Dødssynd!
3.0
Ideen om at tage en flok helte fra forskellige litterære klassikere og lade dem samarbejde i et stort eventyr i Victoria-tiden er så spændende og interessant, at det næsten grænser til det kriminelle, at instruktøren ikke har fået mere ud af det end det vi ser her.
Jeg har ikke læst Alan Moore's tegneserie, men efter at have set filmen har bestemt tænkt mig at gøre det, for ideen er nærmest genial, og tegneserien kan umuligt være så elendig som filmen.
Det værste er næsten tilføjelsen af Tom Sawyer, der smager meget langt væk af et temmeligt belejligt forsøg på at tækkes det amerikanske publikum. Det er så tydeligt, det nærmest er kvalmende, og filmens slutning bekræfter da også de værste anelser, man måtte have i den retning. Suk! Jeg troede ærligt talt, at Sean Connery holdt sig for god til den slags teatralske og rørstrømske blødsødenhed...
Men der er faktisk andre dele af historien der fungerer. Stuart Townsend gør det faktisk godt som Dorian Grey, og Kaptajn Nemo er meget anderledes end den James Mason kopi man kunne have frygtet.
Den tekniske side af filmen er nok den der fungerer bedst, ikke mindst Nautilus og flere andre af de visuelle effekter er imponerende.
Til gengæld er koriografien helt til hundene. Måske er det bare mig, men selv om jeg ikke har noget mod Dogme-film, så har de vist været en meget uheldig indflydelse på de mere almindelige film. Idag er det næsten som om alle film med Djævelens vold og magt SKAL have mindst en to til tre scener, der er lavet udelukkende med hånd-holdt kamera, eller som blot er så forvirrende, at det virker sådan. Det var meget irriterende, når man helt uventet gjorde det i "Til højre ved den gule hund", men her går det helt galt. Mit råd er at droppe ideen. Peter Jackson kan finde ud af at skabe den slags forvirring bevidst uden at tabe sine film på gulvet, men de fleste andre burde holde sig væk.
Af samme årsag er kamp-sekvenserne forvirrende når de ikke ligefrem er pinlige. Det er f.eks. urkomisk at se Kaptajn Nemo gå til angreb på Fantomets tropper med sit sværd. Vi ved at de alle er iført panser og har automat-våben, men alligevel kan Nemo uden videre hoppe løs på hundredevis af dem i bedste Matrix-stil, mens de arme tropper affyrer tusindvis af skud uden at ramme en hat. Hvordan pokker Fantomet har tænkt sig at opnå verdensherredømmet med sådanne folk er en gåde af dimensioner - selv stormtropper skyder sgu bedre...
Alan Moore's oprindelige ideer bag "League of Extraordinary Gentlemen" er geniale og spændende. Heltene er måske stjålet med arme og ben fra klassikerne, men det er netop det faktum at de alle er uoriginale helte samlet i en gruppe på den måde, der går ideen interssant. Det er et mirakel, at det er lykkedes at få så lidt ud af ideen på det store lærred...
Jeg har ikke læst Alan Moore's tegneserie, men efter at have set filmen har bestemt tænkt mig at gøre det, for ideen er nærmest genial, og tegneserien kan umuligt være så elendig som filmen.
Det værste er næsten tilføjelsen af Tom Sawyer, der smager meget langt væk af et temmeligt belejligt forsøg på at tækkes det amerikanske publikum. Det er så tydeligt, det nærmest er kvalmende, og filmens slutning bekræfter da også de værste anelser, man måtte have i den retning. Suk! Jeg troede ærligt talt, at Sean Connery holdt sig for god til den slags teatralske og rørstrømske blødsødenhed...
Men der er faktisk andre dele af historien der fungerer. Stuart Townsend gør det faktisk godt som Dorian Grey, og Kaptajn Nemo er meget anderledes end den James Mason kopi man kunne have frygtet.
Den tekniske side af filmen er nok den der fungerer bedst, ikke mindst Nautilus og flere andre af de visuelle effekter er imponerende.
Til gengæld er koriografien helt til hundene. Måske er det bare mig, men selv om jeg ikke har noget mod Dogme-film, så har de vist været en meget uheldig indflydelse på de mere almindelige film. Idag er det næsten som om alle film med Djævelens vold og magt SKAL have mindst en to til tre scener, der er lavet udelukkende med hånd-holdt kamera, eller som blot er så forvirrende, at det virker sådan. Det var meget irriterende, når man helt uventet gjorde det i "Til højre ved den gule hund", men her går det helt galt. Mit råd er at droppe ideen. Peter Jackson kan finde ud af at skabe den slags forvirring bevidst uden at tabe sine film på gulvet, men de fleste andre burde holde sig væk.
Af samme årsag er kamp-sekvenserne forvirrende når de ikke ligefrem er pinlige. Det er f.eks. urkomisk at se Kaptajn Nemo gå til angreb på Fantomets tropper med sit sværd. Vi ved at de alle er iført panser og har automat-våben, men alligevel kan Nemo uden videre hoppe løs på hundredevis af dem i bedste Matrix-stil, mens de arme tropper affyrer tusindvis af skud uden at ramme en hat. Hvordan pokker Fantomet har tænkt sig at opnå verdensherredømmet med sådanne folk er en gåde af dimensioner - selv stormtropper skyder sgu bedre...
Alan Moore's oprindelige ideer bag "League of Extraordinary Gentlemen" er geniale og spændende. Heltene er måske stjålet med arme og ben fra klassikerne, men det er netop det faktum at de alle er uoriginale helte samlet i en gruppe på den måde, der går ideen interssant. Det er et mirakel, at det er lykkedes at få så lidt ud af ideen på det store lærred...
28/09-2003
