Revolution uden konklusion.
4.0
Det vil være en underdrivelse af dimensioner at sige, at der er delte meninger om Matrix Revolutions, for der er virkelig Matrix fans, der er så skuffede, at de nærmest hader filmen, og jeg kan sådan set godt forstå dem.
Hvorfor giver jeg så alligevel filmen fire stjerner? Tja, det kræver en længere forklaring. Den første film var ikke super-original i sin ide (vi har før set den slags i sci-fi litteraturen), men den fortalte sin historie på det store lærred, hvor vi ikke har set den slags før, og krydrede den godt med banebrydende effekter. Det gjorde den til en stor oplevelse. Så stor at i hvert fald mine forventninger til efterfølgeren var meget ringe. Men jeg blev voldsomt overrasket, da jeg så Matrix Reloaded, for den var faktisk bedre end den første film efter min mening (jeg gav Reloaded de maksimale seks stjerner, og det står jeg ved).
Men netop derfor har jeg før sagt, at Revolutions næsten kun kunne være en skuffelse, for efter Reloaded var forventningerne tårnhøje. Ja, faktisk så høje at ingen film realistisk ville kunne forventes at skulle leve op til dem, heller ikke selv om begge film er lavet sideløbende eller samtidig. Det er i sandhed, hvad man mener, når man taler om 'forventingens glæde'. Sjovt nok var det for mig også tilfældet for de to første film om Ringenes Herre (som folk måske ved, er jeg voldsomt skuffet over Jackson's version af de To Tårne), og derfor skruede jeg meget ned for mine forventninger til Revolutions. Ja, faktisk frygtede jeg, hvad jeg ville få at se.
Nej, jeg fik ikke den epoke-skabende åbenbaring af en slutning, som jeg følte Reloaded lagde op til, og derfor kan Revolutions hverken få fem eller seks stjerner. Men det havde jeg jo netop heller ikke forventet. Til gengæld fik jeg heldigvis heller ikke den pladder-romantiske gang sødsuppe og Hollywood-happy-end, som jeg havde frygtet, og derfor ryger den heller ikke helt ned i bunden med en eller to stjerner.
Når mange fans i den grad vender filmen ryggen og giver den en klar dumpe-karakter, så føler jeg, at det ikke mindst er et udtryk for deres skuffelse over ikke at få mere, snarere end det er en bedømmelse af selve filmen. De forventede heller ikke noget af Reloaded, men den overraskede dem (ligesom mig selv) og forførte dem (og mig) med sine perspektiver og vilde effekter, og derfor venter de en endnu større oplevelse i den direkte fortsættelse. De ser Reloaded som den første halvdel af en lang film, der er voldsomt spændende og medrivende, og derfor er de skuffede over, at den anden halvdel ikke kan leve op til oplægget.
Og jeg vil ikke sidde her og påstå at de 'bare ikke forstår den', for de har helt ret, når de føler, at den lovede forløsning udebliver. Den eneste store forskel på dem og mig er, at jeg ikke forventede at få den, og egentlig bare ånder lettet op over, at der ikke gik helt Hollywood i den.
Der er også folk, der mener at kritikere 'bare ikke forstår filmen', hvilket altid undrer mig, for uanset hvad man mener om en film (eller faktisk næsten hvad som helst i livet), så vil der altid være dem, der er uenige, og det er rimeligt nedladende at underkende deres mening med personlige angreb, bare fordi de tillader sig at mene noget andet end en selv. Hvis ikke man er åben for saglig kritik, hvorfor pokker klikker man så ind på Scope, hvor man netop diskuterer film?
Men bevares, hvis man bare vil se en gang aktion på det store lærred, tja, så får man det da i Revolutions, og det er en ærlig sag at synes om det, hvis det var alt, hvad man kom efter.
Der er også dem, der holder så meget af Matrix universet, at det bare SKAL være godt, uanset hvor god eller skidt filmen så end er. Jeg er selv lidt blandt dem, men ikke så meget, at jeg ikke kan se, at Revolutions ikke er, hvad mange håbede på. Det forstår jeg godt, for dem er jeg samtidig også iblandt.
