Kærlighed a la Freud
5.0
"Det var bare endnu en menneskejagt, pakket ind i psykoanalyse"; sådan sagde Hitchcock selv om 'Spellbound', hvortil man kan svare "Gu´ er det ej !" - Det er først og fremmest en kærlighedshistorie, og en smuk af slagsen; Især p.g.a. en underdejlig Ingrid Bergman.
Det er altså i kærlighedsscenerne at 'Spellbound' bliver til noget særligt; da Bergman lægger sine vidunderlige øjne på Gregory Peck er det kærlighed ved første blik. Og i en scene, hvor de kysser, åbner dørene sig en efter en - som kærlighedens blomst, der folder sig ud. Det er mageløst smukt.
Man kan godt have rimelige anker mod filmens noget skematiske freudianske stil; man kan også i længden finder det trættende at høre om. Men kærlighedshistorien, og filmens elementære spænding løfter den op på et specielt niveau. Hitchcock, der ofte filmede den "samme" film to gange, lavede med 'Marnie' en meget tilsvarende film, men her med den erfarnes mesterskab.
Og 'Spellbound' bærer præg at være lavet hos David O. Selznick, og på hans opfordring, da han gik til psykoanalyse. Næsten alle Hitchcocks film er oplagte objekter for psykoanalytisk stof. Men det går bedst, når det ikke i sig selv er målet.
Det er Gregory Pecks anden film, og hans ellers sædvanligvis udtryksløse udstråling bruges her til hans fordel - det er en god præstation. Med tungen i kinden har Hitchcock gjort Michael Checkov, til en ganske morsom parodi på Freud, ved at lade ham både se ud og lyde som drømmetyderen.
Udover den smukke kærlighedsscene - og en masse god suspense - er der især tre højdepunkter i filmen: På en togrejse, får man et regulært chok, da toget hyler (hvilket giver mening, når man ser filmen); Salvator Dalis drømmesekvenser er spændende; og filmens finale, der får en twist af "menage a trois", da den virkelige morder - som vi ved - har haft et "crush" på Bergman. I stedet for at skyde hende, da hun har løst gåden, vender han revolveren mod sig selv og kameraet - og skyder dermed tilskueren !
'Spellbound' troldbinder ikke hundrede procent - men det er tæt på.
Det er altså i kærlighedsscenerne at 'Spellbound' bliver til noget særligt; da Bergman lægger sine vidunderlige øjne på Gregory Peck er det kærlighed ved første blik. Og i en scene, hvor de kysser, åbner dørene sig en efter en - som kærlighedens blomst, der folder sig ud. Det er mageløst smukt.
Man kan godt have rimelige anker mod filmens noget skematiske freudianske stil; man kan også i længden finder det trættende at høre om. Men kærlighedshistorien, og filmens elementære spænding løfter den op på et specielt niveau. Hitchcock, der ofte filmede den "samme" film to gange, lavede med 'Marnie' en meget tilsvarende film, men her med den erfarnes mesterskab.
Og 'Spellbound' bærer præg at være lavet hos David O. Selznick, og på hans opfordring, da han gik til psykoanalyse. Næsten alle Hitchcocks film er oplagte objekter for psykoanalytisk stof. Men det går bedst, når det ikke i sig selv er målet.
Det er Gregory Pecks anden film, og hans ellers sædvanligvis udtryksløse udstråling bruges her til hans fordel - det er en god præstation. Med tungen i kinden har Hitchcock gjort Michael Checkov, til en ganske morsom parodi på Freud, ved at lade ham både se ud og lyde som drømmetyderen.
Udover den smukke kærlighedsscene - og en masse god suspense - er der især tre højdepunkter i filmen: På en togrejse, får man et regulært chok, da toget hyler (hvilket giver mening, når man ser filmen); Salvator Dalis drømmesekvenser er spændende; og filmens finale, der får en twist af "menage a trois", da den virkelige morder - som vi ved - har haft et "crush" på Bergman. I stedet for at skyde hende, da hun har løst gåden, vender han revolveren mod sig selv og kameraet - og skyder dermed tilskueren !
'Spellbound' troldbinder ikke hundrede procent - men det er tæt på.
14/10-2003
