Lovløst land

5½ - John Fords yndlings-historie var, hvordan han som ung havde mødt - og blevet ven med - Wyatt Earp. Det er aldrig rigtigt konfirmeret, hvor meget sandhed der ligger i Fords ord, andet end at han nok mødte ham. Men ligegyldigt hvad, så synes det logisk, at den største western-instruktør filmer den største western-myte: Wyatt Earps møde med Tombstone.

Wyatt Earp og hans brødre er på vej gennem landet for at drive kvæg. De gør et skæbnesvangert holdt udenfor Tomstone, hvor de møder den lokale familie-bande, og fra det øjeblik ved alle, hvad der vil ske.

Earp tager til byen med to af de tre brødre, og under et besøg hos barberen bliver stedet raseret. "What kind of town is this anyway ? Excuse me ma´am. A man can´t get a shave, without gettin` his head blowed off". Skæbnen indfanger Earp, han må igen træde til. Og da han opdager, at hans kvæg er stjålet og hans bror dræbt, beslutter han sig for at blive i Tomstone - som sherif.

Den store forskel på John Fords og Howard Hawks´ westerns er Ford-filmenes sociale resonnans, kontra Hawks-filmenes mere personligt kristent motiverede film. 'My Darling Clementine' kan ses i direkte forlængning af Fords Steinbeck-filmatisering 'Vredens Druer'.

Earp lærer hurtigt byen at kende, og til trods for - eller i kraft af - modsætningerne opstår en overraskende respekt mellem gambleren Doc Holliday og Earp. Holliday er nok en hård og suspekt person, men hans største fjende er ham selv, og den tuberkulose, der inden længe vil dræbe ham.

Til byen ankommer den yndige Clementine. Hun vil have Holliday med sig tilbage, men Earp forelsker sig samtidig i hende. Holliday fortrænger sin lyst til Clementine, pga. sin sygdom (som han aldrig nævner for nogen), og går istedet mod byens letlevende dame, der nok er blakket på overfladen, men hvis indre er ganske rent.

Earp mistænker, pga. nogle omstændigheder, Doc for mordet på hans bror. Men den letlevende dame ofrer sig for Doc, som Jesus for os, og giver koden til opklaringen. Hun skydes, og det giver Doc mulighed for at vende tilbage som Dr. Holliday, men det går galt. Og nu venter vendettaen forude.

Filmen er humoristisk rørende, ikke mindst i en scene, hvor Wyatt spørger en bartender: "Did ya ever fall in love, Mac ?" - hvortil svarer falder: "Nooo I´m just a bartender". Og scenen, hvor Wyatt efter et besøg hos barberen (der har givet ham noget deodorant med blomster-duft), først møder sine brødre, der kommenterer lugten af ørkenblomster, hvortil han svarer "Det er mig...barberen...". Derefter møder han Clementine, der fortæller om hvor godt hun kan lide Wyatts by, ikke mindst duften af ørkenblomster, hvortil han svarer "Its me...the barber..."

Fonda har en helt anden stil over sig, end de senere Earp´er. Det er en af Fondas mester-præstationer. Og Victor Mature er fremragende som Doc - ikke mindst i en rørende scene, hvor hard-hitteren Doc, viser sin forkærlighed for poesi. Og så er castingen af Walter Brennan meget interessant: Hvor han hos Hawks render rundt som lokalkoloristisk hyggespreder, er han her den lumske bandeleder for sin skumle familie. To familier mødes - øje for øje.

'The Searchers' (Forfølgeren) er Fords største film - i al beskedenhed den definitive film om Amerika. Men 'My Darling Clementine' viser Ford i sin afklarede midterperiode. Og så har filmen to Ford-højdepunkter, der mere end noget sikrer filmen dens klassiker-status: Scenen ved kirkeballet, hvor Wyatt skal byde Clementine op til dans - måske det mest følsomme øjeblik hos Ford og Fonda. Og selvfølgelig "The gunfight above all gunfigts" - klimakset ved OK Corral.

Dertil er musikken i filmen i særklasse, ikke mindst den legendariske titelsang "Oh, My Darling Clementine"

Filmen havde ved dens danske premiere titlen 'Lovløst land' - men den synes heldigvis glemt for stedse.