaton som gamle kendige. Der er dertil været en del snak om hvorvidt at denne film er det sidste med TNG-holdet, og det ville jeg ikke se som en ulempe. Jeg synes ikke at denne besætning har samme pondus som den orginale samling var i besiddelse af. Der var et vidunderligt sammenspil imellem William Shatner´s lidt campede overspillende fremtoning, Leonard Nimoys mavesure og logisk sublimitet og DeForest Kelleys brokkende væsen. Det savner jeg i denne videregående serie.
"Nemesis" er instrueret af Stuart Baird, der har været et kendt ansigt som editor på flere skelsættende film, mest bemærkesværdigt er "The Omen" (76) og "Superman" (78). Desuden har han også instrueret efterfølgeren til "The Fugitive" - "U.S. Marshals" fra 1998. Bairds instruktion er dog ikke specielt iøjefaldende.
Dertil vil jeg give komponisten, Jerry Goldsmith, kredit for endnu engang, at skabe en medrivende musikscore, der virkelig fænger fra første minut, og som jeg vil placere iblandt de bedste, når det kommer til afsnit i denne filmserie.
Selvfølgelig kræver denne type film, at man har et vis kendskab til figurerne. Der er en del indforståelser og henvendelser, der vil give lidt mere mening, hvis man har fulgt serien, men således er det stort set tilfældet med alle kapitelerne i "Star Trek"s imponerende verden.
Endnu et kritikpunkt falder mig på hjertet. Den absolutte grund til "Star Trek"s tilblivelse var substanset for at udforske nye verdner og destinationer, derfor er det ærgeligt at nyere film i serien, ligger deres hovedvægt på intergalaktiske, storslåede rumslag. "Star Trek: The Motion Picture" fra 1979 rammer formodentlig udtryket: "To boldly go where no one has gone before" bedst, og det er da også en film, som jeg klart vil anbefale, fremfor denne middelmådige produktion.
Derfor bliver den endelige vurdering fra undertegnets hånd, at man her har fingerene i en ganske, almindelig "Star Trek"-film, der ikke kan udråbes som den bedste, men dog ej heller den dårligste. Er man hardcore "trekkie" og elsker man serien ned til den sidste computerknap, så vil man finde tilfredsstillelse i "Nemesis", hører man derimod til på den anden side af floden, så er der ikke meget at komme efter.
"Star Trek"-serien har altid høstet enormt popularitet og er kendt verden rundt for at være i besiddelse af et herorisk, stort antal loyale fans. Jeg anser ikke mig selv som livsbekæftende "trekkie", men må dog indrømme at jeg har fundet flere filmatiseringer ganske underholdende, så det var med optimismen boblende, at jeg satte mig til rette for at fastfryse mit blik på den nyeste i række, nemlig "Star Trek: Nemesis".
Filmen indledes, ganske habilt, med en problemstilling. Den romulanske verden er i oprør, og parterne splittet. Da rådet bliver offer for et attentat, fornemmer man straks at der bliver brug for vores venner ombord på "Enterprise". Imens, et andet sted i universet - en bryllupsceremoni. Endelig skal to af seriens faste medlemmer smede lænkerne, og det kan naturligvis kun være William T. Riker ( Jonathan Frakes ) og Deanna Troi ( Marina Sirtis ). En overdårlig fest er i skue. Den velansette el capitano, Jean-Luc Picard ( Patrick Stewart ) holder en følesesladet tale, og selskabet bliver siden hen præsenteret for et komisk indslag af filmens ( og seriens ) morsome helt, androiden, Data ( Brent Spiner ). Det varer ikke længe, før rumskibet igen skikker ud, denne gang for at aflevere det nygifte par til deres bryllupsrejse. Men den fredsomme tur bliver afbrudt. Føderationen har endnu engang brug for "Enterprise", og beordrer det flyvende instrument til romulanernes hjemverden, da de tilsyneladende vil forhandle en fredsaftale på plads. Samtidigt opfanger skibet et livstegn fra en planet, der tilsyneladende minder i høj grad om det signal, der udstår fra Datas sikringer. Enterprise undersøger det nærmere, og finder en række dele, der sammen udgør en skabninger, der er en slående lighed med fartøjets kunstige mennesker. Kan det virkelig passe at hans skaber har skabt endnu en bror til Data - og denne gang ikke en hævngerig, som det tidligere har vist sig. Naturlivis er det slet ikke tankerne, og snart kan slaget ( både det kamprige, men også taktiske ) begynde. Det viser nemlig at Picards modstander er en skibskaptajn efter hans egen krop og blod - i bogstaveligt ordsprog.
"Star Trek: Nemesis" indfrier forventningerne, når det kommer til en typisk "Star Trek"-filmatisering. Vi har heftige rumkampe, et persongalleri som man kender og føler for, og et problem der truer i allerhøjeste gear. Men disse kendsgerninger er desværre også filmens svaghed. Man har vitterlig set det hele før, og kun få steder, momentvis, i filmen, hæves niveauet lidt.
