Intet Varer Evigt
5.0
Batman (Kilmer) kæmper denne gang mod “Two- Face” (Jones) og The Riddler” (Carrey), som begge vil have slå ham ihjel og samtidig har opfundet en maskine der kan dræne al hjernekraft ud af Gotham Citys borgere.
Kilmer har overtaget rollen som Bruce Wayne/Batman efter Michael Keaton og desværre må man sige, for han når ikke Keaton til sokkeholderne i den her rolle, som Keaton gjorde totalt (og overraskende?) til hans egen. Men Kilmer gør det isoleret set heller ikke specielt godt, selv om han sikkert prøver alt han har lært.
Til gengæld er filmen en sand stjerneparade i anerkendte skuespillere, og her skal Jones, der ser ud til at more sig, og Carrey roses i rollen som superskurke, for at gøre det godt, de stjæler det meste af filmen. Carrey overspiller selvfølgelig helt ud i det unaturlige, men det ligger i rollen, som han passer godt til.
Også unge O’Donnell er velvalgt til rollen som Batmans nye sidekick Robin, som han får optimalt ud af. Til gengæld kæmper Kidman i rollen som psykolog, der har en svaghed for Batman (eller er det hans bil?), med den hidtil svageste større kvinderolle i de første tre Batman-film. Kidman er sexet og smuk at se på, men hendes rolle virker tynd og til tider direkte latterlig. Ikke fordi man kan forvente at få dybe psykologiske udtalelser i sådanne film her, men de replikker Kidman må arbejde med virker med få undtagelser, pinlige og som lommepsykologi af værste slags. Jeg tvivler ikke på at Kidman med det store talent hun har, ville kunne spille en overbevisende psykolog, men her er hun helt klart et populistisk valg der først og fremmest skal se godt ud, være fræk og fungere som romantisk interesse for Kilmer. Den side kan hun, men hendes rolle burde alligevel have været skrevet bedre.
Selve filmen virker mindre alvorlig og mindre kunstnerisk ambitiøs end de forrige to og det er lidt synd, men den er tilgengæld langt den mest direkte underholdene af de første tre film. De to første haltede lidt på actionsiden, som virkede mere stiv og langsommelig, og her fejler tredje film ikke. Der er fuld tryk på og massere af dybt underholdende situationer i en historie som måske ikke er videre original, men hænger godt sammen.
Så selv om instruktør Schumacher ikke er en visionær billedmager som Tim Burton, der er langt mere original, så har han alligevel formået at lave en morsomt underholdende og actionrig efterfølger der klarer sig fint i selvskabet med Burtons mere dystre eventyr. Men det skal indrømmes at Burtons to første film med årene sikkert vil holde bedre, da de på billedsiden og i design er mere tidløse og mindre poppet end “Batman Forever”, og Burtons film virker også en anelse dybere, uden at være psykologiske mesterværker vel at mærke.
Men “Batman Forever” er ellers en rigtig vellykket action- og superheltefilm for sin tid. Den har sine fejl og mangler, så fem stjerner kan virke som om det er lige i overkanten, men ikke desto mindre er det det den får.
Efterfølges af “Batman And Robin”.
Kilmer har overtaget rollen som Bruce Wayne/Batman efter Michael Keaton og desværre må man sige, for han når ikke Keaton til sokkeholderne i den her rolle, som Keaton gjorde totalt (og overraskende?) til hans egen. Men Kilmer gør det isoleret set heller ikke specielt godt, selv om han sikkert prøver alt han har lært.
Til gengæld er filmen en sand stjerneparade i anerkendte skuespillere, og her skal Jones, der ser ud til at more sig, og Carrey roses i rollen som superskurke, for at gøre det godt, de stjæler det meste af filmen. Carrey overspiller selvfølgelig helt ud i det unaturlige, men det ligger i rollen, som han passer godt til.
Også unge O’Donnell er velvalgt til rollen som Batmans nye sidekick Robin, som han får optimalt ud af. Til gengæld kæmper Kidman i rollen som psykolog, der har en svaghed for Batman (eller er det hans bil?), med den hidtil svageste større kvinderolle i de første tre Batman-film. Kidman er sexet og smuk at se på, men hendes rolle virker tynd og til tider direkte latterlig. Ikke fordi man kan forvente at få dybe psykologiske udtalelser i sådanne film her, men de replikker Kidman må arbejde med virker med få undtagelser, pinlige og som lommepsykologi af værste slags. Jeg tvivler ikke på at Kidman med det store talent hun har, ville kunne spille en overbevisende psykolog, men her er hun helt klart et populistisk valg der først og fremmest skal se godt ud, være fræk og fungere som romantisk interesse for Kilmer. Den side kan hun, men hendes rolle burde alligevel have været skrevet bedre.
Selve filmen virker mindre alvorlig og mindre kunstnerisk ambitiøs end de forrige to og det er lidt synd, men den er tilgengæld langt den mest direkte underholdene af de første tre film. De to første haltede lidt på actionsiden, som virkede mere stiv og langsommelig, og her fejler tredje film ikke. Der er fuld tryk på og massere af dybt underholdende situationer i en historie som måske ikke er videre original, men hænger godt sammen.
Så selv om instruktør Schumacher ikke er en visionær billedmager som Tim Burton, der er langt mere original, så har han alligevel formået at lave en morsomt underholdende og actionrig efterfølger der klarer sig fint i selvskabet med Burtons mere dystre eventyr. Men det skal indrømmes at Burtons to første film med årene sikkert vil holde bedre, da de på billedsiden og i design er mere tidløse og mindre poppet end “Batman Forever”, og Burtons film virker også en anelse dybere, uden at være psykologiske mesterværker vel at mærke.
Men “Batman Forever” er ellers en rigtig vellykket action- og superheltefilm for sin tid. Den har sine fejl og mangler, så fem stjerner kan virke som om det er lige i overkanten, men ikke desto mindre er det det den får.
Efterfølges af “Batman And Robin”.
17/10-2003
