Ha Ha Ha !
6.0
Ja, overskriften siger vel egentlig det hele: Hvad rablende absurd komik angår er der intet der kan hamle op med Howard Hawks´ vanvids-mosaik.
Oprindelig var filmen en fiasko: Det var Katharine Hepburns første komedie, men befæstede kun hendes ry som "Box-office poison". For Cary Grant, der for alvor var brudt igennem året før med 'The Awful Truth' (Den frygtelige sandhed) var den et tilbageskridt.
Tiden skulle heldigvis ændre dette, så den i dag, med rette, regnes for den definitive screwball-komedie. Den med størst indflydelse - det er ikke til at komme udenom.
Plottet er så absurd som sådan noget skal være: HAN er den verdensfjerne forsker, der samtidig med at han skal giftes, endelig får den fortids-knogle han har ledt efter, og som oven i det hele, skal forsøge at skaffe museet et tilskud på 1 mio. dollars; HUN er den skrupforvirrede, speedsnakkende overklasse-kvinde, der keder sig i sit ordnede liv; LEOPARDEN er det allestedsnærværende vilddyr "Baby", med forkærlighed for musik-nummeret ' I Can´t Give You Anything But Love'.
Af skæbnens veje mødes de, og så går det galt - helt, helt galt. Men ender måske alligevel ikke så galt...
Da David (Grant) får at vide, at man endelig har fundet det nøgleben han mangler, til sit årelange forskningsprojekt, er han ellevild, samtidig skal han nemlig giftes med sin assistent. Men havde han troet at de nu skulle hygge sig, tog han fejl: Ingen bryllupsrejse, ingen børn - fuld koncentration om hans arbejde. Her fornemmer man at han egentlig gerne ville prøve noget andet. Og det kommer han til !
Under et golf-møde med advokaten Mr. Peabody, der administrerer den million han ønsker, bliver han nemlig hvirvlet ind i den skrup-skøre Susan (Hepburn), der virkelig bringer ham på vildspor. Det skulle ellers have været så let, han skulle bare lige få hende ud af sin bil... "I´ll be with you in a minute, Mr. Peabody !" råber han, men det kommer han slet ikke. Uanset hvor mange gange han forsikrer det.
Og så går det ellers over stok og sten, i en handling, der på een gang er komplet umulig at forklare fuldt tilfredsstillende, men også i klassisk Hawks-stil er let af følge med i.
David ved godt, at han er kommet godt ud at svømme "Now it isn´t that I dont like you, Susan, because after all, in moments of quiet I´m strangely drawn toward you, but well, there haven´t been any quiet moments !" - Men på bunden har de alligevel begge noget de savner, og kan bruge den anden til.
Replikkerne fyger gennem luften; Ikke et sekund bliver spildt, hvert minut er en uafbrudt nydelse i eksprestogs-fart. På deres vej gennem landet møder de Susans tante (der viser sig at være doneren med millionen); tantens lidt for legesyge hund "George"; en forrykt major, med storvildtserfaring; en lidt for smart gartner; en bindegal politimand; en freudiansk psykolog-parodi - og ENDNU en leopard...
Howard Hawks er en af de største instruktører gennem tiderne - men ufortjent glemt. De fleste kender hans film, men manden bag ? Hawks har haft enorm betydning for senere instruktører. Hans stil var altid proffessionel, billedøkonomisk, skarpe replikker - en "no-nonsense" stil, der blev hans. Evnen til at altid at fokusere på det vigtige, uden svinkeærinder - og næsten altid god.
Han skabte hovedværker i alle genrer, ikke mindst i komedie-genren, hvor han i 1934 skabte 'Twentieth Century'; og i 1940, verdens måske hurtigste film 'His Girl Friday' med Cary Grant som storcharmerende bladsmører. 'I Was a Male War Bride', med Cary Grant i kvindeklæder; og 'Monkey Buisness' fra 1952, en slags opdateret 'Bringing Up Baby', er ikke så gode som de tidlige film, men stadig fantastisk morsomme.
