Kærlighedens forbrydelse...
3.0
Efter den verdensomspændende kæmpesucces med "Y tu mamá también", er både hovedrolleindehaver, Gael García Bernal og mexikansk film generelt, blevet kørt op i stor stil. Næste skud på stammen er derfor Carlos Carreras filmatisering af Eca De Queirós´kontroversielle roman "O crime do Padre Amaro".
Vi følger den nyordineret præst Amaro ( Gael García Bernal ), der er på vej til hans første tjans i et lille, ugeneret og stærkt troende samfund. På vejen dertil i bus, får vi fremvist et kort glimt af hvor godt et menneske, den unge Amaro er. Transportmidlet bliver udsat for et røveri, og dennes sidekammerat ( en ældre, velmenende mand, der skulle åbne en butik sammen med familien, ved hjælp af en opsparet kontantbeholdning ) får, groft, fravristet alle pengene. Da Amaro er på vej til at forlade køretøjet, overlader han en del af hans pengesum til den gamle mand, i forsikring om at det kan da hjælpe lidt på hele situationen. Her er der ingen tvivl om at den unge fader er et særdeles godt menneske. Han bevæger sig dernæst imod hans kommende arbejdslokalitet, den stort opsatte kirkebygning. På vejen dertil, formår han dog lige at kapre en bold fra en samling, ivrige unge, der ikke vil høre på lærerindens kommandende ord, om at nu må de stoppe deres morskab. Han afhænder bolden til lærerindens unge lærling, den smukke Amelia ( Ana Claudia Talancón ), der straks belønner den pæne fader med et par stirrende øjne. Inde i kirken, knæler Amaro straks for de mægtige statuetter, der pynter dette oplyste rum. Dernæst møder han fader Benito ( Sancho Garcia ), dog først efter at have stiftet bekendsskab med den lokale landsbytosse/sladrekælling, Dionisia ( Luisa Huertas ), der kan få alle englene i Himlen til at holde sig for ørene i foragt for den lille dames skingerende høje, falske sangstemme.
Amaro bliver vist til rette i ydmyge omgivelser, og med et trist blik ser vi ham stå alene tilbage i hans lille værelse. Men roen vil ikke vare længe for den uprøvede Amaro - snart vil historier om konspirationer, en voksende kærlighed til en vis skønmø og jalousi befæste hans hverdag.
"El Crimen del padre Amaro" udråber sig selv til at være en af de mest kontroversielle film, der nogensinde er skabt. Det føler jeg nu ikke helt at den er, selvom den, uden tvivl, behandler et følsomt emne - nemlig om hvorledes Amaro forfører en meget troende ung pige i landsbyen. Dette bliver den mest interessante af de forskellige små fortællinger, som vi finder i en lidt rodet overhængende historie. Desuden får vi præsenteret et andet nedsættende argument imod kirken, i form af dens indblanding med narkohandlere og guerillabevægelser. Filmen starter således med at koncentrere sig om disse uønsket samarbejdspartnere, mikset med et par hist-og-pist referencer til en spirrende romance imellem Amaro og Amelia. Pludselig ændrer værket karakter og slår over i en atypisk fortælling om en kærlighedsromance imellem et ungt elskende par. Naturligvis bliver de ildesete handlinger opdaget af den ældere fader Benito, der dog ikke selv kan sige sig helt fri for sådanne aktiviteter, da han har en affære med Amelias mor, Sanjuanera ( Angélica Aragón ). Det hele ender i et frygtelig drama, hvor Benito kommer døden nær, og må hastes til et hospital i Mexico City ( ved hjælp af hans narkohandlende vennekreds ). Problemerne er ikke slut endnu - Amelia er nemlig gravid. Og hertil viser Amaro de eneste tegn på egoisme og dårlig medmenneskelighed, da han ikke vil have barnet sammen med den unge pige. Han ønsker nemlig kun at tjene Gud. Derfor kommer de frem til, efter et par andre forsøg, at den eneste mulighed må være at bortadoptere deres afkom.
