Tarantino - nu uden historie
6.0
Kan du lide farven rød? Hvis ikke, så bør du i dén grad holde dig fra Kill Bill, der byder på flere sprøjtende væsker end i nogen anden Tarantino-film. Filmen lægger ud med at proklamere, at den er optaget i "Shaw Scope", og derefter får vi smækket et smukt citat i hovedet - fra Star Trek! Så er den postmodernistiske tone ligesom slået fast.
Tarantino skifter stil og udtryk i én uendelig køre, som om han aldrig har bestilt andet - og det har han vel egentlig heller ikke. Mest spændt var jeg på anime-sekvensen, som potentielt var i fare for at stikke FOR meget ud. Men den passer efter min mening fremragende ind.
Musikken er et kapitel for sig selv. Tarantino er mester i brugen af kontrapunktisk musik - musik der i virkeligheden kontrasterer billederne. Eller som supplerer perfekt, som når der indledes med Nancy Sinatras "Bang Bang My Baby Shot Me Down). Tarantino bruger musik, der i virkeligheden er lidt kikset, men som sammen med billederne danner et cool, kitchet konglomerat. Han balancerer på et sværdblad, når han smider George Zamfir og hans enerverende panfløjter ind som et af de gennemgående temaer. Men kan nogen slippe af sted med det, så er det Tarantino.
Historie er der ikke meget af, og det gør det ikke bedre, at filmen er delt op i to. Jeg ville langt hellere have set den i én køre, men jeg forstår udmærket Miramax og Tarantinos beslutning. Alternativet med at skære filmen ned ville være værre.
Tarantino kender sine asiatiske klassikere, og han fanger meget godt de definerende stiltræk og bruger dem på sin egen måde. Han burde dog have lært mere af sine forgængere, hvad angår lange fullbody-klip. Den typiske tætte, hurtige amerikanske klipning har aldrig gjort kungfu bedre, og det er heller ikke tilfældet her.
Heldigvis (og naturligvis) har han fået Yuen Wo-ping med på holdet som kampkoreograf, der dog ikke leverer en af sine bedste præstationer. Hans wire-fu falder lidt til jorden til tider, men selv en uoplagt Wo-ping er stadig ti gange bedre end de amerikanske kolleger.
Der tales japansk i store dele af filmen, og da udgaven, jeg så, var uden undertekster, blev jeg flere gange sat af. Jeg går stærkt ud fra, at den danske version får tekster på. Ikke fordi man ikke kan regne ud, hvad der tales om, men fordi følelsen af at gå glip af noget alligevel trænger sig på.
"Kill Bill" byder på et sandt overflødigshorn af referencer, og her er Tarantino på absolut hjemmebane. Specielt Bruce Lees produktioner har smittet af på filmen, men også de gamle Shaw-brødre må finde sig i at blive rippet.
Alt i alt en fascinerende film, hvor Tarantinos ekstravagante brug af filmmediet opvejer manglen på egentligt indhold.
Tarantino skifter stil og udtryk i én uendelig køre, som om han aldrig har bestilt andet - og det har han vel egentlig heller ikke. Mest spændt var jeg på anime-sekvensen, som potentielt var i fare for at stikke FOR meget ud. Men den passer efter min mening fremragende ind.
Musikken er et kapitel for sig selv. Tarantino er mester i brugen af kontrapunktisk musik - musik der i virkeligheden kontrasterer billederne. Eller som supplerer perfekt, som når der indledes med Nancy Sinatras "Bang Bang My Baby Shot Me Down). Tarantino bruger musik, der i virkeligheden er lidt kikset, men som sammen med billederne danner et cool, kitchet konglomerat. Han balancerer på et sværdblad, når han smider George Zamfir og hans enerverende panfløjter ind som et af de gennemgående temaer. Men kan nogen slippe af sted med det, så er det Tarantino.
Historie er der ikke meget af, og det gør det ikke bedre, at filmen er delt op i to. Jeg ville langt hellere have set den i én køre, men jeg forstår udmærket Miramax og Tarantinos beslutning. Alternativet med at skære filmen ned ville være værre.
Tarantino kender sine asiatiske klassikere, og han fanger meget godt de definerende stiltræk og bruger dem på sin egen måde. Han burde dog have lært mere af sine forgængere, hvad angår lange fullbody-klip. Den typiske tætte, hurtige amerikanske klipning har aldrig gjort kungfu bedre, og det er heller ikke tilfældet her.
Heldigvis (og naturligvis) har han fået Yuen Wo-ping med på holdet som kampkoreograf, der dog ikke leverer en af sine bedste præstationer. Hans wire-fu falder lidt til jorden til tider, men selv en uoplagt Wo-ping er stadig ti gange bedre end de amerikanske kolleger.
Der tales japansk i store dele af filmen, og da udgaven, jeg så, var uden undertekster, blev jeg flere gange sat af. Jeg går stærkt ud fra, at den danske version får tekster på. Ikke fordi man ikke kan regne ud, hvad der tales om, men fordi følelsen af at gå glip af noget alligevel trænger sig på.
"Kill Bill" byder på et sandt overflødigshorn af referencer, og her er Tarantino på absolut hjemmebane. Specielt Bruce Lees produktioner har smittet af på filmen, men også de gamle Shaw-brødre må finde sig i at blive rippet.
Alt i alt en fascinerende film, hvor Tarantinos ekstravagante brug af filmmediet opvejer manglen på egentligt indhold.
09/10-2003
