Hverdagens suspense
5.0
"La Peau Douce" var en fiasko da den kom frem. I dag er det svært ikke at se den som et af de vigtigste bidrag til den franske ny-bølge - ja, til filmkunsten generelt.
Truffaut har selv udtalt, at det var et problem at den kom efter "Jules og Jim", og indeholdte meget af den samme tematik. Herom har han nok ret, men det sletter jo ikke ved "Silkehud"s umiskendelige kvaliteter.
Det er en utrolig medrivende, og overlegent sikkert fortalt historie om en af verdens mest banale ting, utroskaben. Litteraten Pierre er umærkeligt ved at glide fra sin kone, og som så ofte går det henover hovederne på personerne. Også her, men kun til den dag Pierre under en rejse til Lissabon, møder og indleder et forhold til den unge stewardesse Nicole. Herfra går det kun nedad.
Der findes næppe en filmkritiker, der har været så opmærksom på de små detaljer i filmene, som Truffaut. Og han formåede at få dem med i sine egne film. Hans film er altid fyldt med små vidunderlige visuelle ideer. "Silkehud" er måske den med flest indfald og iagttagelser. Så godt som hver en scene har sit eget poetiske liv, så mange så der ikke er plads til at gengive dem alle, fra scenen med Pierre og hustruen adskilt af lufthavnens vægge, til den smukke - og blufærdige - elskovsscene mellem Pierre og Nicole på et hotelværelse i Lissabon.
Truffaut hylder sine instruktørhelte i stor stil. Hovedpersonen er opkaldt efter ditto´en i Jean Renoirs mesterværk "Spillets regler" - og de to historier er med undtagelse af deres ståsted ikke langt fra hinanden -, Rossellinis neorealisme, og især Hitchcock, som Truffaut på daværende tidspunkt var ved at forberede sin legendariske interview-bog med. Hitchcock påvirkninger er tydelig, fra fallos-scenen, over de to suspense-scener under Pierres foredrag i en fransk flække - især scenen, hvor Pierre desperat skal have smidt en gammel ven af på en gåtur, for at komme hen til sin elskerinde er mesterligt spændende hverdags-suspense. Filmens klimaks med den katastrofale telefonopringing er direkte hentet i Hitchcocks "Dial M for Murder".
Jean Desailly, som ikke kunne fordrage Truffaut, leverer en fremragende indsats som Pierre - og understreger dermed at et dårligt forhold mellem stjerne og instruktør, kan føre til store indsatser (Jesper Klein/Nils Malmros). Francoise Dorleac (Catherine Deneuves, alt for tidligt døde, søster) er indtagende som Nicole, og filmen er generelt velspillet
"Silkehud" er skrevet sammen med Jean-Louis Richard, der var gift med Jeanne Moreau, som Truffaut på et tidspunkt havde en affære med. Så måske er "Silkehud" en noget mere privatsag, end nogle tror. Er det mon tilfældigt, at Pierre er Balzac ekspert som Truffaut ? Og Truffaut drømte jo om at blive forfatter, og var kritiker. Man kan jo også undre sig over, den store opmærksomhed litteraten får ved sin ankomst til Portugal - en ankomst der vel mere ville have egnet sig til... en filminstruktør !
Truffaut har selv udtalt, at det var et problem at den kom efter "Jules og Jim", og indeholdte meget af den samme tematik. Herom har han nok ret, men det sletter jo ikke ved "Silkehud"s umiskendelige kvaliteter.
Det er en utrolig medrivende, og overlegent sikkert fortalt historie om en af verdens mest banale ting, utroskaben. Litteraten Pierre er umærkeligt ved at glide fra sin kone, og som så ofte går det henover hovederne på personerne. Også her, men kun til den dag Pierre under en rejse til Lissabon, møder og indleder et forhold til den unge stewardesse Nicole. Herfra går det kun nedad.
Der findes næppe en filmkritiker, der har været så opmærksom på de små detaljer i filmene, som Truffaut. Og han formåede at få dem med i sine egne film. Hans film er altid fyldt med små vidunderlige visuelle ideer. "Silkehud" er måske den med flest indfald og iagttagelser. Så godt som hver en scene har sit eget poetiske liv, så mange så der ikke er plads til at gengive dem alle, fra scenen med Pierre og hustruen adskilt af lufthavnens vægge, til den smukke - og blufærdige - elskovsscene mellem Pierre og Nicole på et hotelværelse i Lissabon.
Truffaut hylder sine instruktørhelte i stor stil. Hovedpersonen er opkaldt efter ditto´en i Jean Renoirs mesterværk "Spillets regler" - og de to historier er med undtagelse af deres ståsted ikke langt fra hinanden -, Rossellinis neorealisme, og især Hitchcock, som Truffaut på daværende tidspunkt var ved at forberede sin legendariske interview-bog med. Hitchcock påvirkninger er tydelig, fra fallos-scenen, over de to suspense-scener under Pierres foredrag i en fransk flække - især scenen, hvor Pierre desperat skal have smidt en gammel ven af på en gåtur, for at komme hen til sin elskerinde er mesterligt spændende hverdags-suspense. Filmens klimaks med den katastrofale telefonopringing er direkte hentet i Hitchcocks "Dial M for Murder".
Jean Desailly, som ikke kunne fordrage Truffaut, leverer en fremragende indsats som Pierre - og understreger dermed at et dårligt forhold mellem stjerne og instruktør, kan føre til store indsatser (Jesper Klein/Nils Malmros). Francoise Dorleac (Catherine Deneuves, alt for tidligt døde, søster) er indtagende som Nicole, og filmen er generelt velspillet
"Silkehud" er skrevet sammen med Jean-Louis Richard, der var gift med Jeanne Moreau, som Truffaut på et tidspunkt havde en affære med. Så måske er "Silkehud" en noget mere privatsag, end nogle tror. Er det mon tilfældigt, at Pierre er Balzac ekspert som Truffaut ? Og Truffaut drømte jo om at blive forfatter, og var kritiker. Man kan jo også undre sig over, den store opmærksomhed litteraten får ved sin ankomst til Portugal - en ankomst der vel mere ville have egnet sig til... en filminstruktør !
16/09-2003