Hans valgsprog var at en film var god, "hvis de har tre gode scener, og ingen dårlige". Og langt de fleste af hans film mere end opfylder dette. Filmene handler om menneskets indre værdier; glæden ved at kunne sit håndværk - og derfor er hans komedier nærmest vendt på hovedet. Her hersker rent anarki, og erotisk udfordrende kvinde "en masse". Kvindernes selvstændige rolle hos Hawks er et af hans kendetegn.
Der tillægges ofte Howard Hawks´ film en homoseksuel dimension: 'Bringing Up Baby' er formentlig en af de første film til at nævne ordet "gay": Da Cary Grant må ty i kvindeklæder kan han ikke finde andet forsvar end "Suddenly I went gay". Det er selvfølgelig en klar overfortolkning at tillægge dette helt nødvendige tøjskifte, alene, nogen videre psykologisk grund, men man kan godt tolke David i den retning, da filmen ikke giver noget videre svar på hans køns-retning.
Det er formentlig en helt ubevidst del af Hawks-film, der dog i især western-filmen 'Rio Bravo' kan tolkes på den måde. Iøvrigt er David-replikken også en lidt sjov joke, til folk der kender til de aldrig påviste myter om Cary Grant.
Hvad der bl.a. er med til at gøre 'Bringing Up Baby' (Den danske titel 'Han, hun og leoparden' er for en gangs skyld fremragende) til så mesterlig en film, er castet: Cary Grant, normal sofistikeret verdensmand, her som nørdet videnskabsmand, er kostelig; Katharine Hepburn er tydeligvis skabt for genren. Sikke et par ! - Men der er mere guld enndu: Charles Ruggles som majoren; May Robson som tanten; og ikke mindst Walter Catletts politimester.
Man skal lige sunde sig et minuts tid efter at have set filmen, men så er ens første tanke også, at man lige har set en af de sjoveste film, man nogensinde vil komme til - Eller for at citere David i filmens slutscene: "Oh, dear. Oh, my. Hmmm".
Oprindelig var filmen en fiasko: Det var Katharine Hepburns første komedie, men befæstede kun hendes ry som "Box-office poison". For Cary Grant, der for alvor var brudt igennem året før med 'The Awful Truth' (Den frygtelige sandhed) var den et tilbageskridt.
Tiden skulle heldigvis ændre dette, så den i dag, med rette, regnes for den definitive screwball-komedie. Den med størst indflydelse - det er ikke til at komme udenom.
Plottet er så absurd som sådan noget skal være: HAN er den verdensfjerne forsker, der samtidig med at han skal giftes, endelig får den fortids-knogle han har ledt efter, og som oven i det hele, skal forsøge at skaffe museet et tilskud på 1 mio. dollars; HUN er den skrupforvirrede, speedsnakkende overklasse-kvinde, der keder sig i sit ordnede liv; LEOPARDEN er det allestedsnærværende vilddyr "Baby", med forkærlighed for musik-nummeret ' I Can´t Give You Anything But Love'.
Af skæbnens veje mødes de, og så går det galt - helt, helt galt. Men ender måske alligevel ikke så galt...
Da David (Grant) får at vide, at man endelig har fundet det nøgleben han mangler, til sit årelange forskningsprojekt, er han ellevild, samtidig skal han nemlig giftes med sin assistent. Men havde han troet at de nu skulle hygge sig, tog han fejl: Ingen bryllupsrejse, ingen børn - fuld koncentration om hans arbejde. Her fornemmer man at han egentlig gerne ville prøve noget andet. Og det kommer han til !
Under et golf-møde med advokaten Mr. Peabody, der administrerer den million han ønsker, bliver han nemlig hvirvlet ind i den skrup-skøre Susan (Hepburn), der virkelig bringer ham på vildspor. Det skulle ellers have været så let, han skulle bare lige få hende ud af sin bil... "I´ll be with you in a minute, Mr. Peabody !" råber han, men det kommer han slet ikke. Uanset hvor mange gange han forsikrer det.
