Skræmmende skuffende

"Matrix Revolutions" skriver moderne filmhistorie - men af alle de forkerte grunde. Filmen er ganske enkelt en skuffelse af historiske proportioner. Den lægger ludkedeligt ud, tøffer intetsigende af sted, hvorefter en ligegyldige slutning hurtigt fortaber sig i glemslens tåger.

Den første Matrix-film var en milepæl inden for actionfilmen. Figurernes hidtil usete åndelige substans i en mainstreamfilm, den imponerende blanding af computergrafik og kungfu samt den fascinerende science fiction-historie fængede fra første færd. Etteren bød på en perlerække af uforglemmelige scener, hvilket de mange spoof-parodier har vist. Træningsscenen mellem Morpheus og Neo, de flotte bullettime-sekvenser og ikke mindst lobbyscenen med vidunderlig musik af Moby regnes i dag for moderne klassikere.

Den anden film, "Reloaded", var derimod en lidt blandet fornøjelse. Figurgalleriet blev udvidet med en håndfuld fascinerende personer, der hver havde deres filosofiske drejning, men ellers var de store tanker lagt lidt i baggrunden til fordel for en halv snes mindeværdige actionscener, deriblandt den yndefulde kampscene i Merovingerens sal og den drøneffektive motorvejsbiljagt. Historien var for fragmenteret til rigtigt at gøre indtryk, men det, der mest af alt reddede "Reloaded", var visheden om, at alle de små setups ville nå til en storslået forløsning i den sidste film. Det sker bare aldrig.

I treeren havde jeg forventet at se mere til Merovingeren, der med sin stringente kausallogik altid var et skridt foran Neo. Jeg havde forventet at se mere til mystiske Persephone, hvis navnekonnotation lagde op til helt store overraskelser i treeren. Jeg havde forventet at se yderligere til formanden for rådet i Zion, der som en af få havde indset, i hvor tæt symbiose mennesket lever med maskinerne. Jeg havde forventet at se mere til Arkitekten og især høre om hans relation til Oraklet. Jeg havde derudover imødeset en åbningsscene, der ville blæse benene væk under mig, og en slutscene, der kunne banke de store linjer fast og lukke trilogien med et brag. Ingen af forventningerne er blevet indfriet.

Filmen har forfærdeligt mange mangler. Der er ingen nyskabende kamerateknikker. Ingen spændende vinkler. Ingen imponerende stunts. Ingen filosofiske forløsninger overhovedet. Ingen sindrige plottwists. Ingen nye storscener. Kungfu-kombinationer er uopfindsomme og imponerer ingenlunde. Besynderligt, at kampkoreograf Yuen Wo-Ping vil lægge sit gode navn til sådan en omgang middelmådighed.

En af de få nyskabelser er modstandere, der trodser tyngdekraften og kan gå på loftet. En god ide, der åbner mulighed for fantastiske kampscener, men det bliver slet, slet ikke udnyttet. Det eneste egentligt nye er en regnvejrsscene hen mod slutningen, der byder på en art bullettime i silende regn. Det må siges at være nyt i Matrix-regi, men er desværre set udført syv-otte gange flottere i bl.a. "Hero".

Derudover er det direkte pinligt at se Neo og Smith hænge i luften som dårlige supermankopier. Den Wachowski-bror, der fik ideen til at give Neo flyveevner, burde have tæsk med en våd berlinger. Sidst lider filmen af en forfærdende mangel på humor. Hvor en anden af årets sequels, Terminator 3, reddede sig med sin ironiske distance, tager "Matrix Revolutions" sig selv irriterende højtideligt.

Et par nye figurer introduceres, bl.a. Togmanden, som bare ligner en hjemløs dranker, og en indisk pige, der medvirker til irritation over, at persongalleriet er blevet så postmoderne. Efterhånden er så mange religiøse og åndelige holdepunkter blandet sammen, at de totalt har mistet deres individuelle betydning. Derudover lærer vi en del frihedskæmpere at kende, og gudfader hvor er vi ligeglade med dem. Det rager os en papand, når mange af dem efterhånden bukker under for maskinernes angreb på Zion.

Vi møder også maskinernes overhoved, der lyder som en dårlig efterligning af stemmen fra TvDanmarks "Big Brother". Man skulle egentlig tro, maskinerne rådede over bedre talesyntese, når de nu kan simulere virkeligheden til perfektion, men nej. Hugo Weaving er stadig mefistofelisk mægtig i rollen som virus-agenten Smith, der nu har fået status som Anti-Neo. Og Keanu Reeves er stadig lige så udtryksløs, som rollen kræver. Resten af castet er uendeligt uinteressante.

En af forklaringerne på, at filmen virker så banal, kan være, at den nærmest foregår i realtime. Antallet af lokaliteter er samtidig skræmmende lavt. Det hele foregår enten i Zion eller i maskinernes by, og denne dystre, virkelige verden er simpelt hen bare decideret kedelig i forhold til det egentlige Matrix-univers, som Neo og co. bevægede sig ind- og udad i de to forgængere.

Kampen i Zion er trukket ulideligt langt ud. De mange computeranimerede kampe mellem mand og robot er ganske vist pænt lavet, men man kan ikke undgå at føle, at man overværer et halvkedeligt computerspil, der aldrig får en ende. Wachowski-brødrene burde nok have overvejet at kalde denne sidste trilogidel for "Reloaded", for det er genbrug det hele. En dårlig kopi af de første Matrix-film og et endnu ringere ripoff af alle mulige andre film. Man sidder i dén grad med følelsen af at have set det hele før. Hver eneste ingrediens i Wachowski-universet kan stedfæstes til andre film i genren - og det er ikke nødvendigvis et glædeligt gensyn.

Oraklet, der efter Gloria Fosters død nu spilles af en anden skuespiller, har stadig skiltet "Temet Nosce" hængende over dørkarmen - "kend dig selv". Ordsprogets budskab er især, at man skal kende sine begrænsninger, og det har Wachowski-brødrene tydeligvis ikke gjort. De har slået flere virtuelle brød op, end der var plads til på harddisken, og trilogien ender dermed som en mellemting mellem et dårlig "Star Trek"-afsnit og "Alien".

Den mytologiske tyngde er lige så luftig som Neos svæveevner. Alt for mange plottråde fra toeren bliver ikke redet ordentligt ud, og den filosofiske dybde, der gennemgående lægges op til i de første film, viser sig i sidste ende at være åndelig narrefisse. "Matrix Revolutions" er den mest skuffende film, jeg nogensinde har set. Jeg beder stadig til, at jeg pludselig støder ind i en smuk kvinde i latexdragt, der tilbyder mig en rød pille, så jeg kan vågne op i den virkelige verden, hvor "Matrix Revolutions" er det mesterværk, Wachowski-brødrene skylder os.