Ridehamrende god film

5.0
Jeg må indrømme, at jeg ikke er den store hestefan. Faktisk synes jeg, heste er temmelig dumme. Men "Seabiscuit" er alt andet end dum. Det er en varm og flot film om tre halte skæbner, der mødes over en hest. Og hvor de alle - dyr som mennesker - lærer noget af hinanden.

Javist får den ikke for lidt på violinerne, og det er sjældent set mere forudsigeligt. Men de tre hovedroller spiller himmelsk. Toby Maguire gør det godt som utilpassede, men Shakespeare-citerende jockey. Jeff Bridges er tilbage på banen i sin bedste rolle siden "The Big Lebowski", og Chris Cooper, der brillerede i "American Beauty" og "Adaptation" når endnu engang oscarhøjder for sin storslåede præstation som hestehvisker.

William H. Macy er til gengæld svag som overgearet radio/tv-vært. Han overbeviser ikke, og det er synd. Hans rolle er velskrevet, men han formår ikke at levere varen, som fx John Candy gør det i "Little Shop of Horror".

Piger i hestealderen vil helt sikkert falde i svime over filmen, men vi andre kan også nyde det stilsikre, rørende og vrinskende hit!
Seabiscuit