Strangers on a Train
5.0
5½ - 13 år før sit amerikanske mesterværk 'Strangers on a Train', lavede Hitchcock en film, der kunne have fået nøjagtig samme titel, men istedet fik en ligeså sigende: 'The Lady Vanishes'.
Hitchcock skulle slet ikke have instrueret den, men fik den ved et tilfælde overdraget. Efter en omskrivning gik han igang, og det er der al mulig grund til at være glad for. 'The Lady Vanishes' er højdepunktet i hans engelske periode. Og en af de Hitchcock-film, der er allermest underholdende.
Alene plottet er forrygende: Den unge Iris er på vej hjem, for at blive gift, og gør et stop i et fiktivt land. Her møder hun en rar gammel dame, Miss Froy. Om aftenen myrdes en troubadour nedenfor Froys vindue, og næste dag bliver en tagsten kastet mod hende. Ved et tilfælde rammer den Iris istedet, og Froy hjælper Iris op i toget. De taler og spiser sammen, men så falder Iris i søvn. Da hun vågner er Miss Froy væk, og ingen af de øvrige passagerer vil stå ved at have set hende...
'The Lady Vanishes' følger ikke en naturlig logik, den er snarere, som så mange af Hitchcocks film, en drøm end virkelighed. 'The Lady Vanishes' er et frydefuldt mareridt. Angsten for at havne i en situation, hvor alt, hvad man siger og tror, bliver benægtet. En kafkask pine, men også en enestående morsom tur. Alle de typer man ville have drømme og mareridt om at møde, er med på turen.
Iris skal altså giftes, men ikke så meget af passion som af resignation: "Jeg har prøvet alt...nu er der kun ægteskabet tilbage!" - På turen er der to "par": Det ene er et overklassepar, der begge har ægtefæller derhjemme, og hvor han for alt i verden vil undgå skandale pga. sit politiske virke.
Det andet er to mænd, der, uden at overfortolke, må betragtes som homoseksuelle. Det er lidt et særsyn, i 1938, at se et sådant forhold. Det skjules selvfølgelig selvfølgelig lidt under den forrygende ping-pong dialog. Men er alligevel ret åbenlyst. Dette "par" er dog langt mere optaget af en cricket-kamp i England, end noget andet. For dem ville det være en katastrofe hvis toget måtte stoppe, så de ikke nåede matchen. Altså to par, der symboliserer par-forholdets muligheder.
Og så er der en ung mand, der er dybt provokerende, men for Iris også tiltrækkende. Det slår gnister mellem dem fra dag 1. - Han hjælper hende med udredningen, blandt en mystisk læge, en nonne med høje hæle, en italiensk tryllykunstner, en baronesse, en kvinde i Miss Froys tøj - og en patient, klædt som mumie. Plus selvfølgelig den klassiske Mac-Guffin: Den lille melodi.
Der er næppe grund til at analysere en film som 'The Lade Vanishes' nærmere, den er slet og ret underholdning, og ment som sådan. Der findes heller ingen tilfredsstillende analyser af filmen, hvilket turde bekræfte dette. Hitchcock joker selvfølgelig lidt, og hentyder til filmens drømmestemning. Da Miss Froy præsenterer sig, tror Iris, at hun siger Miss Freud... Miss Froy skriver derpå sit navn på en rude i toget, og siger at det rimer på "joy" (den følelse filmen giver). Senere i filmen er netop denne skrift ved at kunne bevise Miss Froys eksistens, men da kører toget gennem den freudianske tunnel, og sletter skriften.
'The Lady Vanishes' viser Hitchcock i hans engelske humør, langt lettere end senere i karrieren. Den giver hans sidste utvetydige happy-ending - fra nu kan nok så meget ironi, ikke holde de mørke krafter nede.
Margaret Lockwood og Michael Redgrave er et højt udviklet sofistikeret par, et af Hitchcock-filmenes mest mindeværdige; og Basil Radford og Naunton Wayne blev et så stort hit som de to cricket-elskere, at de gentog disse roller i flere film.
Filmen minder lidt om 'Rear Window' i den krimi-komiske stil, men rummer ikke dennes dybder. Dens lethed er både dens styrke og svaghed: Den er ualmindelig let at elske, men også en smule svær at tage alt for alvorligt.
