For Let I Tonen

Dørmanden Svend (Coster-Waldau) lider af sygelig jalousi overfor sin kæreste (Hjejle), mens han samtidig desperat prøver at få livet til at køre for sine fraskilte forældre (Oscarsson, Angela), som begge er besynderlige personligheder.

Typisk solidt dansk drama (og i sidste ende en kærlighedsfilm), her bygget på en sandfærdig begivenhed, uden at alt er sandt.

I realiteten er her tale om en tragedie om socialt belastede familier og de følger det kan have, men historien er ofte lidt for let i tonen, trods alvoren som er der, til at man måske helt opfatter hvor uhyggeligt og smerteligt det her egentlig er, og hvor ynkelige mennesker som det er synd for, filmen omhandler. Det trækker hos mig ned på et ellers godt sammenskruet drama, med yderst velspillende skuespillere i alle roller (selv om Waldau ser mig noget karikaturagtig ud), særligt Oscarsson er god.

Men kan man lide at se film om ægte mennesker der er født i skyggesiden og bliver der, mens de kæmper for at skabe sig en tålelig tilværelse med de midler de har, så er den alligevel ikke helt tosset, og derfor vil jeg anbefale den.

Læg også mærke til de mange flotte billeder, med en god lyssætning filmen har.