Handler det om liv eller tid?

5.0
Jeg vil for en gangs skyld ikke skrive en lang smøre, om alt dét, som jeg finder fremragende i denne unikke, makro-eksistentielle film, der også mere end antyder, at kunstig intelligens (HAL) faktisk er mere "renhjertet" end menneskelig ditto.

Jeg vil derimod angribe den ambitiøse film for at smide sin måske netop største ambition på gulvet i filmens slutning: At illustrere tidsbegrebet på et næsten naturvidenskabeligt plan, hvilket den ellers var godt igang med. (Hvordan) kan forskellige tidspunkter så at sige eksistere samtidigt? (... Jeg må hellere passe lidt på hér, for det er et stykke tid siden, jeg sidst så den!)

I stedet afrundes filmen lidt søgt med en "tunneloplevelse" og en - efter mine begeber - mestendels religiøs skildring af livet fra foster til grav... Og spørgsmålet er, om dét, vi ser, i virkeligheden ikke skal forestille en form for altfavnende gud? Slutningen forekommer mig derfor i det mindste at være et væsentligt stilbrud.

Det ville dog efter min mening være urimeligt yderligere at angribe en så ambitiøs filmproduktion, der ikke mindst qua sin overraskende store publikumssuccés, har haft en enorm betydning for filmmediets anvendelse og anerkendelse som kommunikationsform, hvad enten vi taler fiktion eller nonfiktion.

"Rumrejsen 2001" er i forvejen én af filmhistoriens suverænt mest diskuterede film, så det er vel således overflødigt at tilføje, at det er en film, alle burde se?
Rumrejsen år 2001