kult

En storfilm, der med skadesfryd var ventet af alle kritiker, som en af alletiders største fiaskoer. Endte dog med at blive alletiders største filmsucces, måske en smule ufortjent i forhold til film som Ringenes Herre, med mere.

Filmen er fyldt med kiksede dialoger og metaforer, persontegningen er papklicheer af den værste slags, en forudsigelig handling, osv. osv. Jamen er filmen så hver at se med alle disse mangler? I min verden: JA! På trods af alle de negative ting ved filmen, er den bragende underholdende (dog en smule for lang) og imponerende godt lavet. Jeg har altid beundret og repekteret James Cameron, og det er mig en gåde, at kritikerne troede han kunne fejle. Jeg synes ikke han har lavet en dårlig, eller bare gennemsnitlig film (har dog ikke set hans debutfilm, som skulle være noget tis). Han har så meget sans for, hvad publikum vil have, og man får det hele i Titanic.

Filmen om skibet, der aldrig kunne synke. Vi ved hvordan den ender, men følger ivrigt med. Titanic er blevet kritiseret for dens ugeblade/pige-romantik ved hovedpersonerne. Romancen mellem Jack og Rose er forudsigelig og en smule urealistisk, men er det ikke sådan vi ser på kærligheden? Altså en kærlighed ved første blik, hvor man vil ofre alt og overvinder det hele? James Cameron går lidt over stregen i denne film, men publikum skal gerne have nogle at relatere til, når døden indsætter. Her snyder Cameron os i både hovedrollerne og bipersonerne. De er alle sammen skåret ud i sort og hvidt, her er der ingen gråzone. Leonardo DeCaprio er god som dagen er lang, Billy Zane slår kvinder og er uhyre selvisk, Kate Winslet er ung (en smule naiv) og fanget i en verden, hun ikke har lyst til at være i. Birollerne er de samme, den onde mor, Kathy Bates’ oprør mod tredjeklassen, osv. Vi sluger det hele, fordi vi venter i spænding på sænkningen. Forventningens glæde er den største, og Cameron tirrer os med den næsten halvanden time der går, før skibet synker. Jeg fandt den computeranimerede teori om Titanics fald i starten af filmen specielt genial.

Og når skibet endelig begynder at synke, er man ekstremt overvældet. Lige fra start til slut sidder man med åndenød. James Cameron har lavet noget af det flotteste set på film. Det er malerisk, gribende og ubehageligt, da man føler, man er med. Det stille vand har nok aldrig været så faretruende før.

Skuespillerne gør hvad de kan, men rollerne er som sagt meget klichefyldte. Jeg har altid godt kunne lide Leo, men han bliver desværre dømt af mange på denne film, hvor hans præstation bestemt ikke er den bedste.

Hvad der til gengæld er noget af det bedste i mands minde er musikken. Komponisten James Horner overgår (næsten) sig selv fra Braveheart, og leverer så gribende musik, at man næsten ikke tør tro det. Efter filmen tænker jeg ikke på selve filmen (som er rigtig lækker visuelt, med god kameraføring af Russel Carpenter) men mere musikken. Den trækker filmen op på det højere niveau, som Cameron ikke kan med sin historie. Scene efter scene bliver man grebet, især hvor bandet spiller på dækket mens skibet synker, og der bliver klippet mellem forskellige personer der møder deres død.

James Cameron viser os menneskets onde side, hvor egoistiske vi egentlig er. Folk trækker hinanden uden af bådende under synkningen, trykker hinanden under vandet for at holde sig selv oppe. Man griber sig selv i at spørge: hvordan ville jeg have reageret?

En film mange mennesker ikke kan lide, men som dog fortjener næsten! alt den opmærksomhed, den har fået.