zombiegys af det bedste
5.0
Uhyre effektiv gyser, der rammer plet med dens dogme-agtige stil. Instruktøren Danny Boyle er (med rette) kendt over hele verdenen, mest for den imponerende Trainspotting. Efter førnævnte tog han til Amerika og lavede den skæve og morsomme A Life Less Ordinary og den spændende, men meget udskældte The Beach. Det er en smule tilfredsstillende at se ham komme tilbage til England og lave en af hans bedste film. Boyle er uden tvivl et stort instruktørtalent, og jeg sluger hver en film fra ham. Hans effektive sans for historie, men især billede og lyd, er næsten skræmmende. 28 Days Later er lavet i samarbejde med forfatteren Alex Garland, som havde skrevet bogen til The Beach.
Historien er måske ikke synderligt original, men jeg har vist aldrig set noget lignende. Billederne af de tomme London er gåsehudsfremkaldende og man imponeres over, at de overhovedet kunne få det til at ske. Filmen består af ukendte skuespillere (måske bortset fra Christopher Eccleston) og det gør det endnu lettere at identificere sig med personerne i filmen. Alle skuespillere gør det godt, og man håber og kommer nok også til at se mere til dem.
Som sagt er filmen optaget meget i stil med dogme-filmene, og det er der også en grund til. Anthony Dod Mantleoff har stået for fotograferingen af blandt andet Festen og Mifunes Sidste Sang (og senere den yderst smukke It’s All About Love), og her er kameraet også håndholdt. Det forstyrrer ikke, men giver et meget bedre indtryk af en virkelighedsnær situation. Nogle billeder er så fascinerende smukke, at man ikke skulle tro det var muligt. Regn på film er aldrig set smukkere. Som sagt får Boyle billede og lyd til at gå op i en højere enhed sammen, og det lykkes over alt forventning også her. Hans brug af kontra-punktisk musik er formiddabel og ekstrem skræmmende. Enkelt og effektivt.
Filmen har nogle rigtig gode gys og en god Palle-stemning, men slutningen slår over i ren action og glemmer at få gyset med. Dette er grunden til at den ikke får topkarakter. Det er dog også den eneste indsigelse jeg har til filmen, der fascinerer mig fra start til slut.
Historien er måske ikke synderligt original, men jeg har vist aldrig set noget lignende. Billederne af de tomme London er gåsehudsfremkaldende og man imponeres over, at de overhovedet kunne få det til at ske. Filmen består af ukendte skuespillere (måske bortset fra Christopher Eccleston) og det gør det endnu lettere at identificere sig med personerne i filmen. Alle skuespillere gør det godt, og man håber og kommer nok også til at se mere til dem.
Som sagt er filmen optaget meget i stil med dogme-filmene, og det er der også en grund til. Anthony Dod Mantleoff har stået for fotograferingen af blandt andet Festen og Mifunes Sidste Sang (og senere den yderst smukke It’s All About Love), og her er kameraet også håndholdt. Det forstyrrer ikke, men giver et meget bedre indtryk af en virkelighedsnær situation. Nogle billeder er så fascinerende smukke, at man ikke skulle tro det var muligt. Regn på film er aldrig set smukkere. Som sagt får Boyle billede og lyd til at gå op i en højere enhed sammen, og det lykkes over alt forventning også her. Hans brug af kontra-punktisk musik er formiddabel og ekstrem skræmmende. Enkelt og effektivt.
Filmen har nogle rigtig gode gys og en god Palle-stemning, men slutningen slår over i ren action og glemmer at få gyset med. Dette er grunden til at den ikke får topkarakter. Det er dog også den eneste indsigelse jeg har til filmen, der fascinerer mig fra start til slut.
17/11-2003
