Århus by Black and White
5.0
Nils Malmros niende film - og selvfølgelig (!) en klassefilm. Det er imponerende med Malmros -
Han laver ikke mange film, men når han ankommer med en ny, ved man, at han ikke skuffer (måske et privilegium ikke set siden Dreyer). Det gør man heller ikke her.
Trækker man "Barbara" fra, var det 10 år siden, at Malmros kom med en af sine egne Århus-historier. Og det er her han er bedst - hjemme i sit eget mytologiske Århus. Malmros er detaljernes mand, altid med knivskarp præcision. Og professionalismen er øget yderligere i takt med, at intensiteten måske ikke er HELT så markant som i 80´erne.
Der er en kold distance over det meste i "At kende sandheden", som der også er i "Kærlighedens smerte". Men man imponeres altid over Malmros kvaliteter. Og den visuelle poesi er som altid med. Scenen med danselærerinden i silhuet er meget smuk, og "vintage" Malmros.
Og for Malmros kendere er filmen naturligvis endnu en sten i den familie-saga, der startedes med barndoms-trilogien.
Skuespillerne er generelt gode - måske ikke klassiske Malmros-indsatser, men stadig bemærkelsesværdige. Bedst selvfølgelig Jens Albinus store indsats, som Richard Malmros. Søren Østergaard, endnu engang Malmros alter-ego, er ikke videre markant - Dejligt til gengæld at se William Rosenberg tilbage i centrum af dansk film. Og hvorfor bringes Simone Bendix ikke hyppigere i anvendelse ? - Børnenes præstationer (normalt Malmros per exellence), ikke altid skarpe. Derimod er Jan Weinckes fotografering blandt hans bedste
Der kan være noget vel forklarende og selvretfærdigt over "At kende sandheden", men ikke væsentlige anker mod et nyt vitalt Malmros-værk. Stadig den bedste danske instruktør, levende som døde.
Han laver ikke mange film, men når han ankommer med en ny, ved man, at han ikke skuffer (måske et privilegium ikke set siden Dreyer). Det gør man heller ikke her.
Trækker man "Barbara" fra, var det 10 år siden, at Malmros kom med en af sine egne Århus-historier. Og det er her han er bedst - hjemme i sit eget mytologiske Århus. Malmros er detaljernes mand, altid med knivskarp præcision. Og professionalismen er øget yderligere i takt med, at intensiteten måske ikke er HELT så markant som i 80´erne.
Der er en kold distance over det meste i "At kende sandheden", som der også er i "Kærlighedens smerte". Men man imponeres altid over Malmros kvaliteter. Og den visuelle poesi er som altid med. Scenen med danselærerinden i silhuet er meget smuk, og "vintage" Malmros.
Og for Malmros kendere er filmen naturligvis endnu en sten i den familie-saga, der startedes med barndoms-trilogien.
Skuespillerne er generelt gode - måske ikke klassiske Malmros-indsatser, men stadig bemærkelsesværdige. Bedst selvfølgelig Jens Albinus store indsats, som Richard Malmros. Søren Østergaard, endnu engang Malmros alter-ego, er ikke videre markant - Dejligt til gengæld at se William Rosenberg tilbage i centrum af dansk film. Og hvorfor bringes Simone Bendix ikke hyppigere i anvendelse ? - Børnenes præstationer (normalt Malmros per exellence), ikke altid skarpe. Derimod er Jan Weinckes fotografering blandt hans bedste
Der kan være noget vel forklarende og selvretfærdigt over "At kende sandheden", men ikke væsentlige anker mod et nyt vitalt Malmros-værk. Stadig den bedste danske instruktør, levende som døde.
18/09-2003
