Bondeknoldenes revolverbryllup
4.0
Denne blanding af folkekomedie og grotesk karrikeret skildring af livet som bondeknold og knold-inde (for der er ingen "glansbilleder" i denne film) ved Donau skulle efter sigende være Emir Kusturicas mest letbenede film til dato. Det tror jeg gerne på!
Jeg skal indrømme, at mit kendskab til både sigøjnerlivet og de landlige egne af Jugoslavien (nu Serbien og Montenegro) er helt utilstrækkeligt til at kunne vurdere, hvorledes filmen virker på folk, som KENDER til det.
Men med uden andet kendskab til landet end den rent makrohistoriske havde jeg en fornøjelig - og lad mig bare sige "eksotisk" - filmoplevelse. For sigøjnerlivet omfatter også den noget kulturfremmede begivenhed kaldet "tvangsægteskab", som kan være svært at fatte betydningen af, men som udgør omdrejningspunktet i denne film.
Dét, der hæver filmen og gør den til en seværdig film ud over dén forviklings-komedie, som den først og fremmest er, er først og fremmest dén varme, men langtfra pladderromantiske stemning, som Kusturica fremelsker på trods af det umiddelbart noget traditionelle plot. Havde handlingen udspillet sig i USA, var figurerne blevet benævnt hillbillies. Filmen er fuld af sjove enkeltscener, både skuespilmæssigt og billedmæssigt.
Netop persongalleriet fortjener også lige nogle bemærkninger:
Det smukke unge par, der ikke må få hinanden, hhv. den unge Zare (Florijan Ajdini) og den meget egenrådige Ida (Branka Katic), der gi'r typemæssige associationer til en ung Emma Thompson, er filmens "helte", men ikke i udpræget grad hovedpersoner.
Derudover udfyldes filmens univers af den ekstremt selvglade gangster, Dadan Karambolo(!) (Srdjan Todorovic), der virkelig personificerer inbegrebet af detn lidet flatterende personpredikat "en laps". Overfor ham står Zares ynkelige far, Matko (Bajram Severdzan).
Men bedstefædrene og -mødrene er dog et studium værd for sig:! Dem kan ingen løbe om hjørner med, uanset om de nu er døde eller levende! Især Sabri Sulejman som den gamle, svagtseende, Humphrey Bogart-fikserede Onkel Grga (med munden fuld af guldtænder) ligner noget, der kunne være hentet ud af surrealistiske franske film som "Delicatessen" eller "De Fortabte Børns By".
Til sidst skal filmens musikalske side roses for sin velvalgte blanding af traditionel - og ikke nødvendigvis behagelig - sigøjnermusik med horribel europop, anført af dancetechno-hittet "I'm A Pitbull Terrier"!
Jeg skal indrømme, at mit kendskab til både sigøjnerlivet og de landlige egne af Jugoslavien (nu Serbien og Montenegro) er helt utilstrækkeligt til at kunne vurdere, hvorledes filmen virker på folk, som KENDER til det.
Men med uden andet kendskab til landet end den rent makrohistoriske havde jeg en fornøjelig - og lad mig bare sige "eksotisk" - filmoplevelse. For sigøjnerlivet omfatter også den noget kulturfremmede begivenhed kaldet "tvangsægteskab", som kan være svært at fatte betydningen af, men som udgør omdrejningspunktet i denne film.
Dét, der hæver filmen og gør den til en seværdig film ud over dén forviklings-komedie, som den først og fremmest er, er først og fremmest dén varme, men langtfra pladderromantiske stemning, som Kusturica fremelsker på trods af det umiddelbart noget traditionelle plot. Havde handlingen udspillet sig i USA, var figurerne blevet benævnt hillbillies. Filmen er fuld af sjove enkeltscener, både skuespilmæssigt og billedmæssigt.
Netop persongalleriet fortjener også lige nogle bemærkninger:
Det smukke unge par, der ikke må få hinanden, hhv. den unge Zare (Florijan Ajdini) og den meget egenrådige Ida (Branka Katic), der gi'r typemæssige associationer til en ung Emma Thompson, er filmens "helte", men ikke i udpræget grad hovedpersoner.
Derudover udfyldes filmens univers af den ekstremt selvglade gangster, Dadan Karambolo(!) (Srdjan Todorovic), der virkelig personificerer inbegrebet af detn lidet flatterende personpredikat "en laps". Overfor ham står Zares ynkelige far, Matko (Bajram Severdzan).
Men bedstefædrene og -mødrene er dog et studium værd for sig:! Dem kan ingen løbe om hjørner med, uanset om de nu er døde eller levende! Især Sabri Sulejman som den gamle, svagtseende, Humphrey Bogart-fikserede Onkel Grga (med munden fuld af guldtænder) ligner noget, der kunne være hentet ud af surrealistiske franske film som "Delicatessen" eller "De Fortabte Børns By".
Til sidst skal filmens musikalske side roses for sin velvalgte blanding af traditionel - og ikke nødvendigvis behagelig - sigøjnermusik med horribel europop, anført af dancetechno-hittet "I'm A Pitbull Terrier"!
18/01-2005