På Grænsen Til Det Ukendte
4.0
Psykolog (Clooney) sendes til rumstation for at tilse besætningen, men begynder at se ting, der får ham til at tvivle på sin egen tro.
Ud af Stanislaw Lem’s berømte roman (som jeg indrømmet ikke har læst) har Soderbergh lavet en stille og eftertænksom smuk sci-fic film, uden bulder og brag og uden vilde effekter, selv om dem der er, da er fint lavet, den foregår jo trods alt i rummet.
Handlingen er tungsindig og skrider kun langsomt frem, og indrømmet indimellem lidt for langsomt. Men da det er en eksistentiel film lavet for at fremkalde filosofiske tanker om religion, sjæleliv og livet som helhed, er det vel måden at gøre det på i en sci-fic film (Kubrick gjorde jo det samme med “2001”). Langt hen af vejen lykkes det også filmen elegant at få os til at tænke over, hvad livet er for en størrelse, hvad gemmer der sig bag det og den slags ting, selv om jeg indrømmer at jeg hen mod slutningen begyndte at føle at filmen ikke gik nok i dybden med sine emner og begyndte at minde om en form for diminutivfilosofisk tænkning, uden at jeg kan forklare hvorfor. Men det er stadig en film der kalder tanker frem og det gør den, set i sin helhed, egentlig ganske pænt.
På skuespillersiden må jeg sige, at det er flot at Clooney, med hans stjernestatus ikke bare vælger at medvirke i den ene blockbuster efter den anden, men både tør og vil bidrage til de mere smalle film som den her, der ikke har den store kommercielle appel, og han gør det faktisk ganske godt. I birollerne er spillet svingende, men værst er Jeremy Davies, der er forfærdelig overspillende i hans rolle som en irriterende typisk alternativ personlighed. Han gør det efter min mening absolut så utroværdigt og dårligt som det kan gøres, jeg fandt ham uudholdelig.
På billedsiden er filmen gennemført, i en kold og uglamourøs stil, som jeg vil kalde typisk Soderbergh, selv om det er set at han har brugt andre udtryksformer i nogle af sine film.
Underlægningsmusikken af Cliff Martinez, der har leveret den side til flere af Soderberghs film, understøtter fint den stille fortalte handling, men er indimellem enerverende at lytte til, sikkert helt bevidst.
“Solaris” har været indspillet før i en russisk 1972 version instrueret af Andrei Tarkovsky, og selv om den version regnes for bedre end den amerikanske her, som sikkert aldrig opnår hverken klassiker eller kultstatus, så vil jeg alligevel tillade mig at anbefale at se den her amerikaniseret version også. Den er ikke som mange måske vil være bange for, den er ikke lavet i en typisk kommerciel Hollywoodstil. Den er anderledes og man får ikke hvad man forventer, så for dem med interesse for stoffet, se den, også selv om den ikke er et mesterværk.
Ud af Stanislaw Lem’s berømte roman (som jeg indrømmet ikke har læst) har Soderbergh lavet en stille og eftertænksom smuk sci-fic film, uden bulder og brag og uden vilde effekter, selv om dem der er, da er fint lavet, den foregår jo trods alt i rummet.
Handlingen er tungsindig og skrider kun langsomt frem, og indrømmet indimellem lidt for langsomt. Men da det er en eksistentiel film lavet for at fremkalde filosofiske tanker om religion, sjæleliv og livet som helhed, er det vel måden at gøre det på i en sci-fic film (Kubrick gjorde jo det samme med “2001”). Langt hen af vejen lykkes det også filmen elegant at få os til at tænke over, hvad livet er for en størrelse, hvad gemmer der sig bag det og den slags ting, selv om jeg indrømmer at jeg hen mod slutningen begyndte at føle at filmen ikke gik nok i dybden med sine emner og begyndte at minde om en form for diminutivfilosofisk tænkning, uden at jeg kan forklare hvorfor. Men det er stadig en film der kalder tanker frem og det gør den, set i sin helhed, egentlig ganske pænt.
På skuespillersiden må jeg sige, at det er flot at Clooney, med hans stjernestatus ikke bare vælger at medvirke i den ene blockbuster efter den anden, men både tør og vil bidrage til de mere smalle film som den her, der ikke har den store kommercielle appel, og han gør det faktisk ganske godt. I birollerne er spillet svingende, men værst er Jeremy Davies, der er forfærdelig overspillende i hans rolle som en irriterende typisk alternativ personlighed. Han gør det efter min mening absolut så utroværdigt og dårligt som det kan gøres, jeg fandt ham uudholdelig.
På billedsiden er filmen gennemført, i en kold og uglamourøs stil, som jeg vil kalde typisk Soderbergh, selv om det er set at han har brugt andre udtryksformer i nogle af sine film.
Underlægningsmusikken af Cliff Martinez, der har leveret den side til flere af Soderberghs film, understøtter fint den stille fortalte handling, men er indimellem enerverende at lytte til, sikkert helt bevidst.
“Solaris” har været indspillet før i en russisk 1972 version instrueret af Andrei Tarkovsky, og selv om den version regnes for bedre end den amerikanske her, som sikkert aldrig opnår hverken klassiker eller kultstatus, så vil jeg alligevel tillade mig at anbefale at se den her amerikaniseret version også. Den er ikke som mange måske vil være bange for, den er ikke lavet i en typisk kommerciel Hollywoodstil. Den er anderledes og man får ikke hvad man forventer, så for dem med interesse for stoffet, se den, også selv om den ikke er et mesterværk.
28/09-2003
