Skak med Døden

Findes der en Gud ? - et ofte stillet spørgsmål, som Ingmar Bergman her gør til sit.

"Da lammet brød det syvende segl, blev der stilhed i himlen...", med Johannes Åbenbaring som igangsætter, lader Bergman ridderen Antonius Block vende hjem fra korstog i 1300-tallets Europa. Den sorte død - pesten - er over Europa, og sammen med sine ridder-kolleger ligger Block døende på en strandbred, han beder til Gud, da får han et syn: En skikkelse, med sort kappe og hvidt hoved, står foran ham: "Hvem er du?", spørger Block, "Jeg er døden", lyder svaret, "Er du kommet for at hente mig?", "Jeg har længe gået ved din side", "Det ved jeg", "Er du klar?", "Min krop er, ikke jeg".

Block må have vished, for hvorfor har den Gud han drog ud for at kæmpe for, bragt så megen død, sorg og ødelæggelse med sig ? Hvorfor gemmer han sig bag skjulte mirakler og vise ord ? Block må have tid, og udfordrer - i en af filmhistoriens uforglemmelige scener - døden til et parti skak, så længe han kan holde Døden fra at vinde, overlever han. Døden indvilliger overbærende, men kan ikke give Block nogen svar på hans tros-spørgsmål, det er ikke dens afdeling.

Block ønsker også at gøre en god gerning, inden han dør. Chancen opstår, da han møder et ungt cirkus-par. Han er den livsglade barnefar, hun er den kvinde Block kunne have elsket. Imens venter Døden på sit næste træk...

Det der især slår en, ved "Det syvende segl", er den desperation, den synes skabt af. Desperationen planter sig uvægerligt også til publikum: Hvad sker der efter døden, er vi bare små brikker i et langt større spil, en hurtigt uddød blomst, bare en parantes ? - Med "Smultronstallet" (Ved vejs ende), året efter virker Bergman i filmens slutning, fuldstændig afklaret på sin hovedpersons vegne. Om lidt er det forbi, helt forbi, men der er ikke noget at være bange for - man er bare noget til "vejs ende".

Med disse to film, kulminerer Bergmans karriere. Misforstå mig ikke, Bergman har lavet mange andre fremragende film, "Persona" og "Fanny og Alexander", ikke mindst - men han når aldrig igen de højder han gør i de to halvtredserfilm.

"Det syvende segl" gør uudsletteligt indtryk: Når de sorte riddere, døden, invaderer en landsby til buldrende undergangsmusik; de smukke scener mellem Block og det unge par "Jeg skal aldrig glemme den stund..."; og slutscenen, hvor Block må se sin skæbne i øjnene, mens ægteparret reddes af et lille mirakel. Block forsøger, at undgå at blive sat mat, ved at vælte brættet. Men Døden husker alt, den kan man ikke snyde. Den får sine folk med sig, i et uforglemmeligt slutbillede vandrer den med leen, henover sletterne, trækkene sjælene efter sig. Og kun livsglæden hos den lille famile består.

Max von Sydow er perfekt som Block, og Bibi Andersson ligeså, som den unge kvinde. Og der spilles i det hele taget lydefrit, men det er Bergmans film, en understregning af auteurens styrke.

"Det Sjunde Inseglet" kan også, som den ofte bliver, ses som en tidsvarende allegori, over den da begyndende atom-problematik. Men dens spørgsmål er eksistentielt, og for stort til at lade sig distraherer; den giver flere spørgsmål end svar: Tro mig, når jeg siger, at den er en uundværlig filmoplevelse.