Scotts triumf
5.0
5½
"Patton" er George C. Scotts film - den er det fra først til sidst. Ligeså lidt som med "Raging Bull" og Robert De Niro, går det at skelne film og hovedrolle-indehaver - Og så kom han endda kun med efter at John Wayne og Robert Michum havde afvist rollen...
Filmen skildrer virkelighedens legendariske General, og gør det på en sober - omend filmagtig måde. Patton skildres ikke så meget som patriot, som krigsbesat galning. Sandheden ligger vel et sted imellem. Hans følelsesliv er ikke særlig beskrevet. Han læser digte (var en dårlig læser og skriver), og tror på reinkarnation. En spirituel tro, man ikke forventer af en mand med hans livsopfattelse. Patton var gift i virkeligheden, hvilket man ikke hører meget om. Til gengæld antyder filmen blufærdigt evt. biseksualitet.
Filmens klassiske seks-minutters indledning er fremragende: En ene talende Scott med Stars and Stripes bag sig, fortællende om krigen: "I wont you to remember. No bastard ever won a war by dying for his country. You won it by making the other dumb bastard die for his country".
Patton er en dybt fascinerende personlighed, og i Scotts skikkelse bliver portrættet ikke mindre interessant. Er han galning eller patriot ? Han elsker sit Amerika, men det er krigen som sådan der drager ham - "I was born to this", som han siger. For ham er livet at være i krig, og hvad skulle han ellers gøre ? Patton døde pudsigt nok kort efter anden verdenskrigs ophør. Han hader kujoner, og elsker tapperhed. En brilliant militær mand, hvis største fjende er ham selv. Han er ikke bange for selv at starte en krig, hvis det er nødvendigt. Han er rebel og autoritær, krigshistoriker og moderne kriger, psykopat og geni i et.
Og Scott levede op til Patton, da han ved Oscar-uddelingen nægtede at tage imod sin statuette. Filmen vandt syv Oscars, og var nomineret til yderligere tre. Og for en af filmens unge forfattere, Francis Ford Coppola, betød det muligheden for at lave sit eget store film-epos: The Godfather.
"I love it, God help me, I do love it. I love it more than my life", siger Patton inden den sidste kamp, hvor han konstaterer, at "al ære er flygtig" - Sådan gik det dog ikke for General Patton, og folkene bag filmen om ham, og det er fortjent.
"Patton" er George C. Scotts film - den er det fra først til sidst. Ligeså lidt som med "Raging Bull" og Robert De Niro, går det at skelne film og hovedrolle-indehaver - Og så kom han endda kun med efter at John Wayne og Robert Michum havde afvist rollen...
Filmen skildrer virkelighedens legendariske General, og gør det på en sober - omend filmagtig måde. Patton skildres ikke så meget som patriot, som krigsbesat galning. Sandheden ligger vel et sted imellem. Hans følelsesliv er ikke særlig beskrevet. Han læser digte (var en dårlig læser og skriver), og tror på reinkarnation. En spirituel tro, man ikke forventer af en mand med hans livsopfattelse. Patton var gift i virkeligheden, hvilket man ikke hører meget om. Til gengæld antyder filmen blufærdigt evt. biseksualitet.
Filmens klassiske seks-minutters indledning er fremragende: En ene talende Scott med Stars and Stripes bag sig, fortællende om krigen: "I wont you to remember. No bastard ever won a war by dying for his country. You won it by making the other dumb bastard die for his country".
Patton er en dybt fascinerende personlighed, og i Scotts skikkelse bliver portrættet ikke mindre interessant. Er han galning eller patriot ? Han elsker sit Amerika, men det er krigen som sådan der drager ham - "I was born to this", som han siger. For ham er livet at være i krig, og hvad skulle han ellers gøre ? Patton døde pudsigt nok kort efter anden verdenskrigs ophør. Han hader kujoner, og elsker tapperhed. En brilliant militær mand, hvis største fjende er ham selv. Han er ikke bange for selv at starte en krig, hvis det er nødvendigt. Han er rebel og autoritær, krigshistoriker og moderne kriger, psykopat og geni i et.
Og Scott levede op til Patton, da han ved Oscar-uddelingen nægtede at tage imod sin statuette. Filmen vandt syv Oscars, og var nomineret til yderligere tre. Og for en af filmens unge forfattere, Francis Ford Coppola, betød det muligheden for at lave sit eget store film-epos: The Godfather.
"I love it, God help me, I do love it. I love it more than my life", siger Patton inden den sidste kamp, hvor han konstaterer, at "al ære er flygtig" - Sådan gik det dog ikke for General Patton, og folkene bag filmen om ham, og det er fortjent.
22/09-2003
