Rammende Titel
2.0
Da Johns kone dør, samles familien og hver prøver på deres måde at få livet til at gå videre, mens andre problemer samtidig dukker op.
Rost socialrealistisk dansk drama, som kreperede mig med sine typiske postulater om os danskere. Personerne virker på mig i den her film irrationel på en dobbelt måde, de er irrationel irrationelle hvis man kan sige det sådan. De virker mig karikerede og uægte, netop fordi de har så travlt med at virke ægte og levende, og jeg måtte tage mig selv i at blive irritabel på dem, på en uønsket måde.
Nu er det her selvfølgelig lidt en komedie, så at personerne ikke altid virker sande i deres karakter burde vel være okay, og at man bliver irriteret kunne jo også være et plus, det er jo trods alt noget. Men imellem irritationerne kedede historien mig faktisk, eller historien siger jeg, for den handler ikke rigtigt om noget. Den glimrer ved sit fravær som ydre handling i hvert fald. At den så rummer en indre handling, som nogle måske ville kalde en psykologisk handling, gjorde intet for mig her. Jeg kunne ikke leve mig ind i hverken personer eller noget andet.
Så dette billede på en “typisk” dansk familie er ikke i mine øjne en god film, og jeg vil også tillade mig at sige, at hvis så “typisk” er den her familie altså heller ikke. Jeg kender da trods alt en del til den side af livet, så jeg har måske mødt dem, men filmen prøver jo nærmest at bilde os ind, at det er en almindelig familie det her omhandler, det er det ikke. Det behøver jo ikke være kritik at den ikke handler om en ganske normal familie, men når den påstår den gør, så holder det ikke og det trækker ned.
Rost socialrealistisk dansk drama, som kreperede mig med sine typiske postulater om os danskere. Personerne virker på mig i den her film irrationel på en dobbelt måde, de er irrationel irrationelle hvis man kan sige det sådan. De virker mig karikerede og uægte, netop fordi de har så travlt med at virke ægte og levende, og jeg måtte tage mig selv i at blive irritabel på dem, på en uønsket måde.
Nu er det her selvfølgelig lidt en komedie, så at personerne ikke altid virker sande i deres karakter burde vel være okay, og at man bliver irriteret kunne jo også være et plus, det er jo trods alt noget. Men imellem irritationerne kedede historien mig faktisk, eller historien siger jeg, for den handler ikke rigtigt om noget. Den glimrer ved sit fravær som ydre handling i hvert fald. At den så rummer en indre handling, som nogle måske ville kalde en psykologisk handling, gjorde intet for mig her. Jeg kunne ikke leve mig ind i hverken personer eller noget andet.
Så dette billede på en “typisk” dansk familie er ikke i mine øjne en god film, og jeg vil også tillade mig at sige, at hvis så “typisk” er den her familie altså heller ikke. Jeg kender da trods alt en del til den side af livet, så jeg har måske mødt dem, men filmen prøver jo nærmest at bilde os ind, at det er en almindelig familie det her omhandler, det er det ikke. Det behøver jo ikke være kritik at den ikke handler om en ganske normal familie, men når den påstår den gør, så holder det ikke og det trækker ned.
06/11-2003
