Tarantino kan stadig
5.0
Jeg var faktisk bekymret for, hvad Kill Bill ville blive for noget, for historien lød mere tynd end en kop kogt vand...
De mange, lange forsinkelser i optagelserne var også alarmerende, da det sjældent er et godt tegn på at resultatet bliver godt.
Men det hele fungerer. Jo, historien er ultra-tynd, men Tarantino viser igen at det i lige så høj grad er fortællemåden som historien, der kan sælge.
I Kill Bill er det ikke mindst den højest ironiske distance til det hele, der sælger. Det platte indforståede Star Trek-referencer er rent guld, og figurerne i Tarantinos univers er stadig nøjagtig så udpenslede, at de kommer til at betyde noget. Læg f.eks. mærke til sheriffen, der i front-ruden har fire par sol-briller ved siden af hinanden, bare for at illustrere, hvor cool og arrogant han er. Det er den slags Tarantino kan, og ingen andre.
Det fortsætter hele vejen igennem mens historien skrider frem uden at man går tabt. Også selv vi pludselig befinder midt i en japansk anime tegnefilm, der intet har med vores hovedperson at gøre, så er vi helt med. Og tegnefilmen virker faktisk mere voldsom end resten af filmen!
De overdimensionerede kaskader af blod vil på nogen sikkert bare virke blodige og ikke andet. Hvis det havde været andre end Tarantino kunne det også være gået meget galt, for Kill Bill er uden sammenligning den mest blodige film jeg nogensinde har set (og jeg har set en del...). Som alle andre film står der til sidst at ingen dyr blev skadet under produktionen. Kill Bill er en film af den type, hvor det er bekymrende at mennesker ikke bliver nævnt i den sammenhæng...
Men Tarantino kan det der. Han kan få os til at le på kommando selv under de mest blodige og alvorlige opgør. Da 'Black Mamba' i starten opsøger Vernita Green bryder de to kvinder spontant ud i en alarmerende alvorlig kamp på liv og død, mens Vernita venter på at hendes datter kommer hjem. Midt under kampen ser vi så i baggrunden skolebussen køre ind, datteren stige ud og hen mod døren... alt sammen mens de to kvinder slås på livet løs. Men i samme øjeblik den kære lille kommer ind af døren holder de op gemmer deres knive. Fremragende skildret!
Kill Bill fungerer fordi Tarantino netop ikke er ensidig i sin skildring af filmens personer. De er måske voldsomt karrikerede til tider, men samtidig mister han aldrig hverken alvoren eller ironien til dem.
Efter starten er vi helt med 'bruden' og hendes tørst for hævn, men under jagten på Bill og de andre skal ofrene også skildres. Vernita Green har en familie, der vil savne hendes tab, mens O-ren Ishii har haft så traumatisk en barndom, at man nærmest tilgiver hende alt. I de fleste film ville sådanne figurer bare være skurke som skal slås ihjel en efter en, men de er mere i Tarantinos univers.
Selv den ynkelige Buck som vi ved bliver myrdet et par minutter senere har sin baggrund. Tarantino har ca. et minut til at få os til at få nok afsky overfor Buck til at vi vil elske at se ham dø, og det lykkes uden problemer. 'Kunden' som han fører til Black Mamba har vi endnu mindre tid til at hade, men det lykkes også fint, så afstumpet og modbydeligt som han skildres. Det er godt klaret, selv om der ikke er mange andre end Tarantino der havde turdet tage de midler i brug, som han gør.
De overdrevne figurer fører også til indfald, der har Tarantino skrevet henover sig med store bogstaver. "Pussy Wagon"? Ak! :D
Der er masser af den slags mere eller mindre morsomme og platte indfald, som f.eks. de to japanere der skal forberede te eller den lydmæssige tilsløring af hovedpersonens rigtige navn, der helt bevidst er så amatøragtigt dårligt lavet, at det bliver en parodi på alle de pinlige censurerede kommentarer i USA. Eller den sande syndflod af gamle temaer fra glemte TV-serier, der pludselig hives indforstået frem fra en fortid, man troede var glemt.
Tarantino forstår i den grad at afvæbne folk. Man er helt med fra det første øjeblik, hvor man med overskriften 'our feature presentation' viser den værste side af de tidlige 70'ere, mens psykedeliske farver kører henover med passende forældet musak.
