Dommen falder til middag

6.0
En af de første westerns der blev taget alvorligt - "The first adult western", som den blev kaldt. Og den holder sig stadig frisk - Gary Cooper var en mand, hvis karriere var på retur, da han fik denne rolle, som han for altid skulle blive husket for.

På sin bryllupsdag med kvækeren Amy, får den afgående sherif Kane, en chokerende nyhed: Frank Miller, som han i sin tid satte i fængsel, er løsladt. Og står sammen med sin bande ved den nærmeste station, og venter på det tog, der skal bringe dem ind til den hævn, som de har længtes efter.

Her kunne Kane, hvis han havde været som folk er flest, have taget sit gode tøj, og sin unge kone, på den bryllupsrejse han var på vej til. Men Kane vil ikke svigte sin by; Men vil byen svigte ham ? - Kane tror på at han kan få folk med sig, men en efter en falder de fra, alle med deres egne undskyldninger, og desperationen tager til -
Her kunne Kane igen have smuttet, men han vil stadig stå ved sin bys side - om det så skal koste ham livet.

Midt imellem denne historie, sættes et trekantsdrama mellem Kane, hans kone, og hans gamle elskerinde ind. Da banden ankommer må Kane sande, at han er nødt til at arbejde på Det Vilde Vestens præmisser - men han får alligevel hjælp fra en overraskende kant...

Howard Hawks og John Wayne, vendte sig skarpt mod 'High Noon's moral; at se en sherif be` om folks hjælp var for dem utænkeligt, og de lavede siden 'Rio Bravo' som modsvar. Her er Wayne sheriffen, der uden at kny påtager sig sin skæbne, fordi det er HANS job. Og dermed følger hans trofaste venner ham.

'High Noon', blev også set på med politiske øje, da både producenten Kramer og forfatteren Carl Foreman tilhørte den venstrefløj, som McCarthy jagtede. Foreman måtte gå i eksil efter denne film.

Efter de første uofficielle visninger af filmen, var der ikke meget der tydede på, at filmen skulle blive en kæmpe-succes. Den bestod primært af et utal af nærbilleder, af den næsten debuterende Grace Kelly. Efter en omklipning var filmen klar til præsentation: Og filmen hev ikke færre end fem Oscars hjem - bl.a. til Gary Cooper, og for den idag klassiske sang 'Do Not Forsake Me, Oh My Darlin' - og var nomineret til yderligere tre.

Som sagt var det Gary Coopers store comeback, og Grace Kellys første store film (efter debuten i 'Fourteen Hours'); allerede med udpræget "star quality", guddommelig smuk, og velspillende - Og udenfor scenen kastede hun sin kærlighed på Cooper, hvilket blev gengældt: Den første af mange romancer mellem den senere Fyrstinde og hendes medspillere.

Men filmen er Gary Coopers: en formidabel "tour de force", for den karismatiske "all american hero". Læg også mærke til Thomas Mitchell, Katy Jurado, og en Lloyd Bridges (længe inden 'Hot Shots!').

Den begavede brug af "real-time", lægger yderligere kvaliteter til i den formidable spændingsopbygning.

'High Noon' er sammen med nogle af Howard Hawks´, og til dels Sergio Leones film, de eneste seriøse udfordrere af John Fords western-imperie: Et hovedværk i amerikansk film, er hvad det er.

P.S.: Det er lidt pudsigt, at filmen i de fleste lande - herunder Danmark - har titlen 'Sheriffen'. En god titel, men næppe med den tilsigtede originale intention. Men det er formentlig kun på engelsk at originaltitlen holder.
Sheriffen