Simpel socialrealistisk Korch
2.0
Idéen med at lave socialrealistiske fortolkninger af de mere eller mindre folkekære Morten Korch-fortolkninger har sikkert virket fristende på mange mennesker. Umiddelbart ville jeg også forvente, at en instruktør relativt let ville kunne formidle disse fortællinger på en opdateret seværdig måde.
Katrine Wiedemanns instruktion af "Fruen På Hamre" (jeg kender ikke forlægget) lader meget tilbage at ønske hvad angår replikker/dialog, som efter min mening både mangler "bid" og fremdrift, uden at man kan påstå, at det er sket til fordel for "intenst kammerspil"eller "stærk personlig sindsskildring". Hvis disse ting er blevet forsøgt, fungerer de i hvert fald ikke i tilstrækkelig grad.
Der er nemlig på ingen måde tale om antydningens kunst - vi får forklaret alle problemerne undervejs, så hvis vi ser bort fra den opdaterede socialrealistiske vinkling af historien, er der fortsat tale om en "Morten Korch-fortælling".
Bjarne Henriksen og Bodil Jørgensen er i hvert fald typemæssigt velvalgte. Men ingen af skuespillerne er i nærheden af at "brænde gennem lærredet", hvilket jeg dog primært vælger at tilskrive den svage dialog.
Man må gøre op med sig selv, om man gider at se en tilstræbt ucharmerende Morten Korch-fortælling med hor, druk og hustruvold. For dette er nemlig den eneste afgørende forskel i forhold til forlægget.
Katrine Wiedemanns instruktion af "Fruen På Hamre" (jeg kender ikke forlægget) lader meget tilbage at ønske hvad angår replikker/dialog, som efter min mening både mangler "bid" og fremdrift, uden at man kan påstå, at det er sket til fordel for "intenst kammerspil"eller "stærk personlig sindsskildring". Hvis disse ting er blevet forsøgt, fungerer de i hvert fald ikke i tilstrækkelig grad.
Der er nemlig på ingen måde tale om antydningens kunst - vi får forklaret alle problemerne undervejs, så hvis vi ser bort fra den opdaterede socialrealistiske vinkling af historien, er der fortsat tale om en "Morten Korch-fortælling".
Bjarne Henriksen og Bodil Jørgensen er i hvert fald typemæssigt velvalgte. Men ingen af skuespillerne er i nærheden af at "brænde gennem lærredet", hvilket jeg dog primært vælger at tilskrive den svage dialog.
Man må gøre op med sig selv, om man gider at se en tilstræbt ucharmerende Morten Korch-fortælling med hor, druk og hustruvold. For dette er nemlig den eneste afgørende forskel i forhold til forlægget.
18/01-2005