Jeg glæder mig sgu til 'Volume 2'
De mange, lange forsinkelser i optagelserne var også alarmerende, da det sjældent er et godt tegn på at resultatet bliver godt.
Men det hele fungerer. Jo, historien er ultra-tynd, men Tarantino viser igen at det i lige så høj grad er fortællemåden som historien, der kan sælge.
I Kill Bill er det ikke mindst den højest ironiske distance til det hele, der sælger. Det platte indforståede Star Trek-referencer er rent guld, og figurerne i Tarantinos univers er stadig nøjagtig så udpenslede, at de kommer til at betyde noget. Læg f.eks. mærke til sheriffen, der i front-ruden har fire par sol-briller ved siden af hinanden, bare for at illustrere, hvor cool og arrogant han er. Det er den slags Tarantino kan, og ingen andre.
Det fortsætter hele vejen igennem mens historien skrider frem uden at man går tabt. Også selv vi pludselig befinder midt i en japansk anime tegnefilm, der intet har med vores hovedperson at gøre, så er vi helt med. Og tegnefilmen virker faktisk mere voldsom end resten af filmen!
De overdimensionerede kaskader af blod vil på nogen sikkert bare virke blodige og ikke andet. Hvis det havde været andre end Tarantino kunne det også være gået meget galt, for Kill Bill er uden sammenligning den mest blodige film jeg nogensinde har set (og jeg har set en del...). Som alle andre film står der til sidst at ingen dyr blev skadet under produktionen. Kill Bill er en film af den type, hvor det er bekymrende at mennesker ikke bliver nævnt i den sammenhæng...
Men Tarantino kan det der. Han kan få os til at le på kommando selv under de mest blodige og alvorlige opgør. Da 'Black Mamba' i starten opsøger Vernita Green bryder de to kvinder spontant ud i en alarmerende alvorlig kamp på liv og død, mens Vernita venter på at hendes datter kommer hjem. Midt under kampen ser vi så i baggrunden skolebussen køre ind, datteren stige ud og hen mod døren... alt sammen mens de to kvinder slås på livet løs. Men i samme øjeblik den kære lille kommer ind af døren holder de op gemmer deres knive. Fremragende skildret!
Kill Bill fungerer fordi Tarantino netop ikke er ensidig i sin skildring af filmens personer. De er måske voldsomt karrikerede til tider, men samtidig mister han aldrig hverken alvoren eller ironien til dem.
Efter starten er vi helt med 'bruden' og hendes tørst for hævn, men under jagten på Bill og de andre skal ofrene også skildres. Vernita Green har en familie, der vil savne hendes tab, mens O-ren Ishii har haft så traumatisk en barndom, at man nærmest tilgiver hende alt. I de fleste film ville sådanne figurer bare være skurke som skal slås ihjel en efter en, men de er mere i Tarantinos univers.
Selv den ynkelige Buck som vi ved bliver myrdet et par minutter senere har sin baggrund. Tarantino har ca. et minut til at få os til at få nok afsky overfor Buck til at vi vil elske at se ham dø, og det lykkes uden problemer. 'Kunden' som han fører til Black Mamba har vi endnu mindre tid til at hade, men det lykkes også fint, så afstumpet og modbydeligt som han skildres. Det er godt klaret, selv om der ikke er mange andre end Tarantino der havde turdet tage de midler i brug, som han gør.
De overdrevne figurer fører også til indfald, der har Tarantino skrevet henover sig med store bogstaver. "Pussy Wagon"? Ak! :D
Der er masser af den slags mere eller mindre morsomme og platte indfald, som f.eks. de to japanere der skal forberede te eller den lydmæssige tilsløring af hovedpersonens rigtige navn, der helt bevidst er så amatøragtigt dårligt lavet, at det bliver en parodi på alle de pinlige censurerede kommentarer i USA. Eller den sande syndflod af gamle temaer fra glemte TV-serier, der pludselig hives indforstået frem fra en fortid, man troede var glemt.
Tarantino forstår i den grad at afvæbne folk. Man er helt med fra det første øjeblik, hvor man med overskriften 'our feature presentation' viser den værste side af de tidlige 70'ere, mens psykedeliske farver kører henover med passende forældet musak.
Jeg glæder mig sgu til 'Volume 2'
09/11-2003