Og så går det ellers over stok og sten, i en handling, der på een gang er komplet umulig at forklare fuldt tilfredsstillende, men også i klassisk Hawks-stil er let af følge med i.
David ved godt, at han er kommet godt ud at svømme "Now it isn´t that I dont like you, Susan, because after all, in moments of quiet I´m strangely drawn toward you, but well, there haven´t been any quiet moments !" - Men på bunden har de alligevel begge noget de savner, og kan bruge den anden til.
Replikkerne fyger gennem luften; Ikke et sekund bliver spildt, hvert minut er en uafbrudt nydelse i eksprestogs-fart. På deres vej gennem landet møder de Susans tante (der viser sig at være doneren med millionen); tantens lidt for legesyge hund "George"; en forrykt major, med storvildtserfaring; en lidt for smart gartner; en bindegal politimand; en freudiansk psykolog-parodi - og ENDNU en leopard...
Howard Hawks er en af de største instruktører gennem tiderne - men ufortjent glemt. De fleste kender hans film, men manden bag ? Hawks har haft enorm betydning for senere instruktører. Hans stil var altid proffessionel, billedøkonomisk, skarpe replikker - en "no-nonsense" stil, der blev hans. Evnen til at altid at fokusere på det vigtige, uden svinkeærinder - og næsten altid god.
Han skabte hovedværker i alle genrer, ikke mindst i komedie-genren, hvor han i 1934 skabte 'Twentieth Century'; og i 1940, verdens måske hurtigste film 'His Girl Friday' med Cary Grant som storcharmerende bladsmører. 'I Was a Male War Bride', med Cary Grant i kvindeklæder; og 'Monkey Buisness' fra 1952, en slags opdateret 'Bringing Up Baby', er ikke så gode som de tidlige film, men stadig fantastisk morsomme.
Hans valgsprog var at en film var god, "hvis de har tre gode scener, og ingen dårlige". Og langt de fleste af hans film mere end opfylder dette. Filmene handler om menneskets indre værdier; glæden ved at kunne sit håndværk - og derfor er hans komedier nærmest vendt på hovedet. Her hersker rent anarki, og erotisk udfordrende kvinde "en masse". Kvindernes selvstændige rolle hos Hawks er et af hans kendetegn.
Der tillægges ofte Howard Hawks´ film en homoseksuel dimension: 'Bringing Up Baby' er formentlig en af de første film til at nævne ordet "gay": Da Cary Grant må ty i kvindeklæder kan han ikke finde andet forsvar end "Suddenly I went gay". Det er selvfølgelig en klar overfortolkning at tillægge dette helt nødvendige tøjskifte, alene, nogen videre psykologisk grund, men man kan godt tolke David i den retning, da filmen ikke giver noget videre svar på hans køns-retning.
Det er formentlig en helt ubevidst del af Hawks-film, der dog i især western-filmen 'Rio Bravo' kan tolkes på den måde. Iøvrigt er David-replikken også en lidt sjov joke, til folk der kender til de aldrig påviste myter om Cary Grant.
Hvad der bl.a. er med til at gøre 'Bringing Up Baby' (Den danske titel 'Han, hun og leoparden' er for en gangs skyld fremragende) til så mesterlig en film, er castet: Cary Grant, normal sofistikeret verdensmand, her som nørdet videnskabsmand, er kostelig; Katharine Hepburn er tydeligvis skabt for genren. Sikke et par ! - Men der er mere guld enndu: Charles Ruggles som majoren; May Robson som tanten; og ikke mindst Walter Catletts politimester.
Man skal lige sunde sig et minuts tid efter at have set filmen, men så er ens første tanke også, at man lige har set en af de sjoveste film, man nogensinde vil komme til - Eller for at citere David i filmens slutscene: "Oh, dear. Oh, my. Hmmm".
01/11-2003