Dette handlingsforløb virker på mig lidt for meget som en dårlig spansk ( eller amerikansk ) sæbeopera. Selvfølgelig er det et seriøst problem, men intrigerne er kørt i stilling som var det sådan en ussel serie, man sad og fulgte med i. Amaro som karakter er også meget svær at komme ind på. Han udviser store følelser for Amelia, men ligeledes drives han også til desperation som følge af hans ambitioner med kirken. Gael García Bernal forsøger at kaste lidt liv i skikkelsen ved hjælp af hans naturlige "good looks", men figuren forbliver handlingslammet og uforståelig. Ana Claudia Talancón er, ligesom førnævnte Bernal, utrolig billedskøn, og derfor må jeg endnu engang henlede tankerne til en produktion på sæbeopera-niveau.
Historien er småbanal, og de små afstikkende retninger fungerer ikke rigtigt. Nu har jeg godtnok ikke læst romanen, men ideen om at kirken er indblandet i narkomiljøet og guerillakrige er uden tvivl opdateret til moderne standard.
"El Crimen del padre Amaro" er dog en flot film at se på. Den er pæn fotograferet, og har også mere at byde på end et amerikansk modstykke.
Til trods for at filmen har en snert af en kontroversielt tilgang og en provokerende kritik af både kirken og samfundets overambitiøse bestanddel, så føler jeg mig fortabt i dens lidt kunstige verden. Værket har desuden også en slutning, der ikke er filmhistoriens sværeste at udregne, og det trækker naturligvis også ned.
"El Crimen del padre Amaro" kan nu sagtens ses for det er. Et indblik i en hyklerisk ordning, hvor kærligheden må vige for andre konservative løsninger. Er man helt bidt af sådanne dramaer, der hovedsagligt henvender sig til det kvindelige køn, så bør man tilbringe et par timer i selskab med fader Amaro og hans trængsler.
Personligt mener jeg at Pier Paolo Pasolini´s "Salò o le 120 giornate di Sodoma" fra 1975, er langt mere provokerende og kontroversiel, og finder man "El Crimen del padre Amaro" anstødelig, så bør man holde sig langt væk fra Pasolini´s meget grumme og grafisk forstyret "mesterværk".
Vi følger den nyordineret præst Amaro ( Gael García Bernal ), der er på vej til hans første tjans i et lille, ugeneret og stærkt troende samfund. På vejen dertil i bus, får vi fremvist et kort glimt af hvor godt et menneske, den unge Amaro er. Transportmidlet bliver udsat for et røveri, og dennes sidekammerat ( en ældre, velmenende mand, der skulle åbne en butik sammen med familien, ved hjælp af en opsparet kontantbeholdning ) får, groft, fravristet alle pengene. Da Amaro er på vej til at forlade køretøjet, overlader han en del af hans pengesum til den gamle mand, i forsikring om at det kan da hjælpe lidt på hele situationen. Her er der ingen tvivl om at den unge fader er et særdeles godt menneske. Han bevæger sig dernæst imod hans kommende arbejdslokalitet, den stort opsatte kirkebygning. På vejen dertil, formår han dog lige at kapre en bold fra en samling, ivrige unge, der ikke vil høre på lærerindens kommandende ord, om at nu må de stoppe deres morskab. Han afhænder bolden til lærerindens unge lærling, den smukke Amelia ( Ana Claudia Talancón ), der straks belønner den pæne fader med et par stirrende øjne. Inde i kirken, knæler Amaro straks for de mægtige statuetter, der pynter dette oplyste rum. Dernæst møder han fader Benito ( Sancho Garcia ), dog først efter at have stiftet bekendsskab med den lokale landsbytosse/sladrekælling, Dionisia ( Luisa Huertas ), der kan få alle englene i Himlen til at holde sig for ørene i foragt for den lille dames skingerende høje, falske sangstemme.
Amaro bliver vist til rette i ydmyge omgivelser, og med et trist blik ser vi ham stå alene tilbage i hans lille værelse. Men roen vil ikke vare længe for den uprøvede Amaro - snart vil historier om konspirationer, en voksende kærlighed til en vis skønmø og jalousi befæste hans hverdag.