Historien, udformet af John Logan ( i sammenråd med Brent Spiner & Rick Berman ) er over middel, og virker ganske godt i filmens konstallation. Dog mener jeg at biljagt-scenerne på planeten, hvor de finder Datas "bror", er noget af det mest u-Star Trek-agtige, der nogensinde er blevet vist på det store lærred. Instruktøren har villet vise noget af Picards barnlige legesyghed, der åbenbart går ud på at manøvrere et lavgående terrænkøretøj i højt fart, som følge af et menneskelig tegn. Og det er i høj grad en af værkets hovedtesser. Menneskelighed. Unægteligt virker det at blive så menneskeligt som muligt et plan, der er meget svær at nå. I en scene konfronterer Picard den fjendlige kaptajn, Shinzon ( Tom Hardy ), om det at være et menneske, men den krigeriske Shinzon kan ikke blive det, da han ikke føler hverken kærlighed eller medfølelse. Datas mål har også, igennem hele TV-serien, "Star Trek: The Next Generation"s levetid, været at udvikle sig og blive så menneskelig som mulig. Det er det utopiske i Star Trek-universet, at blive et fredelig væsen, der kan leve i samråd med andre racer udover vores egen klode. Og i "Star Trek: Nemesis" må man sige at Data udfylder dette til stor præcision mod filmens slutning.
Effekt-folkene har gjort deres arbejde, men produktionen er ikke spetakulær på nogen måde. Jeg synes at kunne se "Enterprise" bevæge sig lidt klundret afsted i verdensrummet, og virke lidt primitiv. Charmerende for nogle, afskyelig for andre - jeg sætter en fod i hver cirkel. Og endnu engang tynges en "Star Trek"-film af en mørk og dyster stemming, der ligeledes pyntede "First Contact" - en stemming jeg byder velkommen.
Skuespillet er på det plan som det skal være. Alle kender deres pladser og deres repliker. Og det er den garde, der berigede TV-serien på godt og ondt, der skal trække værket - naturligvis med filmens skurk som den store modpart, i dette tilfælde, Tom Hardy, der glimterer i et par øjeblikke. Bemærk Ron Pearlman og Dina Meyer i et par roller som henholdvis Shinzons vicekonge, og den romulanske kommandør, der iler til "Enterprise" med hjælp. Desuden vil man genkende Kate Mulgrew ( "Voyager"-serien ) som admiral Janeway, der sender "Enterprise" afsted på deres mission, og endelig Whoppi Goldberg og Wil Wheaton som gamle kendige. Der er dertil været en del snak om hvorvidt at denne film er det sidste med TNG-holdet, og det ville jeg ikke se som en ulempe. Jeg synes ikke at denne besætning har samme pondus som den orginale samling var i besiddelse af. Der var et vidunderligt sammenspil imellem William Shatner´s lidt campede overspillende fremtoning, Leonard Nimoys mavesure og logisk sublimitet og DeForest Kelleys brokkende væsen. Det savner jeg i denne videregående serie.
"Nemesis" er instrueret af Stuart Baird, der har været et kendt ansigt som editor på flere skelsættende film, mest bemærkesværdigt er "The Omen" (76) og "Superman" (78). Desuden har han også instrueret efterfølgeren til "The Fugitive" - "U.S. Marshals" fra 1998. Bairds instruktion er dog ikke specielt iøjefaldende.
Dertil vil jeg give komponisten, Jerry Goldsmith, kredit for endnu engang, at skabe en medrivende musikscore, der virkelig fænger fra første minut, og som jeg vil placere iblandt de bedste, når det kommer til afsnit i denne filmserie.
Selvfølgelig kræver denne type film, at man har et vis kendskab til figurerne. Der er en del indforståelser og henvendelser, der vil give lidt mere mening, hvis man har fulgt serien, men således er det stort set tilfældet med alle kapitelerne i "Star Trek"s imponerende verden.
Endnu et kritikpunkt falder mig på hjertet. Den absolutte grund til "Star Trek"s tilblivelse var substanset for at udforske nye verdner og destinationer, derfor er det ærgeligt at nyere film i serien, ligger deres hovedvægt på intergalaktiske, storslåede rumslag. "Star Trek: The Motion Picture" fra 1979 rammer formodentlig udtryket: "To boldly go where no one has gone before" bedst, og det er da også en film, som jeg klart vil anbefale, fremfor denne middelmådige produktion.
Derfor bliver den endelige vurdering fra undertegnets hånd, at man her har fingerene i en ganske, almindelig "Star Trek"-film, der ikke kan udråbes som den bedste, men dog ej heller den dårligste. Er man hardcore "trekkie" og elsker man serien ned til den sidste computerknap, så vil man finde tilfredsstillelse i "Nemesis", hører man derimod til på den anden side af floden, så er der ikke meget at komme efter.
31/08-2003