'The Lady Vanishes' er altså et af de små mesterværker i Hitchcocks produktion - en udsøgt forret til det store bord.
Hitchcock skulle slet ikke have instrueret den, men fik den ved et tilfælde overdraget. Efter en omskrivning gik han igang, og det er der al mulig grund til at være glad for. 'The Lady Vanishes' er højdepunktet i hans engelske periode. Og en af de Hitchcock-film, der er allermest underholdende.
Alene plottet er forrygende: Den unge Iris er på vej hjem, for at blive gift, og gør et stop i et fiktivt land. Her møder hun en rar gammel dame, Miss Froy. Om aftenen myrdes en troubadour nedenfor Froys vindue, og næste dag bliver en tagsten kastet mod hende. Ved et tilfælde rammer den Iris istedet, og Froy hjælper Iris op i toget. De taler og spiser sammen, men så falder Iris i søvn. Da hun vågner er Miss Froy væk, og ingen af de øvrige passagerer vil stå ved at have set hende...
'The Lady Vanishes' følger ikke en naturlig logik, den er snarere, som så mange af Hitchcocks film, en drøm end virkelighed. 'The Lady Vanishes' er et frydefuldt mareridt. Angsten for at havne i en situation, hvor alt, hvad man siger og tror, bliver benægtet. En kafkask pine, men også en enestående morsom tur. Alle de typer man ville have drømme og mareridt om at møde, er med på turen.
Iris skal altså giftes, men ikke så meget af passion som af resignation: "Jeg har prøvet alt...nu er der kun ægteskabet tilbage!" - På turen er der to "par": Det ene er et overklassepar, der begge har ægtefæller derhjemme, og hvor han for alt i verden vil undgå skandale pga. sit politiske virke.
Det andet er to mænd, der, uden at overfortolke, må betragtes som homoseksuelle. Det er lidt et særsyn, i 1938, at se et sådant forhold. Det skjules selvfølgelig selvfølgelig lidt under den forrygende ping-pong dialog. Men er alligevel ret åbenlyst. Dette "par" er dog langt mere optaget af en cricket-kamp i England, end noget andet. For dem ville det være en katastrofe hvis toget måtte stoppe, så de ikke nåede matchen. Altså to par, der symboliserer par-forholdets muligheder.
Og så er der en ung mand, der er dybt provokerende, men for Iris også tiltrækkende. Det slår gnister mellem dem fra dag 1. - Han hjælper hende med udredningen, blandt en mystisk læge, en nonne med høje hæle, en italiensk tryllykunstner, en baronesse, en kvinde i Miss Froys tøj - og en patient, klædt som mumie. Plus selvfølgelig den klassiske Mac-Guffin: Den lille melodi.
Der er næppe grund til at analysere en film som 'The Lade Vanishes' nærmere, den er slet og ret underholdning, og ment som sådan. Der findes heller ingen tilfredsstillende analyser af filmen, hvilket turde bekræfte dette. Hitchcock joker selvfølgelig lidt, og hentyder til filmens drømmestemning. Da Miss Froy præsenterer sig, tror Iris, at hun siger Miss Freud... Miss Froy skriver derpå sit navn på en rude i toget, og siger at det rimer på "joy" (den følelse filmen giver). Senere i filmen er netop denne skrift ved at kunne bevise Miss Froys eksistens, men da kører toget gennem den freudianske tunnel, og sletter skriften.
'The Lady Vanishes' viser Hitchcock i hans engelske humør, langt lettere end senere i karrieren. Den giver hans sidste utvetydige happy-ending - fra nu kan nok så meget ironi, ikke holde de mørke krafter nede.
Margaret Lockwood og Michael Redgrave er et højt udviklet sofistikeret par, et af Hitchcock-filmenes mest mindeværdige; og Basil Radford og Naunton Wayne blev et så stort hit som de to cricket-elskere, at de gentog disse roller i flere film.
Filmen minder lidt om 'Rear Window' i den krimi-komiske stil, men rummer ikke dennes dybder. Dens lethed er både dens styrke og svaghed: Den er ualmindelig let at elske, men også en smule svær at tage alt for alvorligt.
'The Lady Vanishes' er altså et af de små mesterværker i Hitchcocks produktion - en udsøgt forret til det store bord.
10/11-2003