Der er så også dem, der nægter at acceptere historien, fordi man mister elskede figurer undervejs, hvilket jeg modsat synes er spændende. Film er alt for ofte modvillige overfor at være hårde og ubarmhjertige i deres handling, fordi det sjældent falder i publikums smag at blive konfronteret med døden, når hovedpersoner mistes i en historie. Der er jeg så uenig, for tab og ofre betyder kun noget, når det netop er personer, man bekymrer sig om, der foretager dem. Hvis det altid kun er statist nr. 27 (eller crewman #6 for dem, der har set Galaxy Quest), så kan man som tilskuer være komplet ligeglad med de ofre, de bringer, og personens eneste formål i historien bliver at gå ud og ofre sig i hovedpersonernes sted, når tiden kommer. Den slags er både skuffende og afvigende, og derfor gør man vold på en historie, hvis ikke det netop er personer, man bekymrer sig om, der ofrer sig for sagen. Det kunne dog godt have været gjort en del mere dramatisk og medrivende, end det bliver i Revolutions...
Men på samme måde synes jeg, at folk bedømmer filmen hårdt på områder, hvor den måske ikke fortjener det. Ja, efter at have set Neo smadre agenter, klare 100+ kopier af Smith og sidst slås mod seks af Merovingians elite-bodyguards bare i Reloaded, så er det lidt tyndt at se Neo slås mod en enlig Smith, for det har vi godt nok set før (allerede helt tilbage i den første film). Hvis kampen mellem Neo og Smith havde været en kamp mellen Neo og ti-tusinder af Smith(s), og som forvandlede hele byen til en rygende ruin, mens de kastede skyskrabere efter hinanden, så kunne jeg bedre havde slugt det. Men som det er, er det bare skuffende.
Til gengæld er kampene i Zion og den vilde jagt på 'Hammer' fantastisk medrivende og utrolige billeder. Især når de mange sentinels klynger sig sammen i hundredevis og bare fortsætter, selv om det regner med metal-projektiler mod dem, er det ufatteligt underholdende og spændende. Den ros skal filmen trods alt have, og det redder den fra at falde helt igennem.
På skuespil-fronten er Keanu Reeves (Neo) tæt på at være noget skuffende denne gang, men fungerer dog stadig fint som Neo, hvilket igen overrasker i betraget af, hvor ikke-så-stor en skuespiller han i grunden er. Lambert Wilson (Merovingian) og Monica Belluci (Persephone) virker ligefrem skuffende, men har stort set heller ingenting at lave i filmen. Jada Pinkett Smith er derimod fremragende i rollen som Niobe denne gang, mens Laurence Fishburne (Morpheus), Huge Weaving (Smith) og Carrie-Anne Moss (Trinity) nøjes med at holde standarden, hviket egentligt også er godt nok.
Mere bekymrende er plottet, som i den grad savner opklaring. Slutningen på Reloaded antyder en stor åbenbaring for Neo, men Revolutions bruger mere tid på at bortforklare muligheden for, hvad der måske var sket, end i at udforske den yderligere. Trist. Til gengæld kan jeg så glæde mig over, at Matrix universet dermed er bevaret med sin mystik intakt. Det værste en historie kan gøre, er at afsløre alle sine hemmeligheder og forsøge at samle alle trådene op, for så er der intet tilbage for mig at tænke over som tilskuer. Den fælde gik Revolutions bestemt ikke i, men gik til gengæld alt for langt i den anden retning og afslørede således så lidt, at filmenes interne univers truer med at falde fra hinanden. Men netop derfor synes jeg sagtens, der kan laves en fortsættelse. Om der så er et publikum til den efter Revolutions er mere tvivlsomt...
Jeg bedømmer måske ikke Revolutions så hårdt som nogle folk, men jeg indrømmer også blankt, at jeg netop bevidst vælger at lede efter det positive i filmen. Hvis pointen i Matrix netop er, at du aldrig finder hele sandheden, at der er altid er fronter at opdage, så kan Revolutions bestemt tolkes som en stor oplevelse. Men det kræver, at man selv lægger noget i den. Det kræver, at man som tilskuer selv træffer et valg om at fortolke filmen postivt og KRÆVE at universet hænger sammen internt. Men hvis jeg mente, at det er Wachowski brødrenes pointe, så ville uden at tøve kalde dem geniale. Desværre kan jeg bare ikke påstå det...
Jeg kunne nu gå i meget lange detaljer om alle mine fortolkninger af, hvad jeg mener, der egentlig foregår i Matrix universet (og især i Revolutions), men det ville ikke tjene noget formål, eftersom det netop er mine egne fortolkninger. Jeg fik måske noget ud af Revolutions, men jeg valgte så også selv at gøre arbejdet for at få det. For dem der venter at få det hele serveret på et sølvfad i biografen, vil Revolutions være en skuffelse, og det kan jeg ikke bebrejde dem, for på overfladen er den ikke, hvad der blev lagt op til i Reloaded.
