smerte

4.0
Jackass er et fænomen, som man enten elsker eller hader. Personligt finder jeg det morsomt at se disse unge fyrer, der på den ene eller anden smertelige måde udsætter sig selv for sjove ting. Dog mener jeg at serien har kørt længe nok, og denne film burde sætte punktum for de sjove lege. Man skal stoppe når legen er god.

I moderne film er alt iscenesat og gennemtænkt ned til mindste detalje. Især efter de populære Matrix-film er det herligt at se de improviserede forsøg fra Jackass. Med filmen har fyrerne fået flere penge at lege med, og det ses. Starten er ret morsom, og filmen kører derudad som tv-serien. Der er ingen rød tråd, det er bare klippet sammen så det er sjovt. Og hvor er det sjovt. Jeg har ikke grinet så højlydt over en film i lang tid som jeg gjorde med Jackass. Det er lokumshumor, men jeg nød det. Visse scener i filmen er rigtig ulækre, og man sidder og ønsker de ville have klippet noget af det ud. Men så ville det vel ikke være Jackass. Efter en time bliver løjerne lidt for meget, men man slutter alligevel filmen med et smil.

Om Jackass er den lange finger til censuren er ikke til at sige, men at analysere denne film giver nok ikke meget mening, da den bare er unge folk der smadrer sig selv til stor morskab for publikum.
Jackass: The Movie