Dansk Fuser

2.0
Unge Egon Olsen (Leth) bliver adopteret af en rig familie, som viser sig at ville bruge ham til forsøgskanin i en bemandet rumraket. Det har han ikke tænkt sig at lægge krop til, men han vil gerne have fat i de penge som er betalt for ham.

Ikke alle de oprindelige Olsen-Bande film var lige vellykket, men langt de fleste af dem fungerede godt som morsom folkekomedie for hele familien.

Den her nye version med banden som børn, den er kun for børn og jeg skal gerne indrømme, at jeg kedede mig bravt under det meste af filmen, der indimellem også blev mig en anelse for påtrængende for at virke smart og frisk, uden rigtigt at være det.

Nuvel, det er for børn og de fleste af den størrelse vil sikkert more sig fint, som sådan fungerer den vel okay, selv om jeg har set bedre på den konto også. Personligt sagde den mig intet, jeg blev dårligt nok sentimental over at se mine barndomsheltes fortid, for det havde i det mindste været noget.

Nu skal jeg selvfølgelig ikke lyde for mavesur og kritisk, den har enkelte opfindsomme indslag, men igen er de mere henvendt til børn end til barnlige sjæle som jeg selv. Så en vel jævn børnefilm, som ikke burde sige de fleste voksne mennesker meget.

På skuespillersiden er der ikke noget at råbe hurra for, der spilles ikke overbevisende af hverken børn eller voksne.
Olsen-banden Junior