Hvorfor giver jeg så alligevel filmen fire stjerner? Tja, det kræver en længere forklaring. Den første film var ikke super-original i sin ide (vi har før set den slags i sci-fi litteraturen), men den fortalte sin historie på det store lærred, hvor vi ikke har set den slags før, og krydrede den godt med banebrydende effekter. Det gjorde den til en stor oplevelse. Så stor at i hvert fald mine forventninger til efterfølgeren var meget ringe. Men jeg blev voldsomt overrasket, da jeg så Matrix Reloaded, for den var faktisk bedre end den første film efter min mening (jeg gav Reloaded de maksimale seks stjerner, og det står jeg ved).
Men netop derfor har jeg før sagt, at Revolutions næsten kun kunne være en skuffelse, for efter Reloaded var forventningerne tårnhøje. Ja, faktisk så høje at ingen film realistisk ville kunne forventes at skulle leve op til dem, heller ikke selv om begge film er lavet sideløbende eller samtidig. Det er i sandhed, hvad man mener, når man taler om 'forventingens glæde'. Sjovt nok var det for mig også tilfældet for de to første film om Ringenes Herre (som folk måske ved, er jeg voldsomt skuffet over Jackson's version af de To Tårne), og derfor skruede jeg meget ned for mine forventninger til Revolutions. Ja, faktisk frygtede jeg, hvad jeg ville få at se.
Nej, jeg fik ikke den epoke-skabende åbenbaring af en slutning, som jeg følte Reloaded lagde op til, og derfor kan Revolutions hverken få fem eller seks stjerner. Men det havde jeg jo netop heller ikke forventet. Til gengæld fik jeg heldigvis heller ikke den pladder-romantiske gang sødsuppe og Hollywood-happy-end, som jeg havde frygtet, og derfor ryger den heller ikke helt ned i bunden med en eller to stjerner.
Når mange fans i den grad vender filmen ryggen og giver den en klar dumpe-karakter, så føler jeg, at det ikke mindst er et udtryk for deres skuffelse over ikke at få mere, snarere end det er en bedømmelse af selve filmen. De forventede heller ikke noget af Reloaded, men den overraskede dem (ligesom mig selv) og forførte dem (og mig) med sine perspektiver og vilde effekter, og derfor venter de en endnu større oplevelse i den direkte fortsættelse. De ser Reloaded som den første halvdel af en lang film, der er voldsomt spændende og medrivende, og derfor er de skuffede over, at den anden halvdel ikke kan leve op til oplægget.
Og jeg vil ikke sidde her og påstå at de 'bare ikke forstår den', for de har helt ret, når de føler, at den lovede forløsning udebliver. Den eneste store forskel på dem og mig er, at jeg ikke forventede at få den, og egentlig bare ånder lettet op over, at der ikke gik helt Hollywood i den.
Der er også folk, der mener at kritikere 'bare ikke forstår filmen', hvilket altid undrer mig, for uanset hvad man mener om en film (eller faktisk næsten hvad som helst i livet), så vil der altid være dem, der er uenige, og det er rimeligt nedladende at underkende deres mening med personlige angreb, bare fordi de tillader sig at mene noget andet end en selv. Hvis ikke man er åben for saglig kritik, hvorfor pokker klikker man så ind på Scope, hvor man netop diskuterer film?
Men bevares, hvis man bare vil se en gang aktion på det store lærred, tja, så får man det da i Revolutions, og det er en ærlig sag at synes om det, hvis det var alt, hvad man kom efter.
Der er også dem, der holder så meget af Matrix universet, at det bare SKAL være godt, uanset hvor god eller skidt filmen så end er. Jeg er selv lidt blandt dem, men ikke så meget, at jeg ikke kan se, at Revolutions ikke er, hvad mange håbede på. Det forstår jeg godt, for dem er jeg samtidig også iblandt.
