Feel-Good Vinder!

Hesten “Seabiscuit” kan ikke betegnes som en vinderhest, men naturmennesket og hestekenderen Tom (Cooper), som er ansat af millionæren Howard (Bridges) tror på den, og sammen med den lidt for store og temperamentsfulde jockey Red Pollard (Maquire) får de sammen skabt en hest der skulle vise sig at gå over i den amerikanske historie.

På mange måder en meget amerikansk “feel-good movie” om den amerikanske drøm og den amerikanske fightervilje, så den kan være nem at kritisere på mange punkter. Den er ydermere fyldt med horder af ejegode mennesker som gør gode gerninger af deres hjertes lyst. Så for mange mennesker vil den næppe forekomme særlig realistisk eller sandsynlig, trods det at den er holdt i et realistisk skær og er bygget på en sand historie (ikke dermed sagt at den holder sig til fakta).

Men jeg må alligevel sige at jeg blev mere end positiv overrasket over filmen, for den var for mig en opløftende oplevelse, som faktisk var både “feel-good” så at sige, og en meget, meget rørende og fængslende fortælling om det bedste i mennesket (og en hest!), og alt det (gode) vi kan gøre når vi tror på det, arbejder for det og undlader at træde for meget på andre menneskers følelser, men i stedet respekterer deres forskelligheder.

Handlingen er smukt kædet sammen med den amerikanske depression, og som det går USA, sådan går det vores hovedpersoner, men som USA heller ikke blev det, så knækkes hovedpersonerne ikke, når tingene går dem imod. Klichefyldt, ja måske. Men det er på alle måder så godt lavet, at jeg i hvert fald købte den og havde en særdeles god oplevelse.

Skuespillerne gør et fantastisk stykke arbejde, de spiller mennesker man tror på, lever sig ind i og synes om, trods det at de kan virke for politisk korrekte, men der spilles med stor charme og overbevisning. Særligt Bridges, Maquire og Cooper gør det efter min mening virkeligt godt som tre meget forskellige mennesker med et fælles mål.

Historien er godt fortalt og instruktør Ross har fint fat i det essentielle i fortællingen. Den er smukt fotograferet af John Schwartzman, som også var med på film som “Pearl Harbor”, “The Rock” og andre store amerikanske produktioner, og den er holdt i en ofte opulent klassisk stil, men med nymoderne teknik. Særligt nogle af væddeløbene er virkelig en flot bedrift som jeg må fremhæve. Men der er også mange andre flotte scenerier, og scenografien rammer perfekt depressionens USA, med alt dens trøstesløshed, kombineret med smuk natur og små glimt af håb, som vokser i løbet af filmen.

Musikken af Randy Newman passer også godt til handlingen, og gør hvad den skal for at skabe den rette stemning på de rette tidspunkter.

Det er en meget selvforherligende film, ingen tvivl om det, men ser man den som en historie om mennesker i tid hvor håbet var alt de havde at holde fast i, her knyttet til en hest, der bliver symbol på at vi alle rummer muligheder, for de mange almindelige mennesker der blev hårdt ramt af depressionen, så synes jeg den på alle måder er en vellykket film for sin genre. Jeg forlod i hvert fald biografen opløftet, efter at historien havde rørt mig på en følelsesmæssigt plan på den gode måde.

Så jeg kan godt anbefale den, selv om den ikke er dybt original, så er den ifølge mig på alle andre måder meget vellykket, og man behøver ikke være vild med heste for at se den.