Rimelig film med godt skuespil

'Runaway Jury' ville næsten være en tæmmelig ordinær amerikansk ret-sags film, hvis ikke det var for skuespillerne.

Bevares, historien er udemærket og spændende, men når man tager i betragtning, hvor mange af den slags film vi efterhånden bliver udsat for, så skal der efterhånden en del til for at hæve en af slagsen højt nok til at vi overhovedet bemærker den.

Det gør vi her af flere grunde. Historien er interessant, men det kan nu også sige om mange andre retssalsfilm vi forlængst har glemt.

Den har dog et par store fordele i forhold til den typiske film af slagsen. For det første bliver den aldrig for selvhøjtidelig eller nostalgisk. Vi ser ca. ti børn lege i omkring 15 sekunder i slutningen, men ellers er den kemisk renset for bedrevidende og slet skjult moraliseren, og selv børnene i slutningen er så uvedkommende og anonyme, at man blot nøjes med at trække på skuldrene og tænke, at hvis det nu var nødvendigt for at sælge filmen til det rørstrømske publikum, ja så er det da nødigt sluppet.

En bedre ting er, at filmen heller ikke forsøger at gøre sine personer for helte- eller skurkeagtige. Der *er* helte og skurke i historien, men skurkene er ikke blot uforståelige umennesker, der gør slemme ting fordi, nå ja, de er jo onde. Man forstår dem, når de udfører deres nidrige gerninger, også selv om man væmmes ved det. Det er både sagligt og ærligt af instruktøren, og rart at se i en amerikansk film, hvor man ellers alt for ofte forfalder til lange ørkenvandringer i pinlig moraliseren, når det er 'rigtige' film om den 'virkelige' verden.

Endnu bedre er det at heltene blot forbliver helte og undgår at blive helgener. I alt for mange af den her slags film er heltene så højt hævet over fristelse og tvivl, at filmen i faretruende grad mister jordforbindelsen. Det er heldigvis ikke tilfældet her, og de helt centrale hovedpersoner i filmen er da også nødt til konsekvent at bryde lov og moral for at retfærdigheden kan have bare en chance for at ske fyldest... hvilket der absolute ikke er nogen garanti for at den gør, snarere tværtimod.

Det betyder også, at man som tilskuer for lov til at se nogle centrale scener, der helt skal bæres af skuespillernes formåen. Og det vel at mærke i en film, hvor alle personerne er ægte personer fra en helt igennem troværdig verden.

Når man så har så gode skuespillere som her, så bliver det til tider noget, der er værd at se på. Som når John Cusack og Gene Hackman forsøger at forhandle hver deres side af sagen, eller når Hackman truer Rachel Weisz. Den bedste scene i hele filmen er dog nok den eneste konfrontation mellem Hackman og Dustin Hoffman, for her er skuespillet så intenst og alvorligt, at det nærmest slår gnister. Her er det helt og skurk, der for alvor mødes og slås med alle de argumenter, erfaringer, citater, filosofier, og alt andet skyts de kan finde. Det er et slag på ord, men det er så godt spillet og dialogen så intens, at man bliver revet med i en grad, hvor man nærmest sidder åndeløs og ser på. De gamle kan sgu endnu! Eneste minus er at der er alt for få af den slags scener.

Men filmen er værd at se bare for dem, der er. Og så vil jeg ikke afsløre mere.