"El Crimen del padre Amaro" udråber sig selv til at være en af de mest kontroversielle film, der nogensinde er skabt. Det føler jeg nu ikke helt at den er, selvom den, uden tvivl, behandler et følsomt emne - nemlig om hvorledes Amaro forfører en meget troende ung pige i landsbyen. Dette bliver den mest interessante af de forskellige små fortællinger, som vi finder i en lidt rodet overhængende historie. Desuden får vi præsenteret et andet nedsættende argument imod kirken, i form af dens indblanding med narkohandlere og guerillabevægelser. Filmen starter således med at koncentrere sig om disse uønsket samarbejdspartnere, mikset med et par hist-og-pist referencer til en spirrende romance imellem Amaro og Amelia. Pludselig ændrer værket karakter og slår over i en atypisk fortælling om en kærlighedsromance imellem et ungt elskende par. Naturligvis bliver de ildesete handlinger opdaget af den ældere fader Benito, der dog ikke selv kan sige sig helt fri for sådanne aktiviteter, da han har en affære med Amelias mor, Sanjuanera ( Angélica Aragón ). Det hele ender i et frygtelig drama, hvor Benito kommer døden nær, og må hastes til et hospital i Mexico City ( ved hjælp af hans narkohandlende vennekreds ). Problemerne er ikke slut endnu - Amelia er nemlig gravid. Og hertil viser Amaro de eneste tegn på egoisme og dårlig medmenneskelighed, da han ikke vil have barnet sammen med den unge pige. Han ønsker nemlig kun at tjene Gud. Derfor kommer de frem til, efter et par andre forsøg, at den eneste mulighed må være at bortadoptere deres afkom.
Dette handlingsforløb virker på mig lidt for meget som en dårlig spansk ( eller amerikansk ) sæbeopera. Selvfølgelig er det et seriøst problem, men intrigerne er kørt i stilling som var det sådan en ussel serie, man sad og fulgte med i. Amaro som karakter er også meget svær at komme ind på. Han udviser store følelser for Amelia, men ligeledes drives han også til desperation som følge af hans ambitioner med kirken. Gael García Bernal forsøger at kaste lidt liv i skikkelsen ved hjælp af hans naturlige "good looks", men figuren forbliver handlingslammet og uforståelig. Ana Claudia Talancón er, ligesom førnævnte Bernal, utrolig billedskøn, og derfor må jeg endnu engang henlede tankerne til en produktion på sæbeopera-niveau.
Historien er småbanal, og de små afstikkende retninger fungerer ikke rigtigt. Nu har jeg godtnok ikke læst romanen, men ideen om at kirken er indblandet i narkomiljøet og guerillakrige er uden tvivl opdateret til moderne standard.
"El Crimen del padre Amaro" er dog en flot film at se på. Den er pæn fotograferet, og har også mere at byde på end et amerikansk modstykke.
Til trods for at filmen har en snert af en kontroversielt tilgang og en provokerende kritik af både kirken og samfundets overambitiøse bestanddel, så føler jeg mig fortabt i dens lidt kunstige verden. Værket har desuden også en slutning, der ikke er filmhistoriens sværeste at udregne, og det trækker naturligvis også ned.
"El Crimen del padre Amaro" kan nu sagtens ses for det er. Et indblik i en hyklerisk ordning, hvor kærligheden må vige for andre konservative løsninger. Er man helt bidt af sådanne dramaer, der hovedsagligt henvender sig til det kvindelige køn, så bør man tilbringe et par timer i selskab med fader Amaro og hans trængsler.
Personligt mener jeg at Pier Paolo Pasolini´s "Salò o le 120 giornate di Sodoma" fra 1975, er langt mere provokerende og kontroversiel, og finder man "El Crimen del padre Amaro" anstødelig, så bør man holde sig langt væk fra Pasolini´s meget grumme og grafisk forstyret "mesterværk".
16/09-2003