Der er så også dem, der nægter at acceptere historien, fordi man mister elskede figurer undervejs, hvilket jeg modsat synes er spændende. Film er alt for ofte modvillige overfor at være hårde og ubarmhjertige i deres handling, fordi det sjældent falder i publikums smag at blive konfronteret med døden, når hovedpersoner mistes i en historie. Der er jeg så uenig, for tab og ofre betyder kun noget, når det netop er personer, man bekymrer sig om, der foretager dem. Hvis det altid kun er statist nr. 27 (eller crewman #6 for dem, der har set Galaxy Quest), så kan man som tilskuer være komplet ligeglad med de ofre, de bringer, og personens eneste formål i historien bliver at gå ud og ofre sig i hovedpersonernes sted, når tiden kommer. Den slags er både skuffende og afvigende, og derfor gør man vold på en historie, hvis ikke det netop er personer, man bekymrer sig om, der ofrer sig for sagen. Det kunne dog godt have været gjort en del mere dramatisk og medrivende, end det bliver i Revolutions...
Men på samme måde synes jeg, at folk bedømmer filmen hårdt på områder, hvor den måske ikke fortjener det. Ja, efter at have set Neo smadre agenter, klare 100+ kopier af Smith og sidst slås mod seks af Merovingians elite-bodyguards bare i Reloaded, så er det lidt tyndt at se Neo slås mod en enlig Smith, for det har vi godt nok set før (allerede helt tilbage i den første film). Hvis kampen mellem Neo og Smith havde været en kamp mellen Neo og ti-tusinder af Smith(s), og som forvandlede hele byen til en rygende ruin, mens de kastede skyskrabere efter hinanden, så kunne jeg bedre havde slugt det. Men som det er, er det bare skuffende.
Til gengæld er kampene i Zion og den vilde jagt på 'Hammer' fantastisk medrivende og utrolige billeder. Især når de mange sentinels klynger sig sammen i hundredevis og bare fortsætter, selv om det regner med metal-projektiler mod dem, er det ufatteligt underholdende og spændende. Den ros skal filmen trods alt have, og det redder den fra at falde helt igennem.
På skuespil-fronten er Keanu Reeves (Neo) tæt på at være noget skuffende denne gang, men fungerer dog stadig fint som Neo, hvilket igen overrasker i betraget af, hvor ikke-så-stor en skuespiller han i grunden er. Lambert Wilson (Merovingian) og Monica Belluci (Persephone) virker ligefrem skuffende, men har stort set heller ingenting at lave i filmen. Jada Pinkett Smith er derimod fremragende i rollen som Niobe denne gang, mens Laurence Fishburne (Morpheus), Huge Weaving (Smith) og Carrie-Anne Moss (Trinity) nøjes med at holde standarden, hviket egentligt også er godt nok.
Mere bekymrende er plottet, som i den grad savner opklaring. Slutningen på Reloaded antyder en stor åbenbaring for Neo, men Revolutions bruger mere tid på at bortforklare muligheden for, hvad der måske var sket, end i at udforske den yderligere. Trist. Til gengæld kan jeg så glæde mig over, at Matrix universet dermed er bevaret med sin mystik intakt. Det værste en historie kan gøre, er at afsløre alle sine hemmeligheder og forsøge at samle alle trådene op, for så er der intet tilbage for mig at tænke over som tilskuer. Den fælde gik Revolutions bestemt ikke i, men gik til gengæld alt for langt i den anden retning og afslørede således så lidt, at filmenes interne univers truer med at falde fra hinanden. Men netop derfor synes jeg sagtens, der kan laves en fortsættelse. Om der så er et publikum til den efter Revolutions er mere tvivlsomt...
Jeg bedømmer måske ikke Revolutions så hårdt som nogle folk, men jeg indrømmer også blankt, at jeg netop bevidst vælger at lede efter det positive i filmen. Hvis pointen i Matrix netop er, at du aldrig finder hele sandheden, at der er altid er fronter at opdage, så kan Revolutions bestemt tolkes som en stor oplevelse. Men det kræver, at man selv lægger noget i den. Det kræver, at man som tilskuer selv træffer et valg om at fortolke filmen postivt og KRÆVE at universet hænger sammen internt. Men hvis jeg mente, at det er Wachowski brødrenes pointe, så ville uden at tøve kalde dem geniale. Desværre kan jeg bare ikke påstå det...
Jeg kunne nu gå i meget lange detaljer om alle mine fortolkninger af, hvad jeg mener, der egentlig foregår i Matrix universet (og især i Revolutions), men det ville ikke tjene noget formål, eftersom det netop er mine egne fortolkninger. Jeg fik måske noget ud af Revolutions, men jeg valgte så også selv at gøre arbejdet for at få det. For dem der venter at få det hele serveret på et sølvfad i biografen, vil Revolutions være en skuffelse, og det kan jeg ikke bebrejde dem, for på overfladen er den ikke, hvad der blev lagt op til i Reloaded.
08/11-2